For få dage siden besluttede Det Hvide Hus at bruge en for de fleste nok ret ukendt manøvre til at få endnu mere kontrol over det offentlige forbrug.

Gennem en såkaldt pocket rescission erklærede Trump-administrationen således, at den sløjfede milliarder i udlandsbistand uden om Kongressen. Det siger administrationen, at den faktisk har bemyndigelse til at gøre, men det synes ikke at være tilfældet.

I al fald har Government Accountability Office klart og utvetydigt sagt, at en sådan finte er ulovlig at benytte. Med andre ord afspejler den Trumps forsøg på at få større magt over pengene – noget, jeg har planer om at skrive mere om på et senere tidspunkt.

Men ovenstående eksempel illustrerer også, hvordan man kan anskue Trump-administrationens ageren i bredere forstand.

Rent analytisk har man nemlig kunnet forklare en stor del af præsidentens gøren og laden gennem forskellige koncepter: Flood the zone-strategien, der handler om at overvælde sine modstandere med forskellige initiativer. Retribution, der handler om at slå ned på administrationens fjender eller rivaler. Og ønsket om at udvide præsidentembedets magt, der også forklarer, hvorfor Trump vil have mere kontrol over pengene.

Men der er også en fjerde prisme, som jeg låner fra den konservative, Trump-kritiske skribent David French: Ønsket om den totale kontrol, der er nært forbundet til hans ønske om at udvide præsidentembedets magt, men som adskiller sig ved, at ikke alt, Trump gør for at skabe mere kontrol, nødvendigvis er det samme som at udvide sin præsidentielle magt.

Som French sagde i en podcast i New York Times tilbage i februar, var der i Trumps tilgang til embedet “a very similar underlying legal idea: In this arena, say, citizenship or immigration, I’m asserting total control. In this arena, whether it’s about diversity, equity, inclusion or something else, I’m exerting total control. Area after area after area of the federal government, he’s trying to exert total control.”

Ser man på Trumps præsidentperiode gennem princippet om den totale kontrol eller i al fald forøget kontrol, står en række ting pludselig i et klarere eller andet lys: “It looks like a country where Trump assumes he can control and dictate our history, what books we read, our arts, and even our sports heroes. He assumes there is no line between his taste and our nation”, skrev historikeren Garrett Graff forleden i sit nyhedsbrev.

Og man kan sagtens udvide listen: Forsøget på at fyre FED-guvernøren Lisa Cook kan forklares med et ønske om at få større magt over centralbanken. En anden fyring af Erika McEntarfer fra Bureau of Labour Statistics kan ses som en vision om at skabe kontrol over jobtallene. Overtagelse af Washington D.C.’s politi og indsættelsen af nationalgarden i hovedstaten viser blandt andet, at Trump vil styre kriminalitetsbekæmpelsen i byen. Og endelig er eksemplet med udlandsbistanden et eksempel på at tilrane sig kontrol over de føderale midler.

Hans ageren stemmer altså i vidt omfang overens med ønsket om at kunne beslutte mest muligt, og det er ikke overraskende. Tværtimod kunne man se det i forberedelserne til hans anden præsidentperiode, der var kendetegnet ved, at Trump nu vidste langt mere om, hvordan skulle sammensætte sin stab og sin agenda.

Trump 2.0 skulle være et langt mere professionelt foretagende. Personerne omkring ham skulle implementere, ikke stille sig i vejen. Langt mere magt skulle samles hos ham. .

Men præsidentens betagelse af kontrol kan faktisk være spores endnu længere tilbage, viser Eugene B. Kogan i sit studie af de roller, som man kan forstå Trumps forhandling igennem. I bogen Why we want to be rich fra 2011 lyder det eksempelvis således fra Trump: “As soon as you take responsibility for all that you touch, the power is in your hands to make it extraordinary. For me, having that sense of control has been a catalyst for success.” En af de Trump-roller, Kogan identificerer, er endda den som “controller.”

Der er selvfølgelig forskellige former for kontrol, og den kan udøves mere eller mindre direkte. Med andre ord er det ikke sådan, at Trump i bogstavelig forstand vil styre alt, og paradoksalt nok har han det, når han bliver spurgt om svære emner, med at svare “det ved jeg ikke”, altså en illustration af, at han ikke har greb om alt, der foregår i hans administration.

Men til trods for de forbehold mener jeg, at kontrol er en af de bedre måder, man kan anskue og forstå Trumps præsidentperiode på indtil nu. Præsidenten vil slet og ret bestemme mere.