Donald Trumps præsidentperiode har indtil videre rent udenrigspolitisk været defineret af blandt andet forsøget på at skabe fred mellem Rusland og Ukraine, muligheden for en ny atomaftale med Iran, konkurrencen med Kina og håbet om territorial ekspansion, heriblandt hele vejen til Grønland.

At finde en rød tråd i hans udenrigspolitik – eller en egentlig doktrin – er imidlertid vanskeligere. I sidste uges nyhedsbrev forsøgte Alexander Gray, Trumps stabschef i det nationale sikkerhedsråd fra 2019-2021, ganske vist at definere en egentlig doktrin for præsidenten, men det ville nok være godt at brede diskussionen lidt ud.

Ved sidste uges Copenhagen Democracy Summit i Skuespilhuset brugte jeg noget af tiden på at tale med amerikanske eksperter, der tilsammen har erfaring fra både Bush-administrationen, Trumps første administration og fra at rådgive udenrigsminister Marco Rubio, da han var senator.

De pegede særligt på to ting: Dels at det er vanskeligt at definere en Trump-doktrin og dels, at den måde, der træffes udenrigspolitiske beslutninger i Trump-administrationen, er markant anderledes end i andre administrationer.

Svært at definere en Trump-doktrin
Som nævnt definerede Alexander Gray til USAPol i sidste uge Trump-doktrinen som “at fokusere på de amerikanske kerneinteresser og prioritere de områder, hvor de interesser er i størst risiko for at blive påvirket negativt. Og det er i den vestlige hemisfære og i indo-pacific.”

Det er utvivlsomt et velovervejet bud, men flere af de andre eksperter stiller sig mere tvivlende over for at bruge betegnelsen doktrin:

“Jeg vil ikke sige, at der er tale om en Trump-doktrin”, siger Kurt Volker, der var Special Representative for Ukraine Negotiations i Trumps første periode, i vores podcast og fortsætter:
“Der begynder at komme visse karakteristika fra administrationen. Trump vil undgå krig og fokusere på business. Han mener desuden, at man skal lægge en større del af den europæiske sikkerhedsbyrde på netop Europa, og man skal sætte Amerika først. Og endelig ønsker han en transaktionel tilgang til tingene, så man kan lave vedvarende aftaler med folk. Men disse karakteristika vil jeg ikke kalde en egentlig doktrin.”

Heller ikke Paul Lettow, der blandt andet arbejdede i Det Nationale Sikkerhedsråd under George W. Bush og i dag er tilknyttet American Enterprise Institute, virker overbevist om, at der findes en Trump-doktrin:

“Til tider tror jeg, at vi konstruerer en doktrin til Trump, som han i virkeligheden ikke selv har fastsat”, forklarer Lettow til USAPol.dk.

“John Bolton, Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, har beskrevet Trumps holdninger som en “archipelago of dots”, hvilket betyder, at præsidenten har holdninger, men de holdninger fører ikke til en overordnet strategi. Og det tror jeg, der er noget om – Trump har jo som bekendt meget stærke holdninger til visse spørgsmål.”

“Men på andre områder mener jeg, at folk har overfortolket det, Trump har sagt som en del af en større sammenhæng. Jeg er ikke sikker på, at man kan forstå hans provokationer om Canada, Grønland og Panamakanalen som et udtryk for, at han faktisk vil vende tilbage til en spheres of influence-verden ligesom i det 19. århundrede. Så langt er jeg ikke sikker på, hans verdenssyn rækker.”

Også Jamie Fly, der i dag er tilknyttet Hudson Institute og tidligere rådgiver for Marco Rubio, siger, at det er for tidligt at tale om en Trump-doktrin, men peger dog på ét vigtigt træk i tråd med Volker:

“Trump vil være en fredspræsident. Administrationens holdning er, at befolkningen er trætte af det, der blev opfattede som endeløse krige, som ikke endte med det ønskede udfald, og Trump vil derfor undgå nye konflikter. Om det bliver en doktrin eller ej, vil nok afhænge af, om det viser sig succesfuldt.”

En af dem, der kan gøre en sådan fredstilgang til en succes, er udenrigsminister Rubio, der også fungerer som national sikkerhedsrådgiver. Og som Fly siger om ham:

“Rubio stillede op som præsident i 2016, og i den forbindelse lærte han nogle ting om, hvor det amerikanske folk rent faktisk var, også på udenrigspolitiske spørgsmål. Det gjorde, at han begyndte at gentænke sin holdning til spørgsmål som industripolitik eller konsekvenserne af vores fejlslagne Kinapolitik. Så den transformation, han har været igennem, har været længe undervejs – den kom ikke bare, da han blev udenrigsminister under Trump.”

Fly fremhæver desuden, at Rubio er meget vidende om udenrigspolitiske spørgsmål og national sikkerhed med sin baggrund i Senate Foreign Relations Committee og Senate Intelligence Committee, og at han “forstår værdien af alliancer.”

En markant anderledes, udenrigspolitisk beslutningsproces
Mens der blandt eksperterne ikke findes et klart bud på en doktrin, synes der at være enighed om, at den udenrigspolitiske beslutningsproces er markant anderledes under Trump 2.0 sammenholdt med andre præsidenter, hvis man overhovedet kan tale om en sådan – noget, som Kurt Volker også udlægger i vores podcast med ham.

Jamie Fly peger desuden også på, at Trumps utålmodighed har en betydning. Som han formulerer det:

“Trump har et meget mere veldefineret verdenssyn i år end sidste gang, han var præsident. Han er ligeglad med, hvordan tingene tidligere er blevet gjort – han gør dem på sin måde.”

Fly uddyber: “Normalt var den udenrigspolitiske beslutningsproces langsom, og forskellige handlemuligheder blev debatteret på forskellige niveauer i administrationen. Sådan opererer Trump ikke – han har ikke tålmodigheden til at vente i ugevis på, at nogen fortæller ham, hvordan han skal afslutte krigen i Ukraine. Han vil rykke hurtigt.”

Paul Lettow stemmer i: “Måden, som information når til Trump på, er anderledes, og det er – sagt med en eufemisme – meget usædvanligt, at man bare kan ringe præsidenten op, som vi har set”, siger han og fortsætter:

“Fordelen ved at have en stærk stabschef og en stærk national sikkerhedsrådgiver er, at der er meget kvalitetskontrol med hensyn til, hvem der taler med præsidenten og om hvad. Og min opfattelse er, at i den nuværende administration kan folk, der ikke nødvendigvis er eksperter i de områder, de taler med præsidenten om, alligevel nå ham.”

Og den slags kvalitetskontrol var til stede i Bush-administrationen?, spørger jeg så.

“Absolut”, lyder det fra Lettow.