Kan Demokraterne holde Repræsentanternes Hus?

Foto: Architect of the Capitol.

Tirsdag fik Demokraterne en af deres måske bedste nyheder i år med hensyn til Midtvejsvalget. I New Yorks henholdsvis 19. kongresdistrikt og 23. kongresdistrikt blev der som beskrevet i seneste nyhedsbrev nemlig afholdt specialvalg til Repræsentanternes Hus, og det endte med at være en virkelig god aften for Demokraterne. Partiets kandidat Pat Ryan vandt specialvalget i NY-19 over republikaneren Marc Molinaro – et distrikt, som Joe Biden vandt med 1,5 procentpoint i 2020, altså med mindre end hans nationale margin (4,5 procentpoint). Republikanerne vandt specialvalget i NY-23, hvilket de også var storfavoritter til, men også her var deres margin undervældende.

Disse valg er endnu en indikation på, at det politiske klima er blevet bedre for Demokraterne siden foråret. Fire dage efter Højesterets omstødelse af Roe v. Wade klarede Demokraterne sig nemlig godt (dog uden at vinde) i et specialvalg til Repræsentanternes Hus i Nebraskas 1. distrikt. De fulgte dette op med en god præstation i Minnesotas 1. kongresdistrikt, hvor der skulle besættes en plads i Repræsentanternes Hus, efter den tidligere repræsentant, Jim Hagedorn, desværre afgik ved døden i februar. Republikanerne vandt igen valget, men kun med fire procentpoint – til sammenligning havde Donald Trump vundet distriktet med 10 procentpoint.

Der har været fire specialvalg (ydermere afholdt Alaska et i august, men på grund af det særlige system medtæller vi ikke det i første omgang) siden Højesterets omstødelse af Roe v. Wade 24. juni, og lægger man dem sammen, tegner de et positivt billede for Demokraterne. Isoleret set indikerer disse specialvalg, at det politiske klima faktisk er mere fordelagtigt for Demokraterne end for Republikanerne.

En anden ting, der tyder på et forbedret politisk miljø for Demokraterne, er målingerne af, hvem vælgerne ønsker skal kontrollere Kongressen. Den republikanske føring i gennemsnittet af disse er forduftet, og i stedet står partierne så godt som lige ifølge både Fivethirtyeight og RealClearPolitics. Måske højesteretsafgørelsen ikke kan forklare det hele, men det tyder på, at den spiller en stor rolle.

Ikke alt er lige rosenrødt for Demokraterne. Bidens approval rating er en af de ting. I løbet af den seneste måneds tid er den ganske vist steget fra 37,7 % til 41,3 % ifølge Fivethirtyeights gennemsnit, men 41 % stadig er stadig et ringe tal og på niveau med Trumps på dette tidspunkt i hans præsidentembede. Det betyder, at hvis Bidens approval rating forbliver på dette niveau, skal visse demokratiske kandidater altså overpræstere i forhold til præsidentens opbakningstal, og det er i hvert fald et dårligt udgangspunkt.

Ligeledes bør det også nævnes, at Republikanerne ifølge flere analyser ser ud til at få flertal i Huset, selvom de nationale stemmetal skulle være så godt som lige. Har disse analyser ret, så skal Demokraterne vinde nationalt med en vis margin, før de kan føle sig sikre på flertal.

Og endelig har tendenserne – når man ser på primærvalgene indtil videre – også set nogenlunde fornuftige ud for Republikanerne.

Lægger man ovenstående sammen, kan man fortsat formulere et godt argument for, hvorfor Republikanerne stadig er favoritter til at vinde flertallet i Repræsentanternes Hus. Men uanset om man mener det eller ej, så er det en favoritværdighed, der er skrumpet i takt med ændringerne i det politiske klima. Værd at nævne er selvfølgelig, at når eksempelvis Fivethirtyeight fortsat har Republikanerne som rimelig klare favoritter til at vinde Huset, antager de, at det politiske klima igen vil forværres for Demokraterne – og det er også en mulighed.

Men jo, Demokraterne har en chance for at bevare kontrollen over Repræsentanternes Hus, som det ser ud nu – og den er ikke teoretisk, den er reel.

Hvor stor er slagmarken?

Uanset hvilket politisk klima man lægger til grund ud fra ovenstående datapunkter, så tyder det derudover på, at en eventuel “rød bølge” endnu ikke er evident. Det er dog i den grad et øjebliksbillede, og et sådant scenarie kan fortsat materialisere sig – såvel som tingene også kan blive endnu bedre for Demokraterne.

Men ser vi på Republikanernes chancer, så behøver de sådan set heller ikke en bølge for at få flertallet i Huset.

Som bekendt består Repræsentanternes Hus af 435 pladser, og det kræver dermed 218 for at have flertal. Republikanerne har 214 pladser (justeret for vacancies) på nuværende tidspunkt, hvilket betyder, at de er meget tæt på flertal, selv inden midtvejsvalget går i gang – det er væsentligt anderledes end i eksempelvis 2010, hvor de startede fra et langt lavere udgangspunkt og fik et fremragende midtvejsvalg.

