Da Demokraterne i 1978 arrangerede deres eget midtvejskonvent, der faktisk lå lige efter midtvejsvalget det år, var håbet fra præsident Jimmy Carter, at han kunne få sine meritter to år inde i embedet objektivt vurderet af den demokratiske base.

Han havde dog nok håbet på noget andet end det, der faktisk skete: Partifællen, senator Ted Kennedy, holdt en tale, der allerede på det tidspunkt nærede spekulationerne, om han ville udfordre Carter op til præsidentvalget i 1980. Det gjorde han, og i hvert fald i eftertiden huskes det konvent som en fiasko.

Om Republikanernes konvent i Dallas i sidste uge med lige under to måneder til midtvejsvalget bliver husket som det samme, må tiden vise. De mest tydelige overskrifter på seancen var Donald Trumps opfordring til, at vælgerne skulle “lade, som om jeg er på stemmesedlen” og desuden hans lovning af en økonomisk bonus til alle voksne i USA, hvis Republikanerne vinder begge kamre.

Det scenarie forekommer dog lige nu ret usandsynligt, og hvis håbet var, at konventet grundlæggende ville ændre stillingen op til midtvejsvalget i republikansk retning, så bliver man som Trump-støtte nok skuffet.

I al fald beskrev Politico efter konventet, at den samlede vurdering fra folk i den republikanske lejr forekom noget lunken.

Nogle mente, at konventet ikke havde “gjort skade,” skabt en form for “momentum” eller fokuseret græsrødderne. Og generelt er analysen hos mere optimistiske republikanere, herunder Trump, at hans iscenesættelse af sig selv kan bidrage til at mobilisere vælgere i periferien – vælgere, der er langt mindre engagerede i politik, og som derfor ikke ville komme til stemmeurnerne, hvis ikke det var for Trump. I den bedste af alle verdener kunne sådan en mobilisering få betydning i nogle valg.

Samtidig kunne hans lovede bonus, uagtet de økonomiske konsekvenser af den, principielt godt læses som et forsøg på at imødekomme vælgernes bekymringer om deres leveomkostninger, selvom udfordringen for Trump så er, at de i så fald skal lokkes til at stemme på Republikanerne på forventet efterbevilling.

Det er dog slet ikke givet, at konventet ender med at gå i plus for Republikanerne. Hos Politico fandt man således også langt mere skeptiske stemmer over for seancen. En anonym lokalformand sagde endda: “[Trump] said ‘I am on the ballot,’ which is going to fuck us.”

Citatet fra lokalformanden afspejler risikoen ved, at præsident Trump med en approval rating på 38 % alligevel insisterer på, at han skal gøres til en central faktor i valget. Ved at sætte sig selv i scene bidrager Trump kun yderligere til at gøre midtvejsvalget til en folkeafstemning om hans præsidentperiode, og det er en reel risiko, at det i stedet ender med at ramme hans parti som en boomerang.

Hvorom alting er, er det i al fald vanskeligt at se, at konventet kommer til at ændre større ved udsigterne til, at Demokraterne vinder i al fald et kammer, måske to.

Lige nu er situationen mere specifikt, at Demokraterne er foran nationalt med omtrent syv procentpoint, og det klare, nationale ryk til venstre, som meningsmålingerne i øjeblikket peger på, kommer konventet ikke til at flytte nævneværdigt i den anden retning. Det skal dog nævnes, at den vurdering ikke baserer sig så meget på meningsmålingerne som på en læsning af konventet, idet der i skrivende stund endnu ikke er blevet udgivet nogen målinger, der udelukkende er foretaget efter konventet.

I stedet står midtvejsvalget ifølge analytikeren Nate Silvers model således: Demokraterne står til 233 sæder (en fremgang på 18) i Huset og 86 % sandsynlighed for at få flertal. I Senatet er deres sandsynlighed for at få det krævede antal sæder for kontrol 57 %.

Der skal noget andet til end et konvent, før Republikanerne grundlæggende kan ændre derved.