I dag annoncerede milliardæren Michael Bloomberg, tidligere New York City-borgmester(i øvrigt Rudy Giulianis efterfølger), at han stiller op som præsidentkandidat for Demokraterne. Og umiddelbart synes hans vej til nomineringen stejl.

Der er flere grunde hertil, men et af flere problemer for Bloomberg er, at vælgerne i høj grad ikke synes at ønske flere kandidater. En nylig måling fra Monmouth University indikerede eksempelvis, at 74 % af demokratiske og demokratisk-lænende vælgere var tilfredse med det nuværende udbud af kandidater. Der er med andre ord ikke nogen voldsom mængde vælgere, der beder om de nye kandidaters entré, selvom det da altid er noget for Bloomberg, at 16 % af vælgerne i målingen ønsker at se en anden kandidat. ((“Someone else er det formuleret som i målingen”))

Derudover har han besluttet sig for en noget uortodoks strategi: Bloomberg vil ikke føre kampagne i de første fire delstater(Iowa, New Hampshire, Nevada og South Carolina), og i New Hampshire kan han end ikke findes på stemmesedlen. I stedet satser han på efterfølgende stater, hvor Super Tuesday vil være første udfordring efter de fire indledende valg.

Historien er imod ham

Men som David Byler fra Washington Post anførte, lærte Bloombergs forgænger i borgmesterembedet i New York City, republikaneren Rudy Giuliani, ved præsidentvalgkampen i 2008 på den hårde måde, at kandidater, der springer de tidlige stater over, kan miste momentum hurtigt, da de andre kandidater jo så vinder i disse. Og modsat Giuliani starter Bloomberg dels sent og har dels aldrig været nogen frontløber i de nationale meningsmålinger for at sige mildt.

Den tidligere borgmester vil heller ikke kvalificere sig til debatterne, eftersom han ikke vil acceptere donationer, og derudover har blot en enkelt demokratisk kandidat vundet primærvalget siden 1972 uden sejre i New Hampshire og Iowa – Bill Clinton i 1992.

Den gode nyhed: Penge

Den tidligere borgmester har imidlertid enormt stærke økonomiske midler, og for mig at se er det eneste meget stærke kort for Michael Bloomberg netop de mange penge, som han har til rådighed – og han spenderer allerede massivt. Det er det, der afgør, at hans kandidatur i min optik bliver mere interessant at følge end en kandidat som Deval Patrick, som også for nylig annoncerede sit kandidatur.

Men hvor langt Bloombergs penge rent faktisk kan føre ham, må tiden vise. Som beskrevet ovenfor er der jo – bortset fra det økonomiske – ikke ligefrem mangel på udfordringer.