Nyhedsmediet Politico kunne i dag bringe historien om, at den demokratiske frontløber Joe Biden har indikeret, at han, naturligvis kun betydningsfuldt, hvis han vælges, kun vil sidde fire år som præsident – altså kun en enkelt periode, hvilket den tidligere vicepræsident ellers tidligere offentligt har afvist at gøre.
Som mediet skriver det: “Former Vice President Joe Biden’s top advisers and prominent Democrats outside the Biden campaign have recently revived a long-running debate whether Biden should publicly pledge to serve only one term, with Biden himself signaling to aides that he will serve only a single term.”
Ifølge fire folk, alle anonyme, men som jævnligt taler med Biden, er det stort set utænkeligt, at Biden vil genopstille i 2024. Artiklen, skrevet af journalisten Ryan Lizza, citerer en – ifølge Politico – prominent rådgiver, som udtaler: “If Biden is elected, he’s going to be 82 years old in four years and he won’t be running for reelection.”
Såfremt Biden så kun vil sidde én periode – hvilket tiden jo må vise -, er spørgsmålet så, om han vil melde det ud i denne kampagnes løb.
Et såkaldt one term-pledge er ikke noget ukendt fænomen i amerikansk historie, og i 2008 skulle John McCain eksempelvis have været meget tæt på at gøre netop det. Går man længere tilbage i historien, valgte en præsident som James K. Polk(1845-1849) at love kun at sidde en enkelt periode – et løfte, han endte med at holde. Joe Biden selv skulle sågar have tænkt over det i 2016, men som bekendt endte han med ikke engang at stille op, og også tidligere i denne valgkampscyklus skulle det før have været diskuteret ifølge New York Times.
Der er allerede blevet spekuleret i, hvorvidt Biden så rent faktisk skal komme med et sådant løfte, og umiddelbart kan det da lyde som en inciterende tanke – argumentet kunne gå på, at Biden vil kunne feje pikante spørgsmål om sin alder af vejen og køre en yngre vicepræsident i stilling til at overtage roret efter ham. Alt dette vil selvfølgelig kun blive aktuelt, hvis Biden skulle vinde valget, hvilket vi jo i sagens natur ikke ved.
Men der er også den mulighed, at det vil gøre det svært for Joe Biden at regere, da incitamentet til kompromiser med en eventuel præsident Biden kan synes reduceret, fordi man ved, at han snart vil forlade embedet. Som Jonathan Bernstein, der har undervist i statskundskab ved flere universiteter skriver om juridiske udnævnelser i Bloomberg: “(…) There will at least be some incentive for McConnell to compromise if the president is popular and is likely to be around for a while – after all, better to cut a deal that would allow some judges to be confirmed than block them all and risk a very liberal, very young slate for the federal bench if Democrats win a re-election landslide in 2024. ”
Jeg vil ikke fælde dom over, hvorvidt det er en god idé for Joe Biden at komme med et løfte om kun at sidde en enkelt periode. Det er svært at vurdere betydningen i forhold til både primærvalget og præsidentvalget, hvis han skulle nå dertil – og om der overhovedet vil være en betydning. Og om Biden overhovedet vil annoncere et sådant løfte offentligt. Og om han i det hele taget kun ender med at sidde fire år, hvis han bliver præsident.
Opdateret: Kate Bedingfield fra Bidens kampagne afviser historien.