4. juli offentliggjorde USA2020.dk vores rangering af delstaterne i kampen om det hvide hus, og i dag kan vi præsentere vores rangeringer i kampen om Senatet.
Disse er bygget op på samme facon som vores rangeringer af præsidentvalget. Kategorierne er som følger:
Sikker republikansk/demokratisk
Disse er hhv. mørkeblå og mørkerøde på kortet. Vi vurderer, at partiet er så godt som sikker på sejr.
For republikanerne er disse sikre sæder lige nu: Wyoming, South Dakota, Kentucky, Nebraska, Idaho, Oklahoma, Arkansas, Tennessee, Louisiana og West Virginia.
For demokraterne er disse sikre sæder lige nu: New Mexico, Virginia, Rhode Island, Delaware, New Jersey, Oregon, New Hampshire, Illinois og Massachusetts.
Sandsynligvis republikansk/demokratisk
Et valg, hvor modstanden til en vis grad er konkurrencedygtig, men hvor der er klar fordel til det ene parti.
For Demokraterne er disse sandsynlige sæder lige nu: Minnesota.
For Republikanerne er disse sandsynlige sæder lige nu: Alaska ((Modstanderen til den republikanske senator er Al Gross, der er registreret uafhængig, men er Demokraternes kandidat. Dog er valget sandsynligvis republikansk)), Alabama, Kansas og Mississippi.
Tenderende republikansk/demokratisk
Valget er grundlæggende åbent, men et parti har en fordel, og valget tenderer i dettes retning.
For Demokraterne er disse tenderende sæder: North Carolina, Arizona, Colorado, Maine og Michigan.
For Republikanerne er disse tenderende sæder: Texas, Georgia (specialvalg) og South Carolina.
Lige
Valget er så tæt, at vi ikke kan udpege en frontløber. Disse sæder er: Montana, Iowa og Georgias regulære valg.
Rangeringerne er udtryk for øjebliksbilleder. Vurderingerne skal læses som en vurdering af, hvordan valget står i øjeblikket, og hvis valget blev holdt i dag. Forudsigelser skal vi nok komme til. Samtidig er der andre indikatorer på spil, når vi analyserer senatsvalg i stedet for præsidentvalg, og indikatorerne kan vægtes anderledes.
Der er i alt 35 senatssæder ud af 100 at kæmpe om – i de resterende er der ikke valg i år. I USA2020.dks nuværende vurdering er der 50 sæder, der dermed i forvejen er demokratiske eller i en eller anden grad tenderer i deres retning ved valget. For republikanerne er dette tal 47, mens den grå lige-kategori så tæller tre sæder.
Fordelingen af sæder i Senatet lige nu er 53-47 i republikanernes favør ((Bernie Sanders og Angus King er teknisk set uafhængige senatorer, men er en del af det demokratiske caucus)), men det er vigtigt at forstå, at republikanerne i år er i defensiven og skal forsvare i 23 valg, mens demokraterne kun skal forsvare i 12, hvoraf en del sæder er sikre.
Jeg vil i det nedenstående fokusere på de otte sæder, hvor den siddende senator er i størst fare for at miste sit sæde. Jeg fokuserer altså på Alabama, hvor der sidder en demokrat i problemer, og Arizona, Colorado, North Carolina, Maine, Iowa, Montana og Georgia – stater, hvor den siddende republikaner er i størst fare for at tabe. Det betyder ikke, at folk som republikanerne Lindsey Graham eller Gary Peters i henholdsvis South Carolina og Michigan, hvis valg kun tendererer i deres retning, ikke har grund til panderynker, men blot at jeg fokuserer på de otte sæder, der synes mest interessante.
Without further ado, her er USA2020.dks valgkort og bud på stillingen i kampen om Senatet lige nu. De brune er “lige-stater”, de lyseblå/lyserøde er “tenderende”, de røde/blå er “sandsynlige”, mørkerøde/mørkeblå er “sikre”. I de grå er der ikke valg.
Republikanernes vej til fortsat flertal – Alabama
Lige nu er det mest sandsynlige, at Republikanerne kun kan fravriste Demokraterne et enkelt sæde. Nogle af dem vil måske pege på Michigan som en anden mulighed, men den er fortsat i “tenderende demokratisk” i vores rangering.
Et enkelt demokratisk senatssæde er imidlertid i “sandsynligvis republikansk” – det er Doug Jones’ i Alabama. Alabama er en stat, som Donald Trump vandt med marginen 62-34 ((Afrundet)) i 2016 og naturligvis kommer til at vinde igen i 2020. Alle stater, hvor der var valg til begge dele, stemte endvidere ens til senats – og præsidentvalget i 2016. Det er et stort problem for Doug Jones, der skal møde Trumps foretrukne kandidat, Tommy Tuberville. Dette sæde er alfa-omega for Republikanerne, hvis de vil bevare deres majoritet.
Dette vil give en 54-46-fordeling, og pludselig skal Demokraterne fravriste Republikanerne fire sæder med en demokratisk vicepræsident (fem uden), da denne vil afgive den afgørende stemme i tilfælde af 50-50.
Demokraternes vej til majoritet
Når vi kigger på Demokraternes vej til majoritet, vurderer vi, at fire sæder er i “tenderende demokratisk.” Det er Colorado, Arizona, Maine og North Carolina.
