Valg i gættelandet

I morgen er der senatsvalg i Georgia. Her skal det afgøres, om Demokraterne kan få fordelingen af senatorer til at være 50-50 med Kamala Harris som vicepræsident til at give den afgørende stemme i tilfælde af stemmelighed, eller om Republikanerne holder skansen.

Lad os tage et kig på, hvad meningsmålingerne siger. Fivethirtyeights gennemsnit af de to valg ser i øjeblikket således ud:

Jon Ossoff (D): 49,3 %

David Perdue (R): 47,9 %

Rev. Raphael Warnock (D): 49,6 %

Kelly Loeffler (R): 47,6

Bemærk, hvor identisk stemmeandelene er – men også, hvor tæt og usikkert det er. Det kan gå alle veje. Meningsmålingerne til præsidentvalget i november var i Georgia helt fine, mens RealClearPolitics’ gennemsnit til senatsvalget mellem Perdue og Ossoff undervurderede førstnævnte med 3,4 procentpoint, og til det andet senatsvalg overvurderede Warnock med 7,6 procentpoint. Det kan Republikanerne håbe vil ske igen.

Meningsmålingerne til de her valg er svære at lave, hvilket også er værd at huske på. Det stiller selvfølgelig spørgsmålet: Hvad kan vi ellers tolke på?

Early voting-tallene ser gode ud for Demokraterne, og det er jo også fint. Men grundlæggende er jeg varsom med early voting. Det skyldes noget forholdsvist simpelthen: Selve valgdagen. For det er absolut muligt, at der vil materialisere sig en vælgerdeltagelse blandt konservative vælgere, der vil erodere den demokratiske fordel. Alt fra vejret til Trumps retorik kan formodes at spille en rolle i den sammenhæng.

Apropos præsidenten: Han besøger i dag det konservative nordlige Georgia. 

Trump er en kompliceret faktor i det her valg: På den ene side tabte han staten i november, selvom han helt grundløst hævder det modsatte. Og netop den retorik kan republikanerne frygte vil holde konservative vælgere hjemme, for hvorfor stemme, når Trump siger, valget i november var ‘rigged?’ Omvendt agiterer han for republikansk triumf, og han tager til en region, hvor Republikanerne skal vinde så meget som muligt.

Vil besøget så hjælpe? Det er måske umiddelbart værd at skeptisk omkring det. Med det sagt er det aftenen før valgdagen i et konservativt område – og i et valg, der tegner tæt, kan selv en lille betydning være vigtig.

Til sidst er det måske værd med en gentagelse af nogle af de generelle dynamikker: Ossoff og Warnock skal lægge kimen til sejr i Atlanta-regionen i counties som Fulton, Gwinnett og Cobb County. Skal man pege på et county, der ikke ligger i Atlanta-regionen, ville det være Chatham County, Georgias femtestørste.

Loeffler og Perdue skal fx præstere i det nordlige Georgia og i Cherokee County i Atlanta-regionen – det eneste county i regionen, som de begge to vandt i november. Samtidig skal de klare sig godt i befolkningstunge, republikanske counties som Hall og Forsyth County.

Husk dog mest af alt på, hvor usikkert, åbent og tæt det her er valg er. Selvom tendensen i meningsmålingerne efter jul måske har været i Demokraternes favør, og at deres fundraising har været astronomisk, er det ikke det samme, som at det er deres valg at tabe.

 

 

 

 

 

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.