Til trods for guvernørernes vigtige rolle kan valgene til disse poster være lette at overse. Det ændrer dog ikke på, at der ved Midtvejsvalget til november afholdes guvernørvalg i 36 delstater. Republikanerne skal forsvare 20 sæder, mens Demokraterne skal forsvare 16. Det politiske klima er til Republikanernes fordel, men selv hvis det forbliver sådan, har vi til gode at se, om partiet formår at matche den historiske tendens ved guvernørvalgene – at præsidentens parti går tilbage.
Alle 36 valg er naturligvis ikke lige spændende. Vi kan inddele staterne i fire grupper, hvor gruppe 4 indeholder de på nuværende tidspunkt mindst interessante valg og gruppe 1 indeholder de mest interessante valg.
I gruppe 1 og 2 vil hver enkel delstat blive beskrevet og vurderet, mens staterne i gruppe 3 og gruppe 4 på grund af den relativt begrænsede spænding kun vil berøres overfladisk.
Gruppe 4
Begynder vi med fjerde gruppe, forekommer det alt andet lige givet, at Republikanerne genvinder guvernørembederne i delstaterne Alabama, Arkansas, Iowa, Idaho, Nebraska, New Hampshire, Oklahoma, South Carolina, South Dakota, Tennessee, Vermont og Wyoming. Disse 12 stater opfattes også som sikre republikanske af både Sabato’s Crystal Ball og Cook Political Report with Amy Walter. Ohio kan også godt føjes til denne kategori – Sabato’s Crystal Ball opfatter dette sæde som “solid republican“, mens Cook Political Report with Amy Walter vurderer det som “likely Republican.” Bundlinjen er dog: I disse 13 stater skal der gå meget galt for Republikanerne, hvis de ikke også sidder på guvernørembedet efter valgene.
Seks sæder, som Demokraterne sidder på, placeres ydermere i gruppe 4. Eksempelvis er Cook og Crystal Ball enige om, at Californien og Hawaii skal kategoriseres som sikre demokratiske sæder. Cook opfatter derudover Colorado, Illinois, New York og Rhode Island som solide demokratiske – Crystal Ball vurderer dem som “likely D.” Den overordnede konklusion er dog den samme: Der skal gå en hel del galt for Demokraterne, hvis ikke de skal vinde alle seks.
Gruppe 4 indeholder altså 19 delstater – over halvdelen.
Gruppe 3
Det betyder dog ikke, at der så er 17 svingstater tilbage. Texas, Florida og Alaska på den republikanske side synes meget svære for Demokraterne at vinde, og de rangeres da også som “Likely R” af Cook og Crystal Ball – til trods for at Demokraterne eksempelvis stiller Beto O’ Rourke, der prøvede lykken ved senatsvalget i 2018, op til guvernørvalget i Texas.
Til gengæld står Demokraterne rigtig godt positioneret i Connecticut og Massachusetts, som af begge medier opfattes som “Likely D.” Skulle guvernørvalget i Massachusetts ende med demokratisk triumf, vil de altså fraviste Republikanerne et guvernørembede.
Alt i alt indeholder gruppe 3 fem stater.
Gruppe 2
Det efterlader os med 12 delstater, og seks placeres i denne gruppe. Disse er: Maine, Maryland, Minnesota, New Mexico, Oregon og Pennsylvania.
I Maine skal demokraten Janet Mills forsvare sit sæde. Hun blev valgt som Maines første kvindelige guvernør i 2018 og skal møde republikaneren Paul LePage, der var delstatens guvernør mellem 2011 og 2019. LePage er en karakteristisk figur, der har beskrevet sig selv som “(…) Donald Trump før Donald Trump blev populær”, og som altså nu forsøger at gøre comeback. Det kan vise sig at være vanskeligt – han skal slå en siddende guvernør, og ligeledes er det værd at nævne, at LePage i sin tid aldrig blev valgt som guvernør med en majoritet af stemmerne. Da han blev valgt første gang i 2010, fik han eksempelvis kun 38 %, men feltet var så splittet, at det var nok til en sejr. I år er den uafhængige kandidat Sam Hunkler ligeledes på stemmesedlen, men han kommer dog næppe til at vinde. Til gengæld er det politiske klima potentielt så godt for Republikanerne, at LePage kan slå Mills og dermed tage endnu en guvernørperiode.
