I februar mødte jeg Alexander Gray, der var stabschef i Det Nationale Sikkerhedsråd i Donald Trumps første periode, i München til en samtale om Trumps forsøg på at overtage Grønland.

Interviewet fandt sted ikke længe efter det famøse møde i Washington mellem Danmark, Grønland og USA, og undervejs i samtalen i Tyskland stillede Gray i udsigt, at hvis der i forhandlingerne ikke blev fundet en løsning, så ville Trump føle, at han blev behandlet med mangel på respekt.

Der var altså en mulighed for, at Grønland ville blive “det primære globale spørgsmål igen”, som Gray, der også har vidnet foran Kongressen om Grønland, fortalte OLFI og USAPol i februar.

Men i september blev der som bekendt endelig indgået en aftale, der opdaterer forsvarsaftalekomplekset, og som adresserer amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland, udenlandsk indflydelse i “særligt følsomme sektorer eller aktiviteter”, arktisk sikkerhed og ikke mindst bekræfter Kongerigets “suverænitet og territoriale integritet.”

Og det vil næsten være en underdrivelse at sige, at Gray er begejstret – både for aftalens indhold, men også for forhandlingsprocessen. Det fortæller han i et interview med USAPol, der er et af de første, hvis ikke det første, han har givet til et dansk medie efter aftalen:

“Processen var rigtig god. [Den nationale vicesikkerhedsrådgiver] Mike Needham holdt detaljerne væk fra offentligheden, hvilket var afgørende for at opnå succes. Og med hensyn til substansen er det her en bedre aftale, end jeg nogensinde ville have håbet, at USA ville få.”

“Det vigtigste er, at modsat forsvarsaftalen fra 1951 inkluderer den nye aftale Grønland [hvilket 2004-aftalen også gjorde red.]. Derfor tror jeg, chancerne for, at en eventuelt selvstændig grønlandsk regering vil overholde aftalen, er meget høje, og det er den største fordel for USA.”

“Mit eget forslag havde ellers været en aftale om fri associering – men den her aftale er faktisk bedre, fordi den imødekommer vores bekymringer, og vi ikke behøver betale omkostningerne forbundet med en fri associeringsaftale.”

Grays begejstring for aftalen kan også ses i eksempelvis dette post på X, som Det Hvide Hus efterfølgende selv fremhævede i en samling af roser til aftalen.

Aftalen kunne ellers godt betragtes som en form for nederlag for Trump: Han sagde, at han ville have Grønland, og det har han ikke fået. Men for Gray at se er der alligevel ikke tale om, at Trump har måttet nøjes med mindre end håbet i aftalen.

“Trump tager for det første altid en maksimalistisk forhandlingsposition. Og for det andet skal man kigge på, hvad Trumps overordnede mål var. Hans mål var at sikre, at amerikanske fjender aldrig kunne bruge Grønland til at true USA. Det opnåede han, og derfor opnåede han også en overvældende amerikansk succes.”

Da vi mødtes i München, sagde du, at det var den amerikanske regerings officielle politik at få fat i Grønland, og Trump har også sagt, at han ønsker territorial udvidelse af USA. Så det virker, som om det var et egentligt mål at erhverve Grønland?

“Det var et mål for Trump, hvis det krævede egentlig kontrol over Grønland at adressere sikkerhedsbekymringerne. Men den her aftale imødekommer USA’s bekymringer uden at få maksimal kontrol, og jeg tror også, aftalen vil overleve tidens tand.”

Gray medgiver, at i det absolut bedste scenarie for USA kunne man fjerne “alle risici” – for eksempel dem forbundet med implementeringen af aftalen eller mulig genforhandling af den i fremtiden, ligesom han i en mere abstrakt forstand også gerne så en “større territorial transfer.”

“Men når man ser på, hvordan det diplomatiske skakbræt stod i virkelighedens verden, så var det her med afstand den bedst mulige aftale. Fremtidige præsidenter vil selvfølgelig se på, om et [eventuelt red.] selvstændigt Grønland overholder aftalen. Det tror jeg, de vil, men hvis ikke vil man fra amerikansk side naturligvis diskutere, hvad man så gør,” lyder det fra Gray.

Aftalen efterlader desuden et helt centralt spørgsmål for rigsfællesskabet: Kan man så nu have tillid til, at der ikke opstår en diplomatisk krise a la den, vi eksempelvis så i december 2025 og januar 2026?

Her ser Gray det sådan her: Overholdes aftalen, er det svært at se, at der skulle fremkomme en ny diplomatisk krise på samme måde som før. I hans optik var den amerikanske regerings officielle politik i februar at få fat i Grønland, men det synes altså ikke at være tilfældet længere.

“Hvis Danmark og Grønland overholder aftalen, så vil præsident Trump absolut også overholde sin del af den, og forhåbentlig vil de næste par år være fokuseret på at føre aftalen ud i livet. Altså: At USA får flere baser, større tilstedeværelse, og at det økonomiske samarbejde i aftalen bliver operationaliseret.”

Lægger du noget i de seneste Truth Social-opslag fra præsidenten, hvor han kigger på Grønland?

“Jeg har ikke set dem, men ud fra, hvordan du beskriver dem, virker det, som om præsidenten bare publicerer billeder, han godt kan lide. Jeg vil ikke lægge meget mere i dem, end hvad de er.”

Det virker, som om den officielle politik fra USA’s side altså ikke længere er at overtage Grønland, forudsat aftalen overholdes?

“Det er absolut mit indtryk. Og det vil give mening. For igen skal man huske, at det afgørende her ikke er mekanismen, men USA’s overordnede mål. Og de mål blev opnået.”

Bliver baserne bygget?
Efter underskrivelsen af aftalen i sidste måned er to andre spørgsmål ligeledes værd at stille:

For det første, om det virkelig var nødvendigt for Trump at lægge så hårdt pres på for at opnå Grønlandsaftalen, inklusiv ved længe ikke at ville udelukke militær magt, eller om man ikke kunne have forhandlet sig frem til den gennem en normal diplomatisk dialog? Og for det andet, om de baser, som USA jævnfør aftalen får lov at oprette, rent faktisk vil blive bygget?

På det første spørgsmål ser Gray det som Trumps store styrke, at han ikke gør tingene på den normale måde:

“Det er svært at bevise, men jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at Trump kunne have opnået de ting, han har – både i forhold til Grønland og i resten af sin karriere – uden at tage de forhandlingspositioner, som han tager.”

Og med hensyn til baserne, som USA får mulighed for at oprette i syd – og østgrønland, er Grays klare forventning, at de nok skal blive til virkelighed:

“Det tror jeg. Vi har over de seneste år erfaret, at det var meget uheldigt, at præsidentielle administrationer fra begge partier ikke har draget fuld fordel af den adgang til Grønland, som vi fik gennem forsvarsaftalen fra 1951.”

“Den fejl tror jeg ikke, vi kommer til at begå igen, og når man også tager i betragtning, at Arktis er langt mere konkurrencepræget end for bare fem år siden, så er jeg ikke i tvivl om, at vi kommer til at drage fuld fordel af den nye aftale”, slutter Gray.