Med andre ord kan Republikanerne altså ende med et midtvejsvalg, som er væsentligt dårligere end det historiske gennemsnit, men alligevel få flertal i Huset.

Et sådant scenarie ser Cook Political Report with Amy Walter, et medie med speciale i amerikanske valgkampe, som sandsynligt på nuværende tidspunkt. I deres seneste opdatering skrev de: “Even in a “neutral” election scenario, redistricting alone should be enough to tip the House to Republicans. However, we are revising our outlook for GOP gains downwards from 15-30 seats to 10-20 seats.” De ser altså fortsat Republikanerne som favoritter, men eksempelvis 15 sæders fremgang vil i et historisk perspektiv være beskedent, til trods for at det er nok til en majoritet.

Hos RealClearPolitics er man mere optimistiske på Republikanernes vegne. Mediet vurderer, at Republikanerne i en eller anden grad er favoritter til at vinde 222 distrikter på nuværende tidspunkt – tilstrækkeligt til flertal. Til sammenligning giver de Demokraterne favoritværdigheden i 181 distrikter, mens de sidste 32 kategoriseres som “usikre”, altså de mest lige. Men selv hvis Demokraterne skulle vinde alle dem, så er det i RealClearPolitics’ scenarie ikke tilstrækkeligt.

Pointen med ovenstående er at illustrere, at selvom Republikanerne måske stadig kan kategoriseres som favoritter til Repræsentanternes Hus, kan de ende med et midtvejsvalg, som måske giver dem kontrollen over Repræsentanternes Hus, men alligevel med en margin, som kan betegnes som skuffende.

Skulle det ende med, at Demokraterne bevarer og sågar øger deres flertal, er det bestemt også muligt, at en sådan fremgang vil være af beskeden karakter.

En tur i de individuelle distrikter

Lad os afslutningsvist bevæge os væk fra det store perspektiv og se på nogle af de distrikter, hvor kampen om flertallet rent faktisk udkæmpes.

Når det kommer til Repræsentanternes Hus, er det sværere at udpege svingdistrikter, der er særligt interessante, end det er til Senatet. Af samme årsag kommer nedenstående heller ikke til at være udtømmende, men skal give et indblik i nogle af de distrikter, hvor ræset i en eller anden grad er åbent, og som er værd at holde øje med. Alle data om redistricting stammer fra Politico, og alle data om resultater i kongresdistrikter fra 2020 er fra Daily Kos Elections.

Vi kan begynde med nogle af de siddende medlemmer af Repræsentanternes Hus, som fortsat har en chance for at blive genvalgt, men som ser ud til at stå over for en stor opgave.

En af dem er demokraten Tom O’Halleran, som stiller op i Arizonas 2. distrikt. O’ Halleran kan måske opfattes som det mest sårbare, siddende medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne, og det er ikke uden grund – under redistrictingprocessen fik han markant sværere vilkår. O’ Hallerans modstander er republikaneren Eli Crane, som har en baggrund i den amerikanske flåde.

Et andet eksempel på en demokratisk politiker, der fik mærkbart sværere vilkår som følge af redistricting, er demokraten Tom Malinowski i New Jerseys 7. distrikt. Malinowski har siddet i Huset siden 2018 og opnåede senest genvalg i 2020. I 2022 får republikaneren Thomas Kean Jr. mulighed for revanche – og måske trækker han det længste strå denne gang.

Hos Republikanerne kan man fremføre et stærkt argument for Mayra Flores i Texas 34. kongresdistrikt som partiets mest sårbare medlem af Huset. Hun blev valgt i et specialvalg tidligere på året og skal møde demokraten Vicente Gonzalez til efteråret, der paradoksalt nok også sidder i Repræsentanternes Hus, men repræsenterer et andet distrikt og altså nu stiller op i TX-34. Både Cook Political Report with Amy Walter og Sabato’s Crystal Ball opfatter pt. valget som tenderende demokratisk.

Ligeledes kan man pege på David Valadao, der stiller op i Californiens 22. distrikt og i øvrigt er en af de ti republikanere, som stemte for impeachment af Donald Trump i 2021. Skulle Valadao tabe, vil der kun være et enkelt medlem tilbage af Repræsentanternes Hus, som stemte for impeachment af den forhenværende præsident, uanset i hvilken grad et eventuelt nederlag kan henføres hertil.

Selvom ovenstående distrikter let kan tænkes at bevæge sig den ene eller anden vej, er de ikke nødvendigvis de mest spændende distrikter til november. Så lad os i stedet se på nogle af de distrikter, som i øjeblikket opfattes som de mest jævnbyrdige og usikre.