I Arizona ser det godt ud for Demokraterne. De har nomineret en ekstremt stærk kandidat, nemlig Mark Kelly, der er veteran og astronaut og fører i gennemsnittet af en række september-målinger med cirka små 9 procentpoint. Han er så klar en favorit, at USA2020.dk sågar overvejede at sætte den i “sandsynligvis demokratisk.”
Som vi også var inde på i vores rangeringer af præsidentvalget, er Arizonas vigtigste county Maricopa County. Dette county er USA’s fjerdestørste og tegnede sig for cirka 60 % af stemmerne ved senatsvalget i 2018. Ved dette lykkedes det demokraten Kyrsten Sinema at vinde Maricopa County over netop Martha McSally, som også tabte valget. McSally endte dog alligevel i Senatet, fordi der skulle findes en afløser for senator Jon Kyl, og dette års valg i Arizona er med andre ord et specialvalg. En OH Predictive Insights-måling gav Kelly et forspring på 12 procentpoint i Maricopa County.
Colorado ser ligeledes lys ud for Demokraterne. John Hickenlooper, statens tidligere guvernør, skal op mod den republikanske senator, Cory Gardner. Flere analytikere betegner ganske vist Gardner som en, der er dygtig til at føre valgkamp, men Hickenlooper har ført med mellem 5 og 10 procentpoint i målinger udgivet i september. Hillary Clinton vandt derudover Colorado med omtrent 5 procentpoint i 2016, og vi rangerer på præsidentniveau Colorado som “sikker demokratisk.” Hickenlooper er dermed frontløber, og ræset placeres ligeledes i “tenderende demokratisk.”
Senatsvalget i Maine, der denne gang benytter systemet ranked choice-voting, er også i kategorien “tenderende demokratisk.” Den demokratiske udfordrer Sara Gideon fører i meningsmålingerne over den republikanske senator Susan Collins, der vandt sit valg i 2014 med cirka 36 procentpoint. Joe Biden er klar favorit til sejren i Maine, hvilket giver Gideon en fordel. Det var et svært sæde at rangere, men vi endte med “tenderende demokratisk.”
Slutteligt er der North Carolina. Cal Cunningham, den demokratiske kandidat, der er veteran og har fortid i lokalpolitik i delstaten, har stærke målinger og det skal desuden med i betragtningen, at Tillis vandt i 2014 med mindre end to procentpoint. Tillis har akkurat flest penge til rådighed i øjeblikket. North Carolina kan blive det dyreste af alle senatsvalgene.
Skulle Demokraterne sikre sig vicepræsidentembedet, er disse stater, såfremt demokraterne mister sædet i Alabama, tilstrækkelige til at opnå en 50-50-fordeling, der med en demokratisk vicepræsident vil give partiet de facto flertal. Til gengæld giver det en ikke-eksisterenede fejlmargin, når der stemmes, og vil de have den, skal de kigge på et par andre stater, nemlig de tre stater i vores “lige-kategori” – Montana, Iowa og Georgia. Vi har gennemgået meget, kære læser, så vi tager os lige en lille pause.
Velkommen tilbage. Hvis vi starter med republikanske Montana, så er det en stat, der sagtens kan finde på at stemme på Demokraterne. Den siddende guvernør, Steve Bullock, er demokrat og udfordrer den siddende republikanske senator, Steve Daines. Statens anden senator er demokraten Jon Tester. Bullock er en så godt som optimal kandidat, men tendensen, som det står lige nu, er, at Trump meget klart står til at vinde den på præsidentniveau, hvilket taler imod Bullock. En – anelse fejlfyldt ((Målingen spurgte om Green Party-kandidater, der ikke var på stemmesedlen – målingen er dog alligevel publiceret)) – NY Times/Siena-måling gav Daines 45 procent og Bullock 44 procent og indikerede, at Bullock er mere populær end Daines.
Dernæst er der Iowa. Efter Donald Trumps overbevisende sejr i 2016 med mere end ni procentpoint slog Demokraterne tilbage ved Midtvejsvalget i 2018, og republikanerne tabte to pladser i Repræsentanternes Hus.
I 2020 er både senatsvalget og præsidentvalget yderst åbent. USA2020.dk har samme vurdering af Iowa på præsidentniveau som på senatsniveau, og den republikanske senator, Joni Ernst, kunne i den seneste Des Moines Register/Mediacom-meningsmåling konstatere at være 3 procentpoint bagud mod sin demokratiske modstander, Theresa Greenfield.
Georgia er sidste stat i lige-kategorien. Der er to valg, og det ene – mellem den republikanske senator David Perdue og demokraten Jon Ossoff – sætter vi i samme kategori som Iowa og Montana. De to kandidater kommer sandsynligvis ud i et run-off til januar, da man i Georgia skal have mere end 50 % for at vinde, men vi kan kun bruge det data, vi har for nuværende, når rangeringerne skal være øjebliksbilleder. Og den samlede vurdering her er også, at det er en “toss-up.”
Konklusion
Konklusionen er, at Demokraterne lige nu synes at have de bedste kort på hånden i senatsvalget, og dynamikken er i hvert fald tydelig: Republikanerne er i defensiven, og Demokraterne er i offensiven. Imidlertid er det mere sandsynligt, at Demokraterne vinder præsidentvalget end flertallet i Senatet, hvilket illustrerer opgavens vanskelighed. Skal man pege på dem med de bedste chancer, er det – som det står lige nu – Demokraterne, men slet ikke i samme grad, som tilfældet er med præsidentvalget.