Flere væsentlige primærvalg afgjort – Pennsylvanias senatsvalg stadig uafklaret

Foto: Architect of the Capitol.

Tirsdag var der, som beskrevet i seneste nyhedsbrev (man kan skrive sig op her), primærvalg i fem amerikanske delstater – Pennsylvania, North Carolina, Kentucky, Idaho og Oregon. Vi kender ikke det endelige udfald af alle valgene på nuværende tidspunkt, men vi har en tilpas mængde viden til, at det giver mening at gøre foreløbig status.

Begynder vi i Pennsylvania, vandt viceguvernør John Fetterman som forventet det demokratiske primærvalg uden problemer. Til gengæld kender vi endnu ikke udfaldet på det republikanske primærvalg, men det skal afgøres mellem Dr. Mehmet Oz, der blandt meget andet har en baggrund som tv-personlighed og er støttet af Trump, og David McCormick, som har en baggrund i blandt andet Bush-administrationen. En tredje af kandidaterne, Kathy Barnette, så ellers ud til at have en del momentum, men kommer ikke til at vinde primærvalget.

Lige nu har Oz en føring på 0,2 procentpoint, hvilket dog stadig kan nå at ændre sig. Analytikeren Ryan Matsumoto, der skriver for Inside Elections, peger på, at McCormicks margin i de resterende brevstemmer potentielt kan være mindre end i de allerede optalte af forskellige grunde. Her bør det nævnes, at der kommer en automatisk genoptælling af stemmerne, hvis den endelige margin er 0,5 procentpoint eller mindre. Vi ved altså fortsat ikke, hvem Fetterman skal møde til efteråret – men jeg vil personligt give Oz en meget, meget lille fordel på nuværende tidspunkt.

Til gengæld ved vi, hvilke to kandidater der skal kæmpe om guvernørposten til efteråret. Republikanerne endte med at nominere Doug Mastriano, der blev støttet af Trump. Mastriano står lige nu til 44,3 % af stemmerne, og det er for længst afgjort. Mastriano skal møde demokraten Josh Shapiro til efteråret, og efter nomineringen af Mastriano valgte Cook Political Report with Amy Walter at rykke valget fra kategorien “Toss Up” (de mest åbne valg) til “Lean Democratic” (at valget er åbent, men med fordel til Demokraterne) og begrundede det således: “Pennsylvania Republicans had been wringing their hands for weeks, worried that if state Sen. Doug Mastriano — the chief disciple perpetuating former President Trump’s false stolen election narrative in the state –— won the primary for governor, they’d lose a prime opportunity in an incredibly favorable climate to flip the open governor’s race back to their control.” Mediet Sabato’s Crystal Ball foretog samme ændring. Udover bekymringerne ved Mastriano er det også værd at nævne, at Josh Shapiro er en god kandidat, der i sine valg til Attorney General i Pennsylvania vandt med større margin og fik en større stemmeandel end Hillary Clinton i 2016 og Joe Biden i 2020. Udfordringen for Demokraterne er selvfølgelig det dårlige politiske klima. Så uanset om Shapiro har en meningsfuld fordel eller ej, skal Mastrianos chancer for at vinde absolut ikke afskrives.

Rykker vi til North Carolina, vandt Donald Trumps foretrukne kandidat Ted Budd det republikanske primærvalg knusende sikkert og skal til efteråret møde demokraten Cheri Beasley i kampen om North Carolinas ene senatsplads. Det er en fin historie for Trump, men andre faktorer – såsom udskydelsen af primærvalget fra marts til maj – kan også have spillet en rolle.

Til gengæld tabte det siddende medlem af Repræsentanternes Hus, republikaneren Madison Cawthorn, sit primærvalg i North Carolinas 11. kongresdistrikt til delstatssenatoren Chuck Edwards. I nyhedsbrevet i går skrev vi, at man ikke kunne afvise, at det valg ville gå i runoff, men det blev faktisk afgjort i første ombæring. Cawthorn er en yderst skandaleramt politiker, og dette valg var et eksempel på, at Trumps støtte ikke var tilstrækkelig til at vinde. Det var den heller ikke i Idaho, hvor guvernøren Brad Little slog viceguvernøren Janice McGeachin i Republikanernes primærvalg – Trump havde ellers støttet sidstnævnte.

Lad os slutte i Oregon. Det ser ud til, at det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus fra Oregons 5. distrikt, Kurt Schrader, taber primærvalget til den progressive advokat Jamie McLeod-Skinner, der har sammenlignet Schrader med West Virginia-senator Joe Manchin, som blandt andet er kendt for ikke altid at agere i overensstemmelse med Bidens prioriteringer. Ifølge Dave Wasserman fra Cook Political Report with Amy Walter vil det kræve et mirakel, hvis Schrader skal gøre comeback i dette valg. Bemærkelsesværdigt er desuden, at hvis McLeod-Skinner vinder, hvad hun med al sandsynlighed gør, vil det ifølge blandt andre Wasserman betyde, at Oregons 5. kongresdistrikt bliver nemmere for Republikanerne at vinde til efteråret. I nyhedsbrevet i går skrev vi da også, at dette distrikt kunne blive spændende til efteråret – det må tiden vise. Men det er ganske bemærkelsesværdigt, at Schrader står til at tabe dette valg.

Vi har allerede nævnt Trumps støtteerklæring en del gange. Den ser ud til at være et fint hjælpemiddel – det så vi, da J.D. Vance vandt primærvalget i Ohio for to uger siden. Omvendt kan en støtteerklæring ikke nødvendigvis sætte de andre kandidater ud af spil – det er primærvalget til Senatet i Pennsylvania uanset det endelige udfald et godt eksempel på.

Effekten af Trumps støtteerklæringer har heller ikke nødvendigvis en større indflydelse på den omstændighed, at han fortsat er Republikanernes mest suveræne figur. Analytikeren Nathan Gonzales’ pointe er værd at observere i denne sammenhæng: “The success/failure of Trump’s endorsed candidates is a poor litmus test of Trump’s influence within the Republican Party because almost all the GOP candidates are running on a Trump message/platform.”

Dog er det værd at komme med to bemærkninger: For det første kan Trumps støtteerklæringer have en marginal effekt med hensyn til hans samlede indflydelse i partiet – der er dog mange dimensioner af dette spørgsmål, og det kan hurtigt blive ret akademisk at overveje. Dette kan til gengæld overvejes: Hvis Trumps støtteerklæringer fejler tilpas mange gange, kan det så skabe en perception af faldende indflydelse, der er tilstrækkelig til, at andre republikanske politikere vurderer, at han er tilpas svag til at kunne udfordres på den ene eller anden måde? Det ved vi ikke endnu – vi får måske heller ikke et direkte svar. Uanset hvad kan vi dog konkludere, at Trumps anbefalinger i disse primærvalg ikke har rykket ved hans grundlæggende position i partiet.

På den anden side var der udfald ved primærvalgene, som man som demokrat kan opfatte positivt – særligt Republikanernes nominering af Doug Mastriano som guvernørkandidat.

USAPol.dk følger selvfølgelig udviklingen i de valg, hvor vi endnu ikke kender udfaldet.

 

 

 

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.