I går indtog Donald Trump scenen på CPAC (Conservative Political Action Conference) og sagde følgende: “Actually, as you know, they just lost the white house, but it’s one of those. But who knows? Who knows, I may even decide to beat them for a third time, okay?” Det er naturligvis forkert, at “de” tabte Det Hvide Hus, og at Trump kan slå “dem” for tredje gang, men det var tydeligt, at han efterlod døren til 2024 åben på vid gab, hvilket ikke var overraskende.
Trump står for øjeblikket i en suveræn position til at vinde den republikanske nominering. På CPAC blev der foretaget en straw poll, der gik på, hvem man ville stemme på til republikanernes primærvalg i 2024. “Thinking ahead, if the 2024 Republican primary for President in your state were held today among the following candidates, for whom would you vote?”, lød spørgsmålet.
Her svarede 55 % Donald Trump, 21 % Florida-guvernør Ron DeSantis, mens de resterende ikke fik mere end 5 procents opbakning.
Denne straw poll kan ikke bruges til at forudsige ret meget om det efterfølgende præsidentvalg for at sige det mildt. Når den ikke foretages i valgår, skyder den nærmest konsekvent forbi, og selv i valgårene, hvor den har ramt rigtigt en håndfuld gange, vil jeg fraråde at tillægge den nogen stor værdi.
Hvorfor fremhæves den så? Fordi den viser, hvad vi godt ved: At Donald Trump lige nu er den suverænt stærkeste figur i det republikanske parti. Dette understreges eksempelvis også af, at han i en Morning Consult/Politico-måling fra midten af februar fik 53 % opbakning, mens Mike Pence efterfulgte ham med… 12 % i 2024-ræset.
Lad os lade være med at tale for meget om 2024 – tolk i stedet disse tal som udtryk for Trumps stærke position i partiet lige nu. En anden måde at se denne på findes i YouGov/The Economists data, hvor kun 23 % af republikanske vælgere svarede “ja” til spørgsmålet om, hvorvidt de ville stemme på en kandidat, der havde kritiseret Trump, til Kongressen eller til en guvernørpost. 45 % svarede “nej”, og 31 % var “ikke sikre.”
Om Trump så vælger at stille op i 2024, er ikke et spørgsmål, som jeg vil bruge meget tid på at spekulere i – der er længe til valgene, og der kan ske meget endnu, men Trump er – på trods af ikke at have meldt sig på banen – i øjeblikket reelt favorit i 2024 og den absolut mest dominerende politiker i partiet.
Er alt det her så mejslet i sten og en forudsigelse af, hvad der vil ske i 2024? Nej. Amy Walter fra Cook Political Reports nylige passage, der handlede om Republikanerne, men også Trumps fremtidige rolle, var rammende:
“However, before we declare that the GOP is in free-fall, it’s important to remember we are only ONE MONTH into Biden’s first term. We are more than 20 months away from the midterm elections. Trump’s role in 2022 could be a definitive issue in the next election. Or, it may not be. I don’t mean to sound snarky. But, honestly, we need some perspective here.”
Husk på den.