På det seneste har medierne skrevet en del positivt om tidligere South Carolina-guvernør Nikki Haley og med en vis ret: Hendes præsidentkampagne befinder sig på det mest succesfulde stadie, siden hun lancerede den tilbage i februar, og i øjeblikket trækker hun overskrifter, der blandt andet går på, at hun er “Trumps tætteste rival” i det republikanske primærvalg, at hun har “momentum” eller “stiger i meningsmålingerne.”
Sandt er det, at Nikki Haleys kampagne siden august har bevæget sig i den rigtige retning. 23. august stod hun nationalt til 3,3 % af stemmerne nationalt ifølge Fivethirtyeights gennemsnit, mens hun 27. november stod til 9,8 %. Det betyder, at hun har nærmet sig Florida-guvernør Ron DeSantis, der i øjeblikket er nummer to, og det er ikke umuligt, at hun også overhaler ham. Hertil kommer, at hun har en vis tyngde i de tidlige delstater: I Iowa er hun nummer tre og matcher DeSantis, mens hun i New Hampshire er nummer to og derved Trumps største rival i The Granite State.
Overskriften på nyhedsbrevet er på sin vis vel skarpt formuleret. Særligt for politiske iagttagere er det værd at hæfte sig ved, når kandidater åbenlyst har en eller anden form for vind i sejlene. Et noget nær episk Haley-comeback skal jo starte et eller andet sted.
Imidlertid er det store problem, at Haleys momentum overhovedet ikke har rykket ved den overordnede dynamik i valget. Så længe hun ikke viser sig mærkbart stærkere end DeSantis – og mærkbart farligere for Trump – så forbliver den tidligere præsident storfavorit.
Lad os tage New Hampshire som eksempel: I denne delstat står Haley til cirka 19 %, hvilket er en del bedre end hendes nationale tal. Men Donald Trump står alligevel til godt 45 % – mindre end hans nationale stemmeandel, men stadig med et stort forspring til Haley. Og det er her, at Haleys store problem er og hele tiden har været: Selv når det går fremad, er der lang, lang vej til Trump, der simpelthen spiller i en helt anden liga.
Derfor er Haleys momentum et godt eksempel på, hvorfor man ikke må glemme at se skoven for bare træer. Med andre ord er Haley grundlæggende ingen trussel mod Trump, når dynamikken er, som den er i øjeblikket.
Det er også vigtigt at få perspektivet med, når vi ser nærmere på Haleys momentum: I samme periode, som hun er steget i de nationale målinger, er Trump faktisk steget endnu mere. Han gik fra cirka 52 % 23. august til nu at ligge omkring suveræne 60 %. Haley er altså 50 procentpoint bagud nationalt. Det virker helt urealistisk, at man skulle have en nævneværdig chance for at vinde, når det er tilfældet.
Haley har den tilgang, at kampagnen er et marathon og ikke en sprint. Det er selvfølgelig også rigtigt. Men der skal noget helt, helt ekstraordinært til at slå Trump – og det er det altså ikke at bevæge sig visse procentpoint i den rigtige retning, så længe Trump stadig er så langt foran, som han er.
