Joe Biden holdt i dag sin første pressekonferene som præsident, hvor han i øvrigt gjorde en ganske fin figur. Her sagde han, at “det er min forventning” at genopstille som præsident. Men er der egentlig noget overraskende i det? Og hvorfor skulle han egentlig sige andet?
Det er rigtigt, at der har været snak om, hvorvidt 78-årige Biden kun ville sidde en enkelt periode som præsident, hvilket vi også i 2019 beskrev. Biden kom dog aldrig med et løfte om kun at være præsident i fire år – noget, som man kan argumentere for er værd at overveje at gøre i en valgkamp, når man potentielt kunne blive den ældste amerikanske præsident nogensinde, hvilket Biden som bekendt blev. Det handler dog netop om kalkuleringer i en valgkamp, som det ikke er relevant at overveje nu.
Men for Biden, der nu rent faktisk er blevet valgt som præsident, er der absolut ingen grund til ikke at give udtryk for noget i retning af, at forventningen er genopstille – og da slet ikke så tidligt i præsidentperioden. Hvorfor skulle han gøre det? Det er mildt sagt svært at forestille sig, at det ville være nemmere at få politik igennem af den grund eksempelvis.
Hertil kommer den nok vigtigste årsag, nemlig at det jo nok i øjeblikket er Bidens ambition at være på stemmesedlen i 2024. Som politolog David Hopkins skrev i februar: “Yes, health considerations or other events may alter these plans. It’s certainly possible that Joe Biden will not still be running for a second term when we get to 2024. But right now? Of course he’s running. He’s already started.” Hopkins refererede en historie fra Washington Post i februar, der blandt andet beskrev: “His advisers have been working under the assumption that he will top the Democratic ticket in 2024.” En ting er selvfølgelig hans ambition på nuværende tidspunkt – en anden er, om han så rent faktisk ender med at være præsidentkandidat til 2024-valget, hvilket tiden må vise.
Med ovenstående in mente er det altså ikke forbavsende, at Biden siger, at det er hans forventning at genopstille. Man kan selvfølgelig godt bide mærke i, at han eksempelvis også sagde: “I’m a great respecter of fate. I’ve never been able to plan four and a half, three and a half years ahead for certain.”
Men ser man på det det ud fra David Hopkins’ vurdering og Washington Post-historien, så er Bidens udtalelse ikke overraskende og formentlig retvisende – og hvorfor så i det hele taget sige noget andet?