Spændingen synes forduftet i Californien

Foto: Gage Skidmore.Licens

Det særlige recall-valg i Californien løber i dag af stablen. Guvernør Gavin Newsoms fremtid i embedet står i princippet på spil, men skal man tro meningsmålingerne, er det svært at være pessimistisk som recall-modstander og optimistisk som recall-tilhænger. I øjeblikket har Newsom en føring på 15,8 procentpoint i Fivethirtyeights gennemsnit. Hvis der alligbel skulle blive stemt “ja” til recall, og Newsom dermed ikke bliver siddende, har meningsmålingerne skudt virkelig, virkelig meget forbi.

Der er imidlertid også andre ting, der taler for, at Newsom bevarer sit embede. Særligt kan man pege på Californiens dybt demokratiske udgangspunkt. Joe Biden vandt i 2020 staten med mere end 29 procentpoint, og Newsom blev to år tidligere valgt som guvernør med 24 procentpoints forspring.

Det er en klar forskel fra år 2003, hvor der blev stemt ja til recall, guvernøren Gray Davis mistede sit job og Arnold Schwarzenegger blev valgt. Præsidentvalgene bød i den periode ikke på ligeså store sejre til Demokraterne. I 2004 fik George W. Bush eksempelvis 44 % af stemmerne i staten og tabte “kun” med ti procentpoint til demokraten John Kerry. I 2020 fik Donald Trump blot 34 % af stemmerne. En anden forskel er, at Gray Davis var en meget upopulær guvernør, hvilket ikke kan siges om Gavin Newsom, der har en sund approval rating.

Andre iagttagere ser også Demokraterne som favoritter. Både Sabato’s Crystal Ball og Cook Political Report with Amy Walter rangerer valget som “likely democrat.” “(…) Newsom is now the clear favorite to survive, perhaps by a wide margin that seemed unlikely even a few weeks ago. As such, we are moving our final rating of this race back from Lean Democrat to Likely Democrat”, skrev Amy Walter og Jessica Taylor fra sidstnævnte medie i går.

Det er naturligvis værd at holde øje med, hvor tæt valget bliver. I den forbindelse vil man også kunne evaluere meningsmålingernes præstation, og om de endte med at undervurdere eller overvurdere, hvor tæt det ville blive. Svaret må vi vente lidt endnu med at få.

Bundlinjen er imidlertid, at det ville være sensationelt, hvis Newsom skulle miste jobbet. Men for nu peger data på, at valget end ikke er tæt, og at det uomtvisteligt er ham, der har mest grund til optimisme.

Vil du høre mere om dette recall, kan du lytte til denne podcast fra august, selvom det skal påpeges, at dynamikken så anderledes ud, da vi optog den.

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.