Trumps dårligste aften i 2022

Foto: Gage Skidmore. Licens

Tirsdag var der atter valg i en håndfuld amerikanske stater, nemlig Alabama, Arkansas, Georgia, Texas og Minnesota. Mest interessant var nok Georgia, hvor Republikanerne skulle vælge guvernørkandidat, senatskandidat og kandidat til posten som Secretary of State – blandt meget andet. Og der er ikke grund til at pakke det for meget ind: Georgia gik samlet rigtig skidt for de en række af de kandidater, som Trump havde støttet – og dermed gik det skidt for ham.

Begynder vi med guvernørposten, var det ikke overraskende, at den siddende guvernør Brian Kemp vandt det republikanske primærvalg over Trump-støttede David Perdue. Men hans margin var langt større, end jeg selv havde forventet. I vores nyhedsbrev skrev jeg, at jeg forventede en Kemp-sejr med stemmeandelen 58 %, mens Perdue ville få 33 %. Det ville have været et meget stort nederlag, men sejren var markant større. Kemp står pt. til omkring 74 % af stemmerne, mens Perdue er under 22 %. Ordet jordskredssejr rækker knapt nok her. Det betød også, at meningsmålingerne endte med at give et meget upræcist billede – de indikerede, at Kemp ville vinde overvældende, men slet ikke med så stor en margin, som tilfældet faktisk var.

Til posten som Attorney General – og også i valget til posten som insurance commissioner – måtte Trumps foretrukne kandidat John Gordon lide nederlag til den nuværende indehaver af posten Chris Carr med cifre, der mindede meget om Kemps triumf. Både Kemp og Carr vandt desuden samtlige counties i deres valg. Til guvernørvalget til efteråret skal Kemp møde demokraten Stacey Abrams, som han også mødte i 2018 og vandt over. I 2022 må han betegnes som en lille favorit på grund af det politiske klima – 2018 var eksempelvis et langt, langt bedre år for Demokraterne, end 2022 tegner til at blive, og alligevel vandt Abrams ikke dengang.

Den største historie er dog nok, at den nuværende Secretary of State i Georgia Brad Raffensperger vandt dette primærvalg over Trump-støttede Jody Hice. Modsat guvernørvalget og valget til Attorney General var det en væsentlig større overraskelse. Trump var vred på Raffensperger, fordi han modsatte sig Trumps forsøg på at få omstødt Joe Bidens legitime valgsejr i Georgia, men Raffensperger vinder ikke bare klart over Hice – han får også over 50 % af stemmerne, hvilket bevirker, at han undgår et runoff. Som analytikeren Kyle Kondik noterede, kan Raffensperger have draget en eller anden form for fordel af demokrater, der stemte i det republikanske primærvalg. Modsat Gordon og Perdue lykkedes det dog Hice at vinde en håndfuld counties.

Og skal vi slutte tiraden af dårlige nyheder for Trump, støttede Trump en række kandidater i primærvalg til Repræsentanternes Hus, heriblandt i Georgias 6. distrikt og Georgias 10. distrikt. Disse to kandidater, Jake Evans og Vernon Jones, blev nummer to og skal en tur i runoff. Ligeledes er det også værd at bemærke, at Trump-støttede Burn Jones i primærvalget til viceguvernørposten kun lige akkurat er over 50 %, og derfor kan han potentielt stadig havne i et runoff. Men går den, så går den.

Ren elendighed var det selvfølgelig ikke for Trump i Georgia – hans foretrukne kandidat til Senatet, Herschel Walker, vandt for eksempel sit primærvalg overlegent og ganske som forventet. Men samlet set kan Georgia ikke betegnes som andet end en enorm skuffelse for Trump, uanset om årsagen så var et fravalg af Trump, lokale omstændigheder såsom dårlige kampagner – eller måske en kombination af de to og andre faktorer.

Trump tabte Georgia knebent i 2020. Den blev siden til en af de vigtigste stater i hans forsøg på at omstøde valgresultatet. Trumps forkerte udtalelser om det stjålne valg bidrog meget vel til, at Republikanerne mistede flertallet ved de to senatsvalg i The Peach State i januar 2021. Og nu må han konstatere, at primærvalgene er gået rigtig dårligt.

Mange kandidater, som Trump støttede – både i Georgia og i andre delstater -, endte selvfølgelig med at vinde deres primærvalg, men spidsfindigheden her er, at Trump ofte støtter kandidater, som er sikre på at vinde deres primærvalg. Det var også tilfældet denne tirsdag.

Det fortæller dog os ikke så meget om, hvor meget Trumps støtteerklæring er værd, og det findes der heller ikke et eksakt svar på. Det er evident, at den kan være et godt hjælpemiddel, eksemplificeret ved J.D. Vances valgsejr i Ohio i starten af måneden. Formentlig bidrog den også positivt til Mehmet Oz’ kampagne i Pennsylvania, hvor det fortsat er uafklaret mellem ham og hans modstander, David McCormick.

Men Trumps støtteerklæring sætter ikke nødvendigvis andre kandidater helt ud af spillet, og Georgia viste os, som andre primærvalg har gjort tidligere, at den overhovedet ikke kan stå alene. Som Kevin Collins, medstifter af Survey 160, opsummerede på Twitter: “(…) the establishment (conservative, but neither Trumpist nor necessarily Never Trump) core of the party can still prevail when it more effectively coordinates around one of its own.”

Trumps fejlslagne anbefalinger i primærvalg kan bidrage til en opfattelse af, at Trumps position og indflydelse i partiet falder, og Trump har naturligvis eksponeret sig selv for risici og nederlag, som kan forekomme unødvendige. Men det er selvfølgelig også vigtigt at huske, at Trump som udgangspunkt er den enkeltfigur i partiet, hvis støtte har den største positive effekt for en kandidat, og i det hele taget kan man stille spørgsmålstegn ved, hvor gode indikatorer på Trumps position støtteerklæringer er. Så den overordnede lektie fra disse primærvalg var, at det var Trumps dårligste aften i 2022, men at det ikke behøver betyde alverden for hans position i partiet fremover.

Lad os afslutningsvist bevæge os uden for Georgia: I Texas fandt et demokratisk runoff i Texas 28. kongresdistrikt mellem Henry Cuellar og Jessica Cisneros sted. Cuellar er siddende medlem af Repræsentanternes Hus og blev udfordret af progressive Cisneros. Cueller har allerede erklæret sejr, men valget er stadig ekstremt tæt, så selvom han er svag favorit, er det endnu ikke afgjort. Texas 28. distrikt er desuden et, flere iagttagere vurderer er noget nær lige, når det kommer til efterårets valg.

Også i Alabama var der primærvalg, heriblandt til Senatet. Her går Katie Britt og Mo Brooks videre til runoff, hvor førstnævnte er favorit. Her er det dog værd at bemærke, at Trump i marts trak sin støtteerklæring til Brooks tilbage, nok i høj grad fordi Brooks stod til at tabe klart – og alligevel syntes Brooks at have momentum i maj måned. Han endte dog alligevel på en klar andenplads – men det er heller ikke en historie, der synes god for Trump.

 

 

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.