Hvis midtvejsvalget ender med et resultat, der kan betragtes som en demokratisk bølge, vil det umiddelbart være let at forklare hvorfor:

Historikken tilsiger, at præsidentens parti får det svært ved midtvejsvalget. Donald Trump er omkring sit mest upopulære i sin anden periode. Han er mere upopulær end ved midtvejsvalget i 2018, hvor der også var tale om en demokratisk bølge.

I en nylig CNN-måling mener 76 % ikke, at han har “de rette prioriteter.” På spørgsmål som økonomi eller inflation og priser klarer han sig også dårligt, hvilket er særlig slemt, når den slags anliggender synes at være de vigtigste for vælgerne (lidt afhængig af meningsmålingen). I stedet ser vælgerne Demokraterne som de bedst egnede til at håndtere disse spørgsmål ifølge forskellige målinger.

Hertil kommer, at Irankrigen i øvrigt også er særdeles upopulær, og benzinpriserne er høje. Og, nå ja, Trump står på den forkerte side af den offentlige opinion, når det gælder datacentre.

Det, der virkede for Trump i 2024, fungerer kort sagt ikke længere, og den virkelighed har han ikke tilpasset sig. Og så er det svært at vinde et midtvejsvalg.

Det er ikke afgjort endnu, den republikanske side har masser af penge at brugeog stadig eksempelvis den strukturelle fordel i Senatet, at Demokraterne skal vinde minimum to valg i tocifrede Trump-stater for at få flertal.

Men i øjeblikket er målingerne og de kvantitative modeller grimme for Republikanerne: I Nate Silvers gennemsnit er Demokraterne foran med 8,8 procentpoint på nationalt plan, og både han og andre dataanalytikere anslår for øjeblikket, at Demokraterne står til at vinde klart i Repræsentanternes Hus med 238-242 sæder, altså fremgange på 23-27 sæder for at være præcis.

Samme analytikere anslår også – og mere markant – at Demokraterne er favoritter i Senatet med sandsynligheder på 63-73 % for at få kontrol over kammeret.

Samtidig forekommer det i målingerne klart, at midtvejsvalgskonventet i september ikke har hjulpet Republikanernes nationale position.

Som jeg skrev i min analyse af konventet, var det bedste scenarie for Republikanerne ellers, at konventet kunne bidrage til at mobilisere vælgere i periferien, men omvendt var der ved at sætte en upopulær Trump i scene “en reel risiko [for], at det i stedet ender med at ramme hans parti som en boomerang.”

Noget tyder på, at det er det sidste, som er sket. I al fald berettede New York Times onsdag, at Republikanernes senatskandidat i Texas, Ken Paxton, i sidste uge blev fanget på en lydfil i at sige, at “when we did that convention — it dropped our numbers. Everybody’s numbers dropped. Right now, yeah, not good.”

I et andet gennemsnit fra RealClearPolitics var Demokraterne desuden foran med 6,2 procentpoint 10. september i år (dagen, hvor konventet) begyndte. Nu er de foran med 8,3 procentpoint. Der er altså indikationer på, at konventet skadede – og i al fald ikke hjalp Republikanerne i den rigtige retning.

I forskellige valg rundtom i landet tager nogle republikanske kandidater, der er bekymrede for at tabe deres valg, også bestik af præsidentens upopularitet.

I Iowa har senatskandidaten Ashley Hinson sagt, at Irankrigen må slutte, ligesom Mike Rogers i Michigan har det. I Floridas 27. distrikt har republikanske Maria Salazar i en reklame desuden udtalt, at nogle af præsidentens immigrationstiltag “er gået for langt.”

Sagt kort: Det er meget let at finde tegn på, at tingene går i den forkerte retning for Republikanerne – de nationale målinger, Trumps upopularitet, specifikke politiske spørgsmål, specialvalg og kandidater, der opretholder en vis armslængde til ham.

Og medmindre meningsmålingerne skyder forbi og undervurderer partiet, så har de kun en måneds tid til at rette op på deres prekære situation.