Af Jakob Terp-Hansen og Henrik Jürgensen
Efter endnu en uge med en tv-debat med Demokraternes kandidater samt ikke mindst alvorlige anklager mod præsident Trump er det tid til USA2020.dks top 5 over Demokraternes kandidater. Hvem står stærkest lige nu?
I parentes er angivet, hvordan kandidaterne stod i seneste rangering.
- Joe Biden (1). De andre kandidater puster og pruster, men det er stadig Uncle Joe, der komfortabelt fører de nationale meningsmålinger. I RealClearPolitics’ vægtede gennemsnit ligger han pt. på ca. 30% med over 10 procentpoints ned til Bernie Sanders, der med tilslutning fra 19% ligger på andenpladsen. Hos The Economist er forspringet til Warren på andenpladsen mindre, men det er tydeligt, at Biden fører nationalt. Det store spørgsmål er fortsat, hvordan Bidens kampagne vil evne at håndtere den ret sandsynlige situation, at han ikke vinder hverken Iowa eller New Hampshire, som er de to stater, der stemmer først, og som historisk ofte har peget på den kandidat, der endte med at vinde Demokraternes nominering. Med andre ord: Hvor meget bundtræk er der i den 76-årige Biden og hans kampagne, og vil de kunne holde stand, hvis enten Warren eller Buttigieg snupper både Iowa og New Hampshire? Vi ved det ikke, men det bliver spændende at følge. Værd at notere er desuden, at en Biden-sejr i Iowa vil gøre ham til en meget sandsynlig vinder, da staterne efter New Hampshire – Nevada og South Carolina – er godt terræn for ham. For nærværende kan vi altså konstatere, at Biden fortsætter med at klare sig halvdårligt i tv-debatterne, men at hans målinger er upåvirkede.
- Elizabeth Warren (2). Indtil for nylig havde Warren opbygget netop det der magiske momentum, som alle kandidaterne jagter. Så meget, at hun en enkelt gang lå nummer 1 på USA2020.dks ranking. Faktum er nu, at hun er stagneret og endda faldet lidt i de nationale meningsmålinger. Nu er spørgsmålet selvsagt, om hun evner at få genskabt sit momentum. Det er i hvert fald efter vores vurdering alt for tidligt at afskrive hende, især fordi hun står stærkt i Iowa og New Hampshire.
- Pete Buttigieg (4). Det kører for Mayor Pete for tiden. Han er stillet og roligt kravlet op ad såvel den nationale meningsmålinger, som meningsmålingerne i Iowa, hvor han pt fører relativt komfortabelt, hans kampagne har masser af penge, og han har pt. åbnet et stort omfang kampagnekontorer i Iowa. Som Jakob skrev for en måneds tid siden, satser Buttigieg benhårdt på Iowa, og det er muligvis en klog strategi. Forhåbningen synes at være, at en sejr i Iowa kan føre til en sejr i New Hampshire, og at disse vil smitte positivt af på opbakningen i de næste valg.
- Bernie Sanders (3). Egentlig går det meget godt for Bernie, der som nævnt ovenfor faktisk har overhalet Elizabeth Warren i RealClearPolitics’ gennemsnitlige nationale måling, og som tilsyneladende er kommet sig helt over sit hjerteanfald. Så hvorfor ligger han nummer fire? For det første er der ingen tvivl om, at Buttigieg og Sanders ligger meget tæt pt, og at der ikke er meget, der skiller dem. For det andet er det som bekendt ikke nationale målinger, men de enkelte staters primaries og caucuses, der afgør og vinderen. For det tredje har Sanders nu ligget stabilt – og ligger på 15 % hos Economist – mellem 15% og 19% i en lang periode ifølge RealClearPolitics, og sidst men ikke mindst har vi bare vanskeligt ved at se, hvad han og hans kampagne har af muligheder for at ændre afgørende på tingenes tilstand. Vælgerne kender ham, de ved hvad han står for politisk, og mange – også Demokratiske vælgere synes, at han er for venstreorienteret til deres smag.
- Amy Klobuchar (ny). Man kan diskutere, om det overhovedet giver mening at tale om en femteplads, for der er meget, meget langt ned fra Sanders til Klobuchar, der pt ligger på 1,5% nationalt. Men senatoren fra Minnesota havde en god aften til Demokraternes debat natten til torsdag, og hun står relativt stærkt i Iowa, så derfor skubber hun Kamala Harris ud af listen.