I sidste uge offentliggjorde det amerikanske finansministerium en vurdering, der gav genlyd. I et brev til Kevin McCarthy, republikansk formand for Repræsentanternes Hus, skrev finansminister Janet Yellen således: “After reviewing recent federal tax receipts, our best estimate is that we will be unable to continue to satisfy all of the government’s obligations by early June, and potentially as early as June 1, if Congress does not raise or suspend the debt limit before that time.”
En præcis dato for dette scenarie er ifølge finansministeren ikke til at forudsige, men budskabet er klart: USA er nødt til at hæve gældsloftet snart, ellers risikerer de en økonomisk katastrofe.
Alligevel er der endnu ikke politisk enighed om gældsloftet, og i dag mødes partierens ledere i Kongressen så med Biden, hvor præsidenten ifølge Det Hvide Hus’ selv vil lægge vægt på, at det er Kongressens ansvar at hæve gældsloftet. I en sidebemærkning: Man skal ikke forvente det helt store fra det møde.
Men hvad er gældsloftet egentlig? Og hvad består den politiske strid lige nu af? Lad os besvare en række mere eller mindre presserende spørgsmål (i et omfang baseret på dette nyhedsbrev, som vi udgav i januar).
Hvad er gældsloftet?
Gældsloftet er det maksimale, som USA må låne for i henhold til at møde sine forpligtelser og gælder næsten al føderal gæld. Det betyder, at der er et beløb, der fra politisk side løbende er nødt til at blive hævet for, at tingene fungerer. Det bliver gældsloftet så også, og det er dermed ikke en mekanisme, der har bremset USA’s gældsforøgelse. Måske derfor har det også fået kritik for ikke at have et egentligt formål, når det kommer til stykket.
Hvorom alting er, støder USA løbende hovedet mod gældsloftet, og tilbage i januar ramte landet det så atter. Det var ikke akut – Finansministeriet tog ekstraordinære foranstaltninger i brug, hvilket købte landet tid, men det var en stakket frist. På et tidspunkt er man nødt til at gøre noget som at hæve eller suspendere gældsloftet.
Hvor slemt er det ikke at hæve gældsloftet?
Talrige vurderinger og estimater tyder på, at det er slemt. Der er naturligvis meget usikkerhed omkring situationen, men i 2011 befandt USA sig i en anden – og på sin vis anderledes – politisk kamp om gældsloftet, og det var tæt på at gå galt, hvilket var en faktor i, at USA’s kreditværdighed dengang blev nedjusteret. Som Finansministeriet selv skriver: “Failing to increase the debt limit would have catastrophic economic consequences. It would cause the government to default on its legal obligations – an unprecedented event in American history. That would precipitate another financial crisis and threaten the jobs and savings of everyday Americans (…).” Det er muligt, at man fra føderal side i denne sammenhæng kan prioritere visse betalinger, men det er på ingen måde en ønskværdig løsning ifølge Yellen.
Har Republikanerne ikke lige gennemført en lov, der løser problemet?
Nej. Det er rigtigt, at Repræsentanternes Hus i slutningen af april gennemførte Limit, Save, Grow Act med udelukkende republikanske stemmer. Men den bliver ikke gennemført i sin nuværende form, da Demokraterne både har flertal i Senatet og sidder på præsidentposten.
Hvorfor gør den ikke det?
Lad os besvare det ved at beskrive fronterne, som de er i øjeblikket. Præsident Biden og Demokraterne vil ikke forhandle om gældsloftet. I deres optik er det Kongressens ansvar at hæve loftet, når det kræves, og derfor bør det ikke være en løftestang for politisk forhandling. Det står man fra demokratisk side meget stejlt på.
Republikanernes position er en helt anden. For dem at se kan man ikke bare hæve gældsloftet – det skal følges af indrømmelser relateret til det offentlige forbrug. Det er også derfor, at Limit, Save, Grow Act adresserer gældsloftet, men kun mod, at man får benævnte indrømmelser. LSGA er altså mere et symbolsk forhandlingsoplæg – men det er et sted at starte for Republikanerne og en måde at sige, at de nu har gjort en del af deres arbejde, hvorfor bolden ligger hos Biden.
For dem er det i hvert fald principielt at forhandle om gældsloftet – for Demokraterne er det principielt ikke at gøre det.
Hvorfor vil Biden så ikke forhandle om gældsloftet?
Når Biden-administrationen siger, at det ikke er til forhandling, om man vil hæve gældsloftet eller ej, skyldes det formentlig i et vist omfang erfaringerne fra gældskrisen i 2011. Den republikanske lobbyist Liam Donovan har beskrevet, hvordan de to partier dengang lærte hver deres lektie. Republikanerne tog med sig, at man kunne presse Demokraterne til indrømmelser ved at bruge gældsloftet – Demokraterne lærte, at de ikke skulle forhandle med Republikanerne under sådanne omstændigheder. Som NBC News’ Sahil Kapur har udlagt det, sad præsident Obama og vicepræsident Biden dengang sammen og blev enige om, at gældsloftet ikke igen kunne bruges som løftestang i forhandlinger.
Endvidere tjener det for Biden at se formentlig også et strategisk hensyn: Kan han være ultimativ i kravene, er logikken, at Republikanerne muligvis vil bøje af, og Biden dermed kan stå som vinderen af armlægningen.
Hvad vil Biden eventuelt forhandle om?
Biden vil selvfølgelig gerne forhandle om det føderale budget – og det er her, at det bliver meget teknisk. For som en talsperson i Det Hvide Hus sagde til mediet Semafor, vil Biden: “discuss how to initiate a separate process to address the budget and FY2024 appropriations” på det omtalte møde i dag. Det betyder, at han gerne vil diskutere offentligt forbrug, men han vil ikke diskutere det som en del af gældsloftet. De to ting – gældsloftet og budgettet – skal ifølge Det Hvide Hus ses som separate størrelser. Eller sagt på en anden måde: Biden stiller sig åben for at forhandle om nogle af de ting, Republikanerne kræver for at medvirke til at hæve gældsloftet, men ikke for at forhandle om selve gældsloftet.
Hvabehar?
Ja, det kan så afgjort synes at være en sær størrelse, men det er faktisk ikke så underligt. Demokraterne vil uanset hvad skulle forhandle om finanslovgivning, så den føderale regering ikke “løber tør for penge.” Deadline for det er 30. september, og det vil Biden selvfølgelig gerne tage en snak om. Det er også derfor, at iagttagere såvel som demokratiske politikere opfordrer Biden til allerede nu at begynde om at forhandle om budgettet.
For Biden må det som nævnt bare ikke være noget, der sker i sammenhæng med gældsloftet, for så lærer Republikanerne jo den lektie, at de kan bruge gældsloftet til afpresning. Som Washington Post præcist opsummerede dynamikken for en uge siden: “One way out of this logjam — widely discussed on both ends of Pennsylvania Avenue — would be reaching an agreement that each party then defines differently, with Biden claiming he gave up nothing for the debt limit hike and McCarthy claiming he won concessions on spending.” Det er jo umiddelbart oplagt, for således taber ingen parter ansigt, og begge kan fremstille det som en sejr.
Kan Biden agere på egen hånd?
Det er et af de vigtige spørgsmål. Slår man op i Forfatningen, ser det umiddelbart ud til, at der er en vej i den 14. forfatningstilføjelse, hvori der står, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved: “the validity of the public debt of the United States (…)”, hvilket man ellers kan argumentere for, at gældsloftet netop gør. Det kan Biden muligvis udnytte, men det er ikke til at sige, og under alle omstændigheder efterlod han i et interview med MSNBC’s Stephanie Ruhle ikke indtrykket af, at han var klar til at gøre noget sådant i øjeblikket.
Der har været andre mulige løsninger nævnt – såsom den næsten mytiske platinumsmønt – men om regeringen virkelig er villig til at omgå Kongressen og eksponere sig selv for en række politiske angreb, må tiden vise. Det er ikke det mest sandsynlige lige med det første, men man kan ikke udelukke det, hvis Biden vurderer risikoen for, at man ikke får handlet i tide, for stor. Det kan dog synes paradoksalt, at administrationen ikke holder muligheden for det åbent i større omfang, end tilfældet er i øjeblikket – om ikke andet for at lægge yderligere pres på.
Kan man omgå Kevin McCarthy?
Det kan man jo godt. Demokraterne spekulerer i øjeblikket i og arbejder med en discharge petition, der basalt set går ud på, at man i sidste ende kan tvinge eksempelvis en hævelse af gældsloftet igennem, hvis alt ellers går vel.
En discharge petition er dog ikke ligefrem ideel i en proces som den i øjeblikket, men i stedet ret så snørklet. Eksempelvis skal Demokraterne samle 218 underskrifter, og man kan først gå i gang med det 16. maj – altså pludselig tættere på deadline end nu. Og så melder et andet spørgsmål sig: Hvor skal Demokraterne få 218 underskrifter fra, når man ikke har så mange medlemmer af Huset? Man håber helt sikkert at kunne få visse republikanere med på vognen, men indtil videre har McCarthy bemærkelsesværdigt nok haft ret godt styr på tropperne i den sammenhæng, og generelt ser partiet dette som en mulighed for at få politiske indrømmelser.
Så hvad nu?
En positiv udlægning er, at der bør være et pænt manøvrerum for at hæve gældsloftet – både gennem Kongressen og gennem eventuel sologang fra Biden-administration. Den negative udlægning opsummerede den konservative skribent Ramesh Ponnuru fint helt tilbage i januar: Nemlig at mens USA kommer tættere på default og konsekvenserne heraf, vil begge parter tro, at deres strategi er på nippet til at virke, og den anden vil give sig. Hvem blinker i så fald først? Og hvad så, hvis ingen alligevel blinker?
Der er mange usikkerheder. Hvor lang tid vil default eventuelt vare? Hvad kan man gøre med at prioritere betalinger? Hvad vil det juridiske efterspil være, hvis Biden i stedet går solo? Finder man i første omgang en midlertidig løsning?
Der er ingen tilfredsstillende svar på disse spørgsmål. Men dynamikken i 2023 er helt anderledes end i 2011, hvor man til sidst fandt en løsning. Det betyder ingenlunde, at man ikke også kan klare frisag i år – men det er vigtigt at være opmærksom på.
Man kan som sædvanlig tilmelde sig vores nyhedsbrev, som denne artikel udgjorde, her.
