”It is the most wonderful time of the year.”

Det er for nogen vel tidligt til den musikalske passage, men for mig er tidspunktet yderst passende: I dag er nemlig årets største valgdag i USA, og selvom i år er noget mere kedeligt på valgfronten end både sidste år og næste år, er der masser at se frem til alligevel.

Af nævneværdige begivenheder er særligt guvernørvalgene i Virginia og New Jersey. Men listen er lang; der er også valg til det ene kammer i begge delstaters lovgivende forsamling (House of Delegates i Virginia og General Assembly i New Jersey), til Pennsylvanias Højesteret, til borgmesterposten i New York City og endelig en folkeafstemning i Californien, der skal give delstaten lov til at gentegne valgdistrikterne og dermed udøve gerrymandering.

Blandt meget andet.

Alligevel kommer man selvfølgelig ikke uden om, at hovedbegivenhederne på valgdagen vil være Virginia og New Jersey, i hvert fald idet New York Citys borgmestervalg ikke ser ud til at blive spændende.

Som to af de i øvrigt få stater ligger Virginia og New Jerseys guvernørvalg ikke i et præsidentvalgår eller midtvejsvalgår. Det betyder, at udover at være væsentlige begivenheder i sig selv bliver de også set som et termometer på USA’s politiske temperatur med et år til midtvejsvalget, og det seneste eksempel var i 2021, hvor republikaneren Glenn Youngkin vandt en opsigtsvækkende sejr ved Virginias guvernørvalg, mens Republikanerne også kom tæt på i New Jersey – stater, som Joe Biden året forinden havde vundet med tocifrede marginer.

Anderledes er klimaet i år. Nu er det Trump, der er præsident, og det betyder ud fra en historisk tommelfingerregel, at Demokraterne er favoritter til at vinde begge valg. Fra 1977 og frem er det kun sket en enkelt gang, at vinderen af guvernørvalget i Virginia har haft samme partifarve som den siddende præsident, mens det i en identisk periode i New Jersey er sket fire gange. Tre af de fire tilfælde fandt dog sted i 1970’erne og 1980’erne.

Sidst, Trump var præsident, vandt Demokraterne således begge valg. Sejren i New Jersey var sikker, men i Virginia indikerede meningsmålingerne forholdsvist tæt løb mellem demokraten