Svingdistrikterne til Repræsentanternes Hus: Her er det mest markante valg i Wisconsin

Foto: Gary Todd. Link

I en ny serie her på USAPol ser vi nærmere på svingdistrikterne i kampen om Repræsentanternes Hus. Det er ikke sikkert, at den bliver udtømmende, men den skulle gerne give en god indføring i nogle af de mest interessante opgør i kampen om Repræsentanternes Hus, som er noget sværere at få overblik over, fordi der er så mange distrikter på valg. For at blive inkluderet i serien skal distrikterne enten være rangeret som “toss up” af Cook Political Report with Amy Walter eller Sabato’s Crystal Ball – selvom det sagtens kan tænkes, at der kommer overraskelser enten på valgnatten eller undervejs i valgkampen. I dag handler det om Wisconsin. 

I Wisconsin, nærmere bestemt delstatens 3. distrikt, har man en gentagelse af opgøret i 2024 mellem republikaneren Derrick Van Orden og den demokratiske udfordrer Rebecca Cooke. Van Orden blev valgt første gang i 2022 og forsvarede sin plads to år senere, mens Rebecca Cooke også prøvede lykken i 2022 uden dog at blive Demokraternes kandidat.

56-årige Van Orden har baggrund i NAVY Seal, og op til denne valgkamp, der formentlig finder sted i det for ham sværeste klima, har Van Orden på midtvejsvalgskonventet i Dallas desuden søgt at tegne et positivt billede af ham og præsident Trump på sundhedsområdet, ligesom Van Orden generelt betoner vigtigheden af loyalitet over for Trump.

Hans modstander er den moderate 38-årige Rebecca Cooke, der ikke har egentlig politisk erfaring, men som beskrives som en “arbejderklassedemokrat“, der over for vælgerne blandt andet betoner en hård barndom i delstaten – og på sociale medier opsummerer sin biografi som “Small business owner. Farmer’s daughter. Waitress.” Netop arbejderklassebaggrunden danner også bagtæppe for hendes kritik af sit eget parti. Som hun sagde om det at være Blue Dog Democrat ifølge FOX News: “They’re people that understand rural Democrats, working-class Democrats, that are showing up in rural communities and working-class spaces that historically our party has left behind.” Som Politico har skrevet om Rebecca Cooke, har hun “samlet progressive og moderate” – fra eksempelvis Bernie Sanders på venstrefløjen til de moderate Blue Dogs.

Cooke gjorde det trods nederlaget godt i 2024 og klarede det bedre end Harris i distriktet. Kombineret med det politiske klima har hun en god chance for at vinde distriktet, som Donald Trump ellers vandt med 7,4 procentpoint i 2024.

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.