Et sted at starte kan være Maines 2. kongresdistrikt, som flere af læserne måske kender som et af de få kongresdistrikter ved præsidentvalg, der byder på valgmænd. Trump vandt distriktet i 2020 sikkert, og selvom det er blevet marginalt venligere terræn for Demokraterne i redistricting, kan demokraten Jared Golden ikke slappe af endnu. Men Golden er en dygtig kandidat, der blev genvalgt i distriktet i 2020 på trods af Trumps sejr og har forsøgt at positionere sig gunstigt ved eksempelvis at være den eneste demokrat, der stemte imod American Rescue Plan, der blev gennemført i foråret 2021. Golden møder republikaneren Bruce Poliquin.

Rykker vi fra Maine til to af de stater, som vi kender som svingstater fra præsidentvalg, havner vi i Michigan og Pennsylvania. I første omgang kan vi hæfte os ved Michigans 7. distrikt, repræsenteret af Elissa Slotkin (D), og statens 8. distrikt, som Dan Kildee (D) sidder på. Slotkin har siddet som medlem af Huset siden 2019, Kildee siden 2013. Udfordrerne er Tom Barrett i MI-07 og Paul Junge i MI-08. I Michigans 3. distrikt fik Demokraterne omvendt en saltvandsindsprøjtning, da den siddende, republikanske repræsentant Peter Meijer tabte sit primærvalg til den Trump-støttede John Gibbs. Den nye version af distriktet ville også være blevet vundet klart af Biden, mens Trump vandt det gamle MI-03 – med andre ord en oplagt mulighed for Demokraterne til at fravriste Republikanerne et sæde.

I Pennsylvania kan vi fremhæve – igen i første ombæring – tre: 7. kongresdistrikt, 8. kongresdistrikt og 17. kongresdistrikt. I PA-07 er det Susan Wild (D), der skal holde skansen. En republikansk måling, skrev Politico-journalisterne Ally Mutnick og Sarah Ferris i juni, viste, at Bidens “approval rating was upside down by 32 points in a June poll of Rep. Susan Wild’s (D-Pa.) seat from the National Republican Congressional Committee.” Det virker som en sød musik i ørene på hendes republikanske modkandidat, Lisa Scheller, selvom vilkårerne kan have ændret sig lidt siden. I PA-08 er det demokraten Matt Cartwright, som byder republikaneren Jim Bognet op til dans. Cartwright førte med seks procentpoint i den seneste interne, demokratiske måling, og Fivethirtyeight giver ham en sandsynlighed på 66 % for at opnå genvalg.

Modsat de to ovennævnte Pennsylvania-distrikter er Pennsylvanias 17. distrikt et åbent distrikt – der er altså ikke en siddende politiker, som forsvarer sig. I stedet er det demokraten Chris DeLuzio og republikaneren Jimmy Shaffer, som skal kæmpe om at repræsentere distriktet, og det kan også gå begge veje.

Vi har gennemgået mange distrikter allerede, så lad os slutte gennemgangen i Illinois og i nabostaten Indiana. Det mest interessante valg i Illinois kan være delstatens 17. distrikt, hvor der heller ikke er en siddende politiker, der skal forsøge at blive genvalgt. Her står valget mellem demokraten Eric Sorensen og republikaneren Esther Joy King. Distriktet er blevet noget nemmere at begå sig i for Demokraterne efter redistricting, men ingenlunde nok til at valget er en sikker sag.

Det sidste distrikt i denne gennemgang er Indianas 1. distrikt. Her er demokraten Frank Mrvan på genvalg mod republikaneren Jennifer-Ruth Green, og hun forekommer at være en dygtig modkandidat og har i andet kvartal haft godt gang i sin fundraising. Amy Walter, chefredaktør på Cook Political Report with Amy Walter, anførte på Twitter, at Indianas 1. distrikt var det distrikt, hun helst ville kende udfaldet af på forhånd. Som hun skrev: “A win by R’s there suggests 25+ seats (fremgang til Republikanerne red.). A win by D’s suggests more of 2020 environment.”

Opsummering

Ovenstående er på ingen måde udtømmende, og man kan nemt pointere distrikter, der mangler, hvad enten de befinder sig i Californien, Kansas, Ohio eller et fjerde sted. Men det beskrev nogle af de distrikter, som kan tænkes at flippe, og som på den ene eller anden måde er interessante at holde øje med. Det er dog værd at nævne, at ovenstående beskrivelser ikke skal betragtes som forudsigelser – det er trods alt kun august.

Men i august er det politiske klima klart bedre for Demokraterne end i april. Deres chancer for at holde Repræsentanternes Hus er steget – også selvom man stadig kan argumentere overbevisende for republikansk favoritværdighed.

Der er altså reelle grunde til, at dette midtvejsvalg kan blive anderledes.

Opdateret 18.01, 18.05 og 18.15 med henholdsvis sproglige korrektion af afsnittet om Pennsylvanias kongresdistrikter samt forskellige rettelser af afsnittet om distrikterne i Michigan. Den endelige korrektion slettede en formulering, der indikerede, at MI-07 og MI-08 kunne være Republikanernes bedste bud på at flippe et distrikt. Det kan vise sig at være tilfældet, men med en sådan formulering bør man også nævne MI-10, derefter er formuleringen ændret.

 

 

 

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.