Lige efter sidste års præsidentvalg noterede jeg, at det var en god idé at afvente de valgundersøgelser fra særligt det demokratiske datafirma Catalist samt instituttet Pew Research, der ville komme i år for at få indblik i, hvordan de forskellige vælgergrupper egentlig havde stemt.

Nu har vi dem begge.

Pew Research publicerede i slutningen af sidste uge nemlig deres valgundersøgelse og fulgte således hælene på analysen fra Catalist, der udkom tilbage i maj.

Det er derfor værd at samle op, hvad de to undersøgelser fortæller os om, hvad der egentlig skete ved 2024-valget.

Indledningsvist skal det dog nævnes, at Pew og Catalist opererer med hver deres metode, og at ingen undersøgelse desuden kan give os et endeligt svar på, hvordan Donald Trumps sejr helt specifikt udartede sig.

Ikke desto mindre bekræfter begge firmaer det, der har været tydeligt siden valgnatten: At Donald Trumps vælgerkoalition blev langt mere mangfoldig i 2024 end i både 2020 og 2016. Som Catalist eksempelvis skriver: ”In 2012 (…) roughly one in 10 Republican presidential voters was a person of color; by 2024 that figure rose to 1 in 5 Republican voters.”

Og det var ikke kun blandt minoritetsvælgere, men også blandt yngre vælgere (defineret som gruppen 18-29-årige), at der var tale om fremgang for præsident Trump. Harris vandt ifølge både Pew og Catalist ganske vist gruppen med en vis margin, men denne var dog klart mindre end Joe Bidens fire år tidligere.

Bemærkelsesværdigt konkluderer Pew Researchdesuden også, at en høj valgdeltagelse nok ikke havde hjulpet Harris. I maj sidste år skrev vi et nyhedsbrev om, at en høj valgdeltagelse faktisk kunne have været til fordel for Republikanerne, og som Pew viser, ville Trump faktisk have vundet større, hvis alle havde stemt.

44 % af de såkaldte nonvoters ville således have stemt på Trump og blot 40 % på Harris – et meget anderledes billede end i 2020. På baggrund af forskellige valgundersøgelser, heriblandt Pews, har New York Times’ Nate Cohn også anført, at ingen af valganalyserne ”show Ms. Harris winning nonvoters by the wide margin she would have needed to overcome her deficit among those who turned out.” Den universelle vælgermobilisering var altså ikke en sød drøm for Demokraterne i 2024, men snarere et mareridt.

Meget blev der undervalgkampen desuden gjort ud af det såkaldte gender gap – og at det potentielt var det højeste nogensinde.

Catalist og Pew er dog uenige om, hvorvidt der var tale om den største kønskløft i de i al fald seneste præsidentvalg – Pew mener således, at 2016-spændet var større, mens Catalist viser, at forskellen i stemmeadfærd mellem mænd og kvinder faktisk var den største siden i al fald 2012.

Som en afsluttende observation er der blevet gjort meget ud af Demokraternes styrke blandt forstadsvælgere og med rette: Men også i den vælgergruppe dalede deres forspring blandt de vælgere ved sidste års valg: Således gik de fra et forspring på 10 procentpoint til 4 ifølge Pew Research, mens Catalist peger på, at Trump og Harris endte med at stå lige i den gruppe.

Tilbage står altså, at Trump med en langt mere mangfoldig og mere bred vælgerkoalition i 2024 indtog Det Hvide Hus og desuden for første gang fik flest stemmer. Som altid vil jeg anbefale at læse de to rapporter i deres helhed – her fra Pew Research, her fra Catalist.