Hvad kan Donald Trump egentlig, og hvad kan han ikke?
I løbet af de første 100 dage, som præsidenten markerer onsdag, har de to spørgsmål været gennemgående. For periodens største indenrigspolitiske historie og den vigtigste strømpil for at forstå virvaret hidtil har været Trumps forsøg på og ønske om at udvide præsidentembedets og sin egen magt i såvel teoretisk og formel som reel og praktisk forstand.
Dette har været fulgt af en stor brug af præsidentembedets i forvejen eksisterendemagtbeføjelser, og tilsammen har det afspejlet Trumps enormt præsidentialistiske tilgang til det at være nationens leder.
Som så mange andre strømpile forklarer den ikke alt, men binder alligevel en masse tråde sammen. Om det handler om tilbageholdelse af føderale midler på ureglementeret basis, forsøget på at få mere kontrol over valgafvikling eller potentielt bare den mere løse snak om at stille op til en tredje periode i 2028 (hvilket han ikke kan), kan de sammenfattes som udtryk for et ønske om at få mere præsidentiel magt end før.
Sådan ser præsident Trump tilsyneladende ikke selv på det. I et stort interview med Time Magazine i sidste uge gav han udtryk for, at han ikke selv opfattede sin ageren som magtkonsolidering: “Well, I don’t feel I’m expanding it (magten red.). I think I’m using it as it was meant to be used.” Og endvidere: “You know, everything that I’m doing—this is what I talked about doing.” Internt i administrationen finder man også den holdning: Man bruger det magtapparat, der allerede er tilgængeligt.
Det er som nævnt helt rigtigt – til en vis grad. Grænsen mellem magtudvidelse og maksimal udnyttelse af eksisterende magtbeføjelser kan være sløret. Og at Donald Trump eksempelvis har underskrevet et historisk højt antal dekreter for de første 100 dage, er ikke udelukkende udtryk for at ville udvide sin magt, men i virkeligheden bare en udnyttelse af den eksisterende magt. En hel del af det, han foretaget sig, er altså indenfor den normale magtskive.
Men ikke det hele. Og faktisk burde magtkonsolideringsforsøget ikke være så overraskende igen. I 2023 beskrev New York Times i flere dybdegående artikler, hvordan en anden Trump-administrationen kunne komme til at se ud. I en af dem udlagde de, at Trump-lejrens vision var at omkalfatre “the structure of the executive branch to concentrate far greater authority directly in his hands.”
Det er præcis den vision, hjulpet på vej af nøglefolk som Russell Vought og Stephen Miller, som vi ser udspille sig i øjeblikket – og på flere niveauer. Jack Goldsmith, der var leder af White House Office for Legal Counsel i Bush-administrationen, og som ganske vist er en stor kritiker af Trump, har i et interview – også med New York Times – således foreslået, at man kan iagttage præsidentens forsøg på magtudvidelse på to måder:
Dels en vertikal dimension, der går på, at præsidenten skal have så meget kontrol som muligt over den udøvende magt. Og dels en horisontal dimension, der handler om at svække andre institutioner så meget som muligt såsom Kongressen, hvilket også er en vigtig del af det.
Tilfældigvis er ønsket om magtudvidelse så faldet sammen med en republikansk kongres, der i meget vidt omfang er villige til at imødekomme Trumps prioriteter. Dermed er en stor del af oppositionsrollen tilfaldet domstolene. Hermed menes der naturligvis ikke alle domstole, men i det omfang, der har været en stækning af hans forsøg på at ekspandere sin magt, er den i høj grad kommet fra juridisk hold, og den magtkamp har været til stede fra den allerspædeste start af hans præsidentperiode.
Det er imidlertid ikke en magtkamp, som kommer uden politiske risici for Trump. For nok har han flertal i begge Kongressens kamre, men hans politiske kapital er dalet meget i løbet af de første 100 dage: Hans approval rating er nu 43,5 % i G. Elliott Morris’ gennemsnit af målinger, og i en CNN-måling udgivet i weekenden gav 54 % udtryk for, at de ikke havde nogen egentlig tillid til, at præsidenten “kunne forvalte embedets magtbeføjelser ansvarligt.”
Det indikerer, at magtekspansion ikke er en vindersag, og vindersager har Trump brug for: For ikke bare er han nu i minus, når det angår hans overordnede approval rating – selv på et trumfkort som immigration er der nu flere, der i målingerne synes, han gør et dårligt stykke arbejde end et godt stykke arbejde.
Der er dog ikke meget, der tyder på, at disse opinionsmålinger vil afskrække Trump. I stedet vil hans stærke præsidentialisme med al sandsynlighed også fortsætte i de næste 100 dage – og fremover.
