Processen
Demokraterne vælger deres kandidat på deres National Convention, der denne gang afholdes i Milwaukee, Wisconsin i perioden 13.-16. juni 2020. På denne kongres deltager 4.535 delegerede, der blandt andet skal vælge Demokraternes kandidat til præsidentvalget. De delegerede består med bonusdelegerede sandsynligvis af 3.979 såkaldte Pledged Delegates der er blevet valgt ved de enkelte staters, og som alle har forpligtet sig til at stemme på en bestemt kandidat), samt formentlig omtrent 766 såkaldte Superdelegates, der er udpeget af partiapparatet, og som ikke er forpligtet til at stemme på en bestemt kandidat.
I modsætning til tidligere kan disse Superdelegates ikke stemme ved første runde. Hvis en af kandidaterne har et simpelt flertal i første runde, kommer Superdelegates således slet ikke i spil. Dette er en afgørende ændring i forhold til tidligere, hvor partiets establishment i langt højere grad har haft snor i, hvem der blev valgt.
I den første afstemningsrunde er det således som udgangspunkt kun de 3.979 Pledged Delegates, der kan afgive deres stemme, og hvis en kandidat opnår stemmer fra mindst 1.990 – svarende til over halvdelen – af disse delegerede – er vedkommende valgt.
Valg af Pledged Delegates
De enkelte delstater tildeles Pledged Delegates baseret på to faktorer:
- Den andel af statens stemmer, der blev afgivet til den Demokratiske kandidat ved præsidentvalgene i 2008, 2012 og 2016
- Det antal valgmænd, som staten har i valgmandskollegiet (jo større befolkning, staten har, jo flere valgmænd, alt andet lige). Se vores artikel om, hvordan præsidenten vælges her.
Hvordan den enkelte stat så vælger det antal Pledged Delegates, den har fået tildelt, er forskelligt fra stat til stat. Generelt tildeles de delegerede dels på statsniveau (dvs baseret på kandidaternes stemmeandel i staten som helhed), dels på på kandidaternes stemmeandel i det enkelte Congressional District, som staterne er inddelt i.
Der er overordnet to forskellige måder, staterne går til valg på: Caucuses og Primaries. Et caucus er et valgmøde, hvor de fremmødte har stemmeret. Et eksempel på en stat, der benytter sig af caucuses, er Iowa, der som bekendt er den første stat til at stemme (d. 3. februar). Iowas caucusregler er ret indviklede, men essensen er, at 27 delegerede udpeges baseret stemmerne i statens fire Congressional Districts, 9 delegerede udpeges på basis af kandidaternes aggregerede stemmetal i staten som helhed, mens 5 delegerede udpeges af det Demokratiske parti i Iowa (ikke at forveksle med de ovennævnte superdelegates).
Der kræves 15% af stemmerne i et Congressional District for at få andel i distriktets valgmænd. Det samme gælder på statsniveau. Med andre ord: Alle kandidater, der får mere end 15% i mindst ét distrikt, vil vinde en andel af statens tildelte Pledged Delegates.
Hvis meningsmålingerne holder stik, kommer Iowas Pledged Delegates til at fordele sig mellem Pete Buttigieg (der pt fører i meningsmålingerne), Joe Biden, Bernie Sanders og Elizabeth Warren . I 2016 vandt Hillary Clinton en kneben sejr over Sanders og sikrede sig 23 delegerede mod Sanders’ 21.
Andre staters caucuses kan fungere på andre måder, men de overordnede principper er nogenlunde generelt gældende.
Cirka en uge efter Iowas caucus, afholdes New Hampshires primary. Et primary minder mere om en traditionel valghandling, hvor der afgives stemmer skriftligt. I lighed med Iowas caucus tildeles delegerede på baggrund af kandidaternes stemmeandel i dels statens 2 Congressional Districts, dels deres stemmeandel i staten som helhed. Og ligesom i Iowa er 15% af stemmerne det, der skal til, for at få tildelt valgmænd – både på Congressional District-niveau og statsniveau.
Brokered Convention
Når alle staterne har afholdt deres caucuses/primaries, mødes de delegerede til deres National Convention, hvor man – blandt en række forhold – stemmer om, hvem der skal være partiets kandidat til præsidentvalget.
Ved første valgrunde er det som nævnt kun staternes Pledged Delegates, der kan stemme, og der er 3.979 af disse. Hvis en kandidat således har støtte fra mindst 1.990 delegerede, bliver vedkommende valgt. Men hvad nu, hvis det ikke er tilfældet? Altså, hvis ingen kandidat har opnået det påkrævede antal delegerede?
Jo, så har vi en Brokered Convention. I princippet er processen herfra meget simpel. Man bliver ved med at stemme, indtil en af kandidaterne har flertal. Og nu kan de såkaldte Superdelegates stemme. Dem er der formentlig omtrent 766 af, således at det samlede antal delegerede nu vil være 4745 (3.979 + 766), hvilket er ensbetydende med, at der kræves støtte fra 2.373 delegerede for at opnå valg. For at opnå dette vil en af kandidaterne i sagens natur skulle hente støtte fra en eller flere af de andre kandidater, og det kan være en særdeles kompliceret omgang. Sidste gang man havde en sådan var i 1952, da begge partier endte i den situation. Det måske mest berømte eksempel var Demokraternes National Convention i 1924, hvor der måtte foretages ikke mindre end 103 afstemninger, før John W. Davis blev valgt til Demokraternes præsidentkandidat (præsidentvalget tabte han i øvrigt stort til Republikaneren Calvin Coolidge).
Ingen kan forudse, hvad der vil ske, hvis det kommer til en brokered convention. Men interessant vil det være!
Ender det med en Brokered Convention?
Det er i hvert fald en mulighed. Listen af Demokratiske kandidater er alenlang, og selvom Joe Biden har en rimeligt pæn føring i de nationale polls, er den på ingen måder afgørende. Tilmed har vi stadig 3 seriøse bejlere til Bidens føretrøje i form af Pete Buttigieg, Bernie Sanders og Elizabeth Warren, så meget skal ske for, at en af kandidaterne trækker afgørende fra. Men meget kan selvfølgelig også ske i perioden frem d. 13. juni. Det bliver spændende at følge.