MÜNCHEN: Det offentlige amerikanske pres på rigsfællesskabet for at få kontrol over Grønland er aftaget sammenholdt med situationen i begyndelsen af året.

Men under mine samtaler og i andre udmeldinger til årets sikkerhedskonference i München gik det også igen, at man ikke bare kan regne med, at den amerikanske interesse i at få kontrol over Grønland er forduftet eller permanent dæmpet. Det blev også illustreret af et subtilt valentineskort fra Det Hvide Hus til Grønland, der blev offentliggjort i weekenden.

”Den amerikanske regerings politik er stadig at få fat i Grønland. Hvis den position har ændret sig, er der ingen, der har fortalt mig det”, siger Alexander Gray, der var stabschef i det nationale sikkerhedsråd i den første Trump-administration, til USAPol i et fælles interview med OLFI foretaget i München.

Også Ivo Daalder, som fungerede som NATO-ambassadør under Barack Obama, kom med et lignende budskab fra et noget andet politisk udgangspunkt i margenen af konferencen:

Forhandlingerne, der er blevet indledt, ”er vigtige, men de er ikke afslutningen på sagaen. Man må resten af Trump-tiden leve med, at situationen kan blusse op igen”, som han sagde til USAPol og påpegede:

”Der er masser af rum for forhandling om at udvide USA’s sikkerhedsmæssige tilstedeværelse i Grønland under forsvarsaftalen fra 1951/2004. Men disse samtaler er baseret på en præmis om, at allierede arbejder sammen – og sådan tror jeg ikke, Trump ser på det. Han ser på verden som én, hvor stormagterne skal have det, de vil have.”

I den imødesete tale af udenrigsminister Marco Rubio, der generelt blev mere velmodtaget end JD Vances sidste år, blev Grønland ikke nævnt. Temaet fra ovenstående samtaler er imidlertid, at det ikke betyder, at der ikke kan opstå en ny diplomatisk krise på sigt.

Er forhandlingerne vejen frem?
Til gengæld var der anerkendelse af vigtigheden af det forhandlingsspor, som Danmark, Grønland og USA nu befinder sig i. Ikke blot meldte Mette Frederiksen, at hendes og Jens-Frederik Nielsens møde med Marco Rubio på München-konferencen havde været “konstruktivt”, der er også hos flere stemmer en egentlig optimisme at spore.

”Jeg er mere håbefuld end ikke om, at der kan opnås en aftale”, som Mike Sfraga, der fungerede som Arktis-ambassadør i Biden-administrationen, sagde i et interview med USAPol på Bayerischer Hof.

Alexander Grays, der i den for ham ideelle verden er fortaler for grønlandsk indlemmelse i USA, egen udlægning er desuden, at mødet i Washington i januar mellem amerikanerne, danskerne og grønlænderne faktisk var særdeles positivt:

”Ud fra hvad jeg har hørt fra eksempelvis folk, der var i mødet, eller som arbejder for de folk, var det et meget positivt møde. Der var angiveligt ikke en eneste negativ meningsudveksling”, som han siger. Gray var ikke selv til stede ved mødet.

”Der har været enormt mange miskommunikationer fra europæiske og amerikanske medier, som har hældt brænde på bålet, men jeg ser ingen grund til, at disse relationer behøver at være fjendtlige. Faktisk synes jeg, at der bør være et ugentligt møde på det rette niveau i en overskuelig fremtid. Så vigtigt er det her.”

Om de videre forhandlinger betegner Gray også sig selv som ”optimist.” En god løsning på midlertidig basis vil i hans optik være den såkaldte Cypernmulighed, som refererer til den britiske suverænitet over baseområder på øen, og som i regi af Grønland derfor vil indebære suverænitetsafgivelse. På længere sigt bør USA så ifølge Gray forsøge at lave en fri associeringsaftale med et uafhængigt Grønland.

Cypernløsningen blev angiveligt vendt i NATO-regi i januar ifølge eksempelvis New York Times, men suverænitetsafgivelse er klart afvist fra både dansk og grønlandsk hold. Og trods sin optimisme har Gray da også klare kritikpunkter af Danmark i forhandlingerne:

”Jeg spekulerer på, om Frederiksen-regeringen egentlig ikke ønsker at løse det her, idet det for hende er politisk fordelagtigt at fremstille USA som the bad guys, som hun så kan sige, at hun kæmper imod.”

Han fortsætter:

”Hvis vi ikke finder en seriøs løsning gennem arbejdsgruppen [der blev annonceret efter mødet i Washington, og som mødtes første gang i januar red.] og gennem forhandlinger, så vil Trump mene, at han blev behandlet med mangel på respekt, og at Mette Frederiksen ikke tager det seriøst. Vi kan ikke gå 9-10 måneder igen uden reelle fremskridt, ellers vil Trump gøre det til det primære globale spørgsmål igen.”

Et øget fokus på Arktis
Grønland er dog kun et aspekt af den bredere arktiske dagsorden, der som bekendt er større end Grønland.

Hvad der derfor også er enighed om – uden at det er så overraskende – er, at Arktis mere generelt er blevet vigtigere for amerikanerne og også internationalt.

Og som tidligere Arktis-ambassadør oplever Mike Sfraga et større fokus på Arktis: “Noget af det handler om sikkerhedsaspektet, men hele narrativet omkring Arktis har også ændret sig”, som han fortæller:

”For 20-30 år siden kunne man slet ikke få nogen i USA’s opmærksomhed, når det kom til Arktis. Det er meget anderledes nu. Amerikanerne begynder i langt højere grad at identificere sig selv som en arktisk nation. Og her i München hører jeg også folk tale meget mere om Arktis end tidligere – ikke bare fra et amerikansk, men fra et globalt perspektiv.”

Netop sikkerhedsaspektet giver dog også anledning til bekymring hos flere amerikanere, og Mike Sfraga forklarer også, at USA selv også kan gøre mere.

Eksempelvis påpeger han manglen på en amerikansk dybvandshavn i Arktis samt behovet for flere isbrydere, ligesom han også har en vision om langt flere investeringer i Grønland, der både berører militær sikkerhed, men også andre områder som forskning og uddannelse og turisme.

Det generelt øgede fokus på arktisk sikkerhed er også kærkomment for Ivo Daalder at se, der også fremhæver, at NATO kan øge sin tilstedeværelse og opgradere eksempelvis overvågning og rekognosceringskapabiliteter.

”Arktis er gået fra at være præget af samarbejde til at være præget af konfrontation. Og hvis der kan komme en positiv ting ud af den her Grønlandskrise, så er det øget fokus på arktisk sikkerhed”, som den tidligere NATO-ambassadør udtaler.

Dette øgede fokus har vi også set i Danmark, hvor man fra politisk side har indgået arktiske delaftaler, og også NATO har søsat initiativet Arctic Sentry. Men ifølge Gray er der ikke sket nok:

”Det er meget positive initiativer, men de er ikke tilstrækkelige. Kina ser Arktis som et meget vigtigt område, og at Danmark øger deres arktiske forsvar fra et meget lavt niveau, kommer ikke til at løse problemet. NATO’s fremtid afhænger faktisk af, hvor seriøst alliancen tager Arktis”, afslutter han.