Maryland er et af eksemplerne på en demokratisk delstat med en republikansk guvernør. Joe Biden fik over 65 % af stemmerne i the Old Line Stat i 2020, men alligevel er Larry Hogan blandt USA’s mest populære guvernører ifølge Morning Consult. Hogan kan imidlertid ikke stille op til en periode mere, hvorfor Republikanerne skal finde en ny kandidat. Men hvem de – og Demokraterne – vælger er endnu uvist, da statens primærvalg først afholdes i juli. Det er dog logisk at give Demokraterne favoritværdigheden i efterårets valg på grund af Marylands politiske udgangspunkt, men Hogans to valgsejre viser, at staten godt kan vælge republikanere.
Minnesota er, måske sammen med Maryland, nok den stat, som på nuværende tidspunkt er længst fra gruppe 1 og tættest på gruppe 3. Den siddende demokratiske Minnesota-guvernør Tim Walz genopstiller, og han vandt med 11 procentpoint i 2018. Republikanernes kandidat i 2022 burde blive Scott Jensen, der sad i Senatet i Minnesota fra 2017 til 2021 og er blevet omtalt som en politisk “maverick”. Den seneste måling fra Change Research (foretaget 3-8. juni) gav dog kun Walz 42 % og Jensen 40 %. Man skal være påpasselig med at tolke på en enkeltmåling, og der er stadig næsten fem måneder igen, men 42 % er ikke et overbevisende resultat for en siddende guvernør, og selvom Walz vandt klart i 2018, var det et markant bedre år for Demokraterne, end 2022 tegner til at blive. Scott Jensen har dog også holdninger, der kan gøre det sværere for ham at vinde – eksempelvis har han indikeret, at han mener, Minnesotas secretary of state, demokratiske Steve Simon, bør fængsles for hans håndtering af statens valgsystem, hvilket er en helt grundløs anklage.
Rykker vi til New Mexico, er det demokraten Michelle Lujan Grisham, der er på genvalg – og hun er fortsat favorit. Grisham blev valgt med 14 procentpoints forspring i 2018 og nævntes også som en mulig vicepræsidentkandidat for Joe Biden i 2020. Genvalg til Grisham er dog ingen sikker sag – New Mexico er eksempelvis delstaten med den højeste arbejdsløshedsprocent i USA, og det er tænkeligt, at det kan spille ind. Tidligere på måneden nominerede Republikanerne endvidere Mark Ronchetti, der var Republikanernes kandidat til Senatet i 2020, og skønt han tabte, havde han et relativt pænt valg, hvor han holdt det noget tættere, end Trump formåede på præsidentielt plan. Sågar førte nomineringen af Ronchetti til, at Cook rykkede guvernørvalget fra kategorien “likely D” til “lean D.” Den seneste måling fra Public Policy Polling (13-14. juni) havde Grisham foran med tre procentpoint, 45 % mod 42 % – med andre ord synes staten i spil.
I Oregon kan den siddende, demokratiske guvernør Katherine Brown ikke genopstille, så Demokraterne skulle i maj finde en ny kandidat. Det blev Tina Kotek, der i ni år var Speaker i Repræsentanternes Hus i Oregon. Mens Katherine Brown blev USA’s første åbent biseksuelle guvernør, kan Kotek potentielt (sammen med Maura Healey, der sagtens kan blive ny guvernør i Massachusetts) blive USA’s første åbent lesbiske guvernør. Kotek skal møde republikaneren Christine Drazan i efterårets valg, der vandt det republikanske primærvalg med fem procentpoint til sin nærmeste modstander. Oregon, som Biden i 2020 vandt med 16 procentpoint, har ikke valgt en republikansk guvernør siden 1982, men det er dog værd at bemærke, at Brown “kun” blev genvalgt med 6,4 procentpoint i 2018, der ellers var et glimrende år for Demokraterne. Med det nuværende politiske landskab kan det ikke afvises, at Christine Drazan kan efterfølge Katherine Brown. Den tidligere delstatssenator Betsy Johnson stiller desuden op som uafhængig, hvilket potentielt kan spille en rolle.
