I en ny serie her på USAPol ser vi nærmere på svingdistrikterne i kampen om Repræsentanternes Hus. Det er ikke sikkert, at den bliver udtømmende, men den skulle gerne give en god indføring i nogle af de mest interessante opgør i kampen om Repræsentanternes Hus, som er noget sværere at få overblik over, fordi der er så mange distrikter på valg. For at blive inkluderet i serien skal distrikterne enten være rangeret som “toss up” af Cook Political Report with Amy Walter eller Sabato’s Crystal Ball – selvom det sagtens kan tænkes, at der kommer overraskelser enten på valgnatten eller undervejs i valgkampen. I dag handler det om Texas.
Texas har næstflest kongresdistrikter i USA, og to af dem opfylder kriterierne for at være med i denne serie: Texas 15. distrikt og Texas 34. distrikt.
Selvom de lever op til at kravene for at blive inkluderet, så er der alligevel en vis varians i vurderingerne af dem: Cook Political Report opfatter Texas 34. distrikt som ”toss up”, altså så godt som lige, mens Crystal Ball anser det som ”hældende demokratisk.”
Anderledes er det med Texas 15. distrikt. Her opfatter Crystal Ball den som toss up, mens Cook anser den for at være ”hældende republikansk.”
Trump vandt Texas 15. distrikt med hele 18 procentpoint i 2024 ifølge The Downballot, men distriktet ser alligevel ud til at være i fare for at skifte hænder. Republikaneren Monica De La Cruz var således bagud i en måling fra august mod sin demokratiske modkandidat, Bobby Pulido. Omvendt var demokraten Vincente Gonzales foran mod sin modkandidat Eric Flores i TX-34, selvom Trump vandt dette distrikt med omtrent 10 procentpoint (det blev gjort mere republikansk i redistricting).
Ifølge estimater fra New York Times er hispanicvælgerne i begge distrikter rykket betydeligt til venstre: I TX-34 ser de ud til at være blevet 24 procentpoint mere demokratiske og i TX-15 25 procentpoint. Billedet er altså ændret fra en republikansk fordel til en demokratisk en af slagsen i den vælgergruppe. Som analytiker Nate Cohn skrev i lidt bredere forstand: ”Democratic gains among Hispanic voters would imperil Republicans in more than a dozen districts that Mr. Trump won by double digits but where Republicans depend on support from Hispanic voters.”
Ifølge magasinet RollCall er Tulido i TX-15 ”a Democratic moderate with a populist bent — and a sprinkle of celebrity stardust.” Det sidste med henvisning til hans musikalske karriere.
Samtidig beskriver mediet, at De La Cruz-lejren omvendt har angrebet Pulido for, at en person i hans band blev dømt for overgreb mod et barn og desuden for nylig kom med en reklame, der indikerede, at hun går en delikat balance, når det kommer til immigrationspolitik.
Begge distrikter er altså tocifrede Trump-distrikter, men som det ser ud nu, er signalerne, at Demokraterne står med endog ganske realistiske muligheder for alligevel at vinde et eller begge distrikter.
