Inden vi begynder: I går optog jeg sammen med David Garby-Holm, en af de første USA-bloggere herhjemme og en i det hele taget vidende og kyndig iagttager af det amerikanske, en podcast, hvor vi så nærmere på Kevin McCarthys nederlag i Kongressen. Som den første speaker i historien blev han afsat, og et af spørgsmålene er nu, hvem der kan tænkes at efterfølge ham. Man kan lytte med på eksempelvis Podimo, Apple Podcasts eller Spotify.

Men her følger ellers fire nedslag i den seneste uges begivenheder. Bemærk, at det er en dynamisk situation, der hurtigt kan ændre sig.

Donald Trump melder sig ind i kampen

Han kandiderer ganske vist ikke selv til at blive speaker, men Donald Trump har valgt at støtte Jim Jordan, den ene af de to erklærede kandidater til posten og ham med flest støtteerklæringer på nuværende tidspunkt. Det er oplagt: Jordan var med til at så tvivl om 2020-resultatet og går alt i alt i plus i Donald Trumps regnskab, lader det til. Jordan er formand for House Judiciary Committee, men var også med til at stifte den konservative gruppering Freedom Caucus i 2015. At han nu får Trumps opbakning, er en fjer i hatten, men meget vil naturligvis også afhænge af det interne spil i Repræsentanternes Hus, hvor en opbakning fra den tidligere præsident er fint rent symbolsk, men ikke nødvendigvis bliver afgørende for, hvordan medlemmer, der eventuelt er på vippen, vil stemme.

Hvor meget magt har Patrick McHenry?

En anden del af den sidste uges debat gik og går på, hvor mange magtbeføjelser speaker pro tempore, Patrick McHenry egentlig har. Indledningsvist er det værd at nævne, at når McHenry sidder, hvor han nu gør, skyldes det, at det i 2003 indførtes, at speakeren skulle indlevere en liste over, hvem der skulle tage over, skulle det blive relevant. McHenry stod øverst på McCarthys.

Det kan godt fastslås, at det at være speaker pro tempore ikke er helt identisk med det at være speaker, men svaret på magtspørgsmålet er grundlæggende, at der ikke er noget eksakt svar. I amerikanske medier beskrives hans beføjelser – hos visse i hvert fald – som meget eller ekstremt begrænsede. Som kongreseksperten Matt Glassman noterede, synes den politiske konsensus ligeledes at være, at McHenry har meget begrænset magt, men der er også gode grunde til at tro, at magtbeføjelserne i realiteten kan være eller tolkes meget bredere – det afhænger af, hvordan man læser Husets regler. Men det understreger også, hvor uset en tid Repræsentanternes Hus er i. Det er helt og aldeles ubetrådt land, således også på dette område.

Ingen klar favorit

På nuværende tidspunkt er der ikke ligefrem nogen stærk favorit til at efterfølge McCarthy. Der er to kandidater – førnævnte Jordan og så majoritetsleder Steve Scalise. På sin vis burde Scalise være oplagt: Han tager i så fald det sidste skridt og får den ultimative pris – hammeren. Men som før nævnt har Jordan flest støtteerklæringer, og selvom det måske er sværere at se, hvordan han opnår den tilstrækkelige opbakning netop på grund af sin politiske profil, kan han bestemt heller ikke udelukkes. Punchbowl News skrev tirsdag klart om den nuværende dynamik: “Neither candidate (…) has anywhere near the requisite support to win a majority inside the Republican conference or on the House floor.” Det er ikke nødvendigvis chokerende – så længe siden er det heller ikke, at McCarthy blev afsat, og det kan også hurtigt ændre sig. Men nogen kronprins eller kronprinsesse, om man vil, synes ikke at findes. Og så skal man heller ikke udelukke muligheden for et tredje scenarie, der ikke er Scalise eller Jordan (alt dette diskuterede David Garby-Holm og jeg også i podcasten).

Betyder dette noget for 2024? 

Det afhænger nok af, hvad man mener med det spørgsmål. Det er ikke utænkeligt, at visse medlemmer af Husets genvalgschancer på en eller anden måde kan påvirkes af, hvordan de har ageret i dette forløb. Men grundlæggende vil kampen om Repræsentanternes Hus – for ikke at tale om præsidentvalget – udspille sig på et langt mere grundlæggende plan, hvor spørgsmål som Bidens popularitet, identiteten på den republikanske præsidentkandidat, kandidatrekruttering i distrikter og økonomiens tilstand vil være langt vigtigere end dette, der højest – højest – er en faktor af mange i 2024-ligningen. På den måde er det ikke 2024, man først og fremmest skal holde sig for øje – der er rigeligt med realpolitiske implikationer på kort sigt, man i stedet kan give sig i kast med at overveje.

Tak for denne gang
Vi skrev sidst, at vi måtte se, om McCarthy stadig var speaker, når vi vender tilbage. Det var han ikke – lad os se, om de har valgt en ny, når vi er tilbage. I efterårsferien ferierer vi som udgangspunkt, men er tilbage ugen efter.