Og så er der Pennsylvania, der nok er den af disse stater, som er tættest på gruppe 1. Faktisk opfattede både Cook og Crystal Ball guvernørvalget som “toss up” (hvilket havde givet The Keystone State en plads i gruppe 1) indtil midten af maj, men da Republikanerne nominerede Trump-støttede Doug Mastriano som deres kandidat, rykkede de to medier deres opfattelse i en mere demokratisk retning. Mastriano var til stede ved Capitol 6. januar og har i det hele taget nægtet at anerkende Bidens legitime valgsejr i 2020. Ydermere har Demokraterne en god kandidat i Josh Shapiro, der i sine valg som Attorney General i Pennsylvania vandt med større margin og fik en større stemmeandel end Hillary Clinton i 2016 og Joe Biden i 2020. Pennsylvanias politiske natur samt det politiske klima bevirker dog, at Mastriano bestemt har en chance for at blive statens næste guvernør.
Gruppe 1
Og således til gruppe 1. I denne gruppe opfattes som delstaterne som “toss ups” af minimum én af Cook eller Crystal Balls vurderinger. Disse seks er altså Arizona, Georgia, Kansas, Michigan, Nevada og Wisconsin.
Begynder vi i Arizona, har vi et guvernørvalg, der i sandhed ser ud til at kunne gå begge veje. Republikanernes nuværende guvernør Doug Ducey kan ikke genopstille, og det republikanske primærvalg til at efterfølge ham synes åbent. Favoritten er umiddelbart Trump-støttede Kari Lake, der uden legitim grund har talt om at sætte Katie Hobbs, Arizonas secretary of state, i fængsel i relation til 2020-valget – selvom Joe Biden vandt legitimt. Netop Katie Hobbs ser ud til at blive Demokraternes kandidat. Lake er rent politisk et ubeskrevet blad, hvis holdninger kan gøre det sværere for hende at vinde, skulle hun blive nomineret. Men til trods for Bidens snævre sejr i 2020 har the Grand Canyon State kun valgt en demokratisk guvernør ved to valg mellem 1990 og 2018, og man kan sagtens se en republikaner, inklusiv Lake, vinde i Arizona i år.
Georgia har også et iøjnefaldende guvernørvalg, som vi beskrev i et af vores tidligere nyhedsbreve. Her skal den siddende guvernør Brian Kemp nemlig forsvare sit sæde efter at have vundet overlegent over Trump-støttede David Perdue i det republikanske primærvalg. Kemp skal møde demokraten Stacey Abrams, som han vandt over i 2018 med en stemmeandel på lige over 50 %, der bevirkede, at han undgik et runoff. Den seneste måling fra East Carolina University (6-9. juni) viste, at Kemp har et forspring på fem procentpoint, 50 % mod 45 %. Igen skal man ikke drage for mange konklusioner på en enkeltmåling, men selvom Abrams er en meget stærk modstander, som bestemt ikke kan afskrives – og det kan et runoff heller ikke – må Kemp lige nu betragtes som frontløber.
I Kansas står Demokraterne med deres måske største udfordring, når det kommer til at forsvare deres siddende guvernører. Laura Kelly blev valgt i 2018 efter at have slået republikaneren Kris Kobach og er endnu et eksempel på en demokratisk guvernør i en republikansk stat. Trump vandt nemlig Kansas med 15 procentpoint i 2020, og det var i et år, der også var bedre for Demokraterne, end 2022 ser ud til at blive. Det er imidlertid forståeligt, hvis man lader tvivlen komme den siddende guvernør til gode på nuværende tidspunkt – eksempelvis fordi Kelly formår at have en solid approval rating, især hvis man tager Kansas’ politiske udgangspunkt i betragtning. Men statens attoney general Derek Schmidt, der ser ud til at blive Republikanernes kandidat, har gode kort på hånden.
The Great Lakes State, også kendt som Michigan, har til gengæld en mere overkommelig opgave for Demokraterne – men det betyder ikke, at den er let. Guvernør Gretchen Whitmer er på genvalg, mens det republikanske primærvalg i staten hidtil er forløbet kaotisk og besynderligt og er uden tydelig favorit. Whitmer kan ydermere notere en godkendt, men dog ikke prangende approval rating, og det skader hende heller ikke, at hun er siddende guvernør. Men det politiske klima er udfordrende, og Republikanerne i staten har eksempelvis angrebet hende for ikke at leve op til sloganet “fix the damn roads.”
Rykker vi til Nevada, er det guvernøren mod sheriffen. Demokraten Steve Sisolak skal forsøge at sikre sig en periode mere mod sherif Joe Lombardo, der i tirsdags blev Republikanernes kandidat, og vi har ikke et klart billede af dette valg, der også ser ud til at kunne gå begge veje. Lombardo “førte” faktisk i den seneste meningsmåling med et enkelt procentpoint, 48 % mod 47 %, men det var en måling, som konservative Club for Growth stod bag, hvorfor den skal tages med de rette mængder af salt. Sisolak kæmper dog også med høje inflationsrater (og en høj arbejdsløshedsprocent), og selvom Biden vandt Nevada med 2,4 procentpoint i 2020, lå staten en tand til højre for nationen som helhed. Ligeledes vandt Sisolak i 2018 med 4 procentpoint, men med et politisk klima, der er ligesom dette eller måske værre til efteråret, kan det blive en svær opgave, der dog ingenlunde er umulig.
Vi slutter i Wisconsin. Den nuværende guvernør er demokraten Tony Evers, som har haft ganske svært ved at agere politisk siden hans valg i 2018 på grund af voldsom modstand fra delstatens republikanere. Evers forsøger at slå sig op på budskabet om, at demokratiet er i fare og skal forsøge at blive genvalgt i en stat, som Joe Biden vandt med 0,6 procentpoint i 2020. Ligeledes kan den mulige omstødelse af Roe v. Wade også spille en rolle, der kan være positiv for Evers. Hvem hans republikanske modstander bliver, er endnu uvist. Tidligere viceguvernør Rebecca Kleefisch er et bud, men Donald Trump har faktisk støttet en af de andre kandidater, nemlig Tim Michels. Evers approval rating er uanset modstanderen ikke overbevisende, hvilket indikerer, at det kan blive en udfordring at blive genvalgt, når han – som så mange andre demokrater i 2022 – ser ud til at skulle klare sig i modvind.
Sammenfatning
I øjeblikket sidder Republikanerne på 28 guvernørposter, mens Demokraterne sidder på 22. Spørgsmålet er så, om den forskel bliver større, mindre eller forbliver den samme efter Midtvejsvalget. Demokraterne er favoritter til at overtage styringen i Maryland og Massachusetts, hvilket vil bringe dem på 24 guvernørposter og Republikanerne på 26. Men i de 19 midtvejsvalg siden afslutningen på 2. verdenskrig er præsidentens parti i gennemsnit gået omtrent 4 sæder tilbage ifølge Sabato’s Crystal Ball. Skulle Republikanerne eksempelvis vinde i Michigan, Wisconsin, Nevada, Kansas, Pennsylvania og New Mexico – og Demokraterne kun fravriste Republikanerne sæder i Maryland og Massachusetts – kan partiet matche den tendens. Det er dog kun et af flere scenarier.
Vi får se, om nogle af de risikable republikanske kandidater – Doug Mastriano i Pennsylvania eksempelvis – kommer til at sætte et tilstrækkeligt antal valg over styr til, at Demokraterne kan gå frem eller i hvert fald minimere deres tabstal, eller om det politiske klima til november er så dårligt for Demokraterne, at Republikanerne i stedet konsoliderer deres position.
Opdateret 22.32 27. juni, hvor tidsrammen for Marylands primærvalg nu er ændret fra “senere på måneden” til juli, som det retteligt er.
