I går underskrev præsident Joe Biden en gennemgribende og massiv hjælpepakke, hvorom han i gårsdagens tale sagde: “And today, I signed into law the American Rescue Plan, an historic piece of legislation that delivers immediate relief to millions of people.”
Det er en klar politisk sejr for Joe Biden, at det lykkedes at gennemføre hjælpepakken. Det var ikke en tværpolitisk bedrift, men data indikerer, at American Rescue Plan nyder bred opbakning i befolkningen.
Passagen understreger i det hele taget den gode start, som Joe Biden har fået i embedet. Biden har også – og har hele tiden haft – en solid og temmelig stabil approval rating. I øjeblikket er den gennemsnitligt på 53 % ifølge Fivethirtyeight og RealClearPolitics. Biden sidder også lige nu som præsident på et tidspunkt, hvor coronasituationen i USA på ingen måde overstået, men er bedret betragteligt, og hvor vaccinationstoget ligeledes ruller. Biden stillede i sin tale amerikanerne følgende i udsigt: “If we do all this, if we do our part, if we do this together, by July the 4, there’s a good chance you, your families and friends, will be able to get together in your backyard or in your neighborhood and have a cookout or a barbecue and celebrate Independence Day. That doesn’t mean large events with lots of people together, but it does mean small groups will be able to get together.”
Hele processen var måske ikke fryd og gammen, til trods for at pakken blev underskrevet. Gennemførslen måtte nemlig ske uden en eneste republikansk stemme i Kongressen, og på den måde kan man argumentere for, at Bidens paroler om “unity” led et knæk.
Med det sagt var det måske fra starten svært at forvente tværpolitisk samarbejde om planen – i udpræget grad i hvert tilfælde. Ezra Klein anfører i den forbindelse i sin bog “Why We’re Polarized”, at det er blevet irrationelt for partiet, der ikke har flertal – i det her tilfælde Republikanerne – at agere tværpolitisk. Politologen Frances Lee, refererer Klein, argumenterer nemlig for, at når et parti dominerer Kongressen, så har det andet parti grund til at samarbejde, for ellers er der ikke mulighed for indflydelse. Men hvis det andet parti kan se – som Republikanerne for eksempel kan i amerikansk politik i øjeblikket – at de kan komme til at kontrollere kongressen, så opløses logikken i at samarbejde.
Den dynamik synes at være evident her. Netop kontrollen over Kongressen står på spil ved Midtvejsvalget i efteråret 2022. Demokraternes flertal i begge kamre er tynde, og de historiske tendenser favoriserer Republikanerne. Præsidentens parti straffes som grundregel ved Midtvejsvalget, og der er ingen tvivl om, at en republikansk kongres vil komplicere hans præsidentembede yderligere.
På trods af kommende udfordringer kan Joe Biden imidlertid godt være tilfreds med sin første tid som amerikansk præsident. Om en sådan tilfredshed vil fortsætte med at være berettiget, som tiden går, er så spørgsmålet.
