I sidste uge annoncerede det amerikanske finansministerium sanktioner mod den russiske olieindustri. Ligeledes vedtog EU sin 19. sanktionspakke, der blandt andet gik på energi, på russiske diplomater og på handel.

Argumentet for de amerikanske sanktioner var for Finansministeriet ligeud ad landevejen: Russerne udviser ikke tilstrækkelig vilje til at engagere sig i en fredsproces, og derfor er konsekvensen nu sanktioner.

“I betragtning af, at Putin nægter at afslutte denne meningsløse krig, sanktionerer Finansministeriet Ruslands to største olievirksomheder, der finansierer Kremls krigsmaskine,” som den amerikanske finansminister Scott Bessent sagde i pressemeddelelsen.

Den russiske præsident Vladimir Putin kaldte efterfølgende sanktionerne for en “uvenlig handling.”

Blandt eksperter har reaktionerne på sanktionerne varieret. Den tidligere leder af Office for Sanctions Coordination i Obama-administrationen, Daniel Fried, har i Atlantic Council kaldt dem et ”stærkt træk”, men mange spørgsmål om eksempelvis håndhævelse udestår endnu.

Blandt andet truer man fra amerikansk side med, at “engaging in certain transactions involving the persons designated today may risk the imposition of secondary sanctions on participating foreign financial institutions (min fremhævning red.)”, men truslen om sekundære sanktioner kan blive ved netop det: En trussel.

“Sproget i sanktionstruslen er en smule løst, og det betyder, at der er plads at spille på for Det Hvide Hus”, siger professor Scheherazade Rehman, der er leder af European Union Research Center ved George Washington University, til USAPol.

Konkret betyder det, at Trump-administrationen “kan implementere de sekundære sanktioner, men de kan også undlade at gøre det”, fortsætter hun.

En eller anden form for effekt lader det amerikanske træk dog til at have haft. Eksempelvis kunne mediet Reuters ifølge The Guardian skrive, at kinesiske olievirksomheder “have suspended purchases of seaborne Russian crude, at least in the short-term.”

På baggrund af anden journalistik fra Reuters skrev Die Welt desuden, at indiske Reliance Industries “overvejede implikationerne.”

Men uagtet sanktionernes tilrettelæggelse og spørgsmål om implementering viser de imidlertid, at Trump ser Putin som en forhindring for fred, og angiveligt forbereder USA nye sanktioner mod Rusland, der blandt andet forlyder at kunne ramme landets banksektor.

Sanktionerne kan altså forklares ud fra den målsætning, Trump hele tiden har haft: At få afsluttet krigen, allerhelst med en egentlig fredsaftale, og i det henseende anser han det altså som nødvendigt at skrue op for presset på Rusland.

Men som eksperter i forskellige medier peger på, skal man formentlig ikke forvente, at sanktionerne får større betydning for Putins ageren eller mulighederne for at få afsluttet krigen.

“Det er formentlig usandsynligt, at sanktioner mod de store oliefirmaer kan tvinge Putin til at ændre kurs. Sanktioner har tidligere vist sig ikke at være en mirakelkur, og særligt ikke med Putin”, siger også Rehman afslutningsvist til USAPol.

Der kan som nævnt være flere sanktioner på vej. Men selvom Trumps overordnede mål er en afslutning på krigen mellem Rusland og Ukraine, må man heller ikke glemme, at han før har skiftet holdning eller tilgang til spørgsmål om vigtigheden af en våbenhvile, om Tomahawk-missiler eller om territorie.

Det gør det mere komplekst at forudsige næste træk.