Blot en uge efter det forfærdelige og tragiske angreb på den amerikanske kongres er Donald J. Trump nu impeached af Repræsentanternes Hus.
Det er i sig selv historisk, når en amerikansk præsident bliver impeached. Det er endnu mere historisk, at denne præsident – for første gang i USA’s historie – bliver det to gange. Det er ikke destro mindre tilfældet for præsident Donald Trump, der led denne skæbne med stemmetallet 232-197 i Repræsentanternes Hus onsdag 13. januar 2021. 10 republikanere stemte for.
Der vil komme en trial i Senatet, men den vil ikke falde ud, mens Donald Trump fortsat er præsident, har den republikanske majoritetsleder i kammeret, Mitch McConnell, fastslået. Det er et juridisk spørgsmål med flere sider af sagen, men det tyder dermed på, at der vil foregå en “retssag” i Senatet, efter Trump har forladt embedet. Det skaber en ny situation, og det vil også bevirke, at Donald Trump, som det ser ud nu, uanset hvad bliver siddende som præsident, til perioden udløber.
Men det betyder ikke, at udfaldet nødvendigvis vil være konsekvensfrit for Donald Trump. Hvis to tredjedele af senatorerne stemmer for “conviction” af Donald Trump, vil man efterfølgende – med en flertalsbeslutning ifølge flere informationskilder med forstand på Forfatningen – kunne sørge for, at han ikke kan bestride et embede “of honor, trust or profit under the United States.”
Spørgsmålet er så, om det scenarie er realistisk. Da man sidst stemte i Senatet i februar 2020, var der ikke tvivl om, at Donald Trump ikke ville blive “dømt.”
Den tvivl er berettiget at have nu.
Mitch McConnell har først og fremmest givet udtryk for, at han ikke har besluttet, hvad han vil stemme. Det er i sig selv mere end bemærkelsesværdigt, at en så magtfuld politiker som McConnell ikke har besluttet sig for, hvad han vil gøre i dette tilfælde. Ifølge New York Times mener han, at Trump har begået “impeachable offenses”, og han var ifølge avisen glad for Demokraternes impeachmentarbejde, men det er også vigtigt at påpege, at hvis McConnell vurderer, at konsekvenserne af at stemme for “conviction” vil være for store, vil han afstå fra det. Det er ham, det her står og falder med.
Derudover kan man diskutere, hvor god en leder for partiet Trump egentlig har været. Han har ikke fået flest stemmer i hverken 2016 eller 2020, og under ham har Republikanerne vundet og derefter tabt præsidentembedet og derudover tabt flertallet i Repræsentanternes Hus og Senatet. Sidste gang, det skete på fire år for et parti, var under Herbet Hoover, der var præsident under Depressionens første år. Det billede er ikke entydigt dårligt – Trump har omvendt virkelig kunnet mobilisere republikanske vælgere. Men uanset om det er sådanne overvejelser, de republikanske senatorer bokser med, kan der med god ret stilles spørgsmålstegn ved, hvor stort et aktiv Trump vil være at have centralt placeret i partiet fremadrettet.
Interessant er, om konsekvensen ved at “dømme” og efterfølgende fratage Trump muligheden for blandt andet at blive præsident igen – et embede, der kan antages at være “of honor, trust or profit” – er større end ved ikke at gøre det og i stedet lade ham husere som en, der forekommer som en meget stærk kandidat, såfremt han skulle forsøge at blive præsident igen. Ifølge førnævnte New York Times-beretning tror McConnell, at impeachment “will make it easier to purge him (Trump red.) from the party.” Hvis det er det, McConnell vil, hvilket er oplagt at antage, er det meget muligt den type tanker, han gør sig.
Sandsynligheden for “conviction” af Trump er måske ikke stor. Men han er til den tid ikke længere præsident, og muligheden for det er under alle omstændigheder nogle helt andre end i januar.