I april lancerede South Carolina-senator Tim Scott en såkaldt exploratory committee i forbindelse med et eventuelt 2024-kandidatur. Og søndag stillede han så i udsigt, at han 22. maj ville komme med en annoncering af særlig karakter, og det er dermed svært at forestille sig, at han ikke stiller op som republikansk præsidentkandidat. Af samme årsag giver det mening at analysere, hvordan et eventuelt kandidatur vil tage sig ud – for selv hvis han i sidste øjeblik skulle trække stikket på en kampagne, kan analysen af denne give et indblik i de nuværende konturerer af det republikansk primærvalg.
Et primærvalg, som det føles sikkert at konkludere, at han ikke kommer til at vinde.
Scott er Republikanernes eneste afroamerikanske senator og er ikke blot en profil i partiet, men også en dygtig taler. Det så man ikke mindst på det republikanske konvent i 2020, hvor Scott holdt en tale, der selv af det venstreorienterede medie VOX blev omtalt som konventets hidtil bedste på grund af dens optimistiske tone. Scott inddrog på retorisk stærk vis sin personlige historie og gik i rette med forestillingen om, at tingenes tilstand skulle være værre i dag end i 1860’erne eller 1960’erne. Ligeledes har Scott politisk erfaring – de sidste 10 år har han været senator og før det medlem af Repræsentanternes Hus.
Det er derfor ikke forfærdelig overraskende, at man kan finde optimisme omkring Scotts chancer. Den konservative forfatter og skribent, Matthew Continetti, skrev i februar således om ham i Washington Post: “Scott offers primary voters a smiling and hopeful alternative to the grimacing culture warriors who lead the horse race for the 2024 Republican nomination. Scott’s candidacy might seem like a long shot, but do not dismiss him. He is poised to exceed expectations.” Continetti fremhævede også Scotts talegaver i sin vurdering, men pegede ligeledes på, at Scott ikke skylder Trump ret meget for sin politiske karriere.
Med det sagt er Scotts appel på papiret langt sværere at se i praksis. En nylig Fox News-måling (foretaget fra 21-24. april) gav ham blot 2 % opbakning. Bedre var det ikke i en måling fra midten af april fra NBC – her stod Scott til 3 %. Det er i det leje, han ligger, og der er dermed et kolossalt gab til Donald Trump, der nationalt står til omkring 50 % i gennemsnit. Florida-guvernør Ron DeSantis står til 24 %, så selv titlen som hovedudfordrer må Scott også se langt efter.
Scotts støtter vil måske hævde, at det endnu er tidligt i processen, og det er også rigtigt. De vil muligvis også pege på, at Scott kommer fra South Carolina, der er en af de første delstater, hvor der skal stemmes. Men ser man på de to argumenter, er de ikke tilstrækkelige til at blive optimistisk på hans vegne.
For det første skal man helst kunne vinde sin hjemstat, og det er slet ikke tydeligt, at Scott (eller Nikki Haley, der også kommer derfra) end vil kunne gøre det. Man kunne sagtens forestille sig en dynamik, hvor ballet nærmest er lukket, inden de når sydstaten. Og selv hvis den ikke er, og Scott teoretisk set vinder South Carolina, får man ikke nødvendigvis meget ud af at vinde sin egen hjemstat, som skribenten Ed Kilgore har påpeget.
For det andet sidder Trump og DeSantis på cirka 75 % af støtten i gennemsnittet af de nationale målinger. Stiller DeSantis ikke op, kan der måske komme en åbning, men som udgangspunkt vil det i et sådant scenarie ikke være noget, som vil medføre, at Trump ikke er storfavorit til nomineringen. Som mediet Sabato’s Crystal Ball skrev tilbage i marts, kan man betegne dynamikken i den republikanske valgkamp med udtrykket “getting late early.” Forstået på den måde, at konturerne allerede tegner sig tydeligt, selvom der er længe til de egentlige valghandlinger.
En sådan situation er ikke til Scotts fordel. Der synes ikke at være potentiale for et videre dynamisk felt eller for, at en ny kandidat – måske udover DeSantis, der dog også kæmper med dårligere meningsmålinger end for bare to måneder siden – for alvor kan lave ravage. Der kan altid ske uforudsete ting, men Trump er favorit i øjeblikket, og ellers synes DeSantis det mest oplagte alternativ. Resten er simpelthen ikke i deres liga.
Det behøver ikke at betyde, at de resterende kandidater fører dårlige kampagner eller træffer de forkerte beslutninger. Som politologen Seth Masket påpegede i et indlæg med titlen “You can do everything right and still lose”, vil endnu et Trump-kandidatur formentlig ikke skyldes de andre kandidaters personlighed eller måder at føre kampagne på – nødvendigvis i hvert fald. Men ovenstående beskrevne dynamikker kan bare være så fastgroede og stærke, at det er svært for kandidaterne at bryde igennem, uanset hvilke strategiske beslutninger de træffer.
Dermed vinder Tim Scott ikke nomineringen, det er simpelthen for svært at se. Men han har en interessant profil og er 57 år gammel, så han kan godt tænkes at vinde tilbage i en ny, stærkere udgave på den ene eller anden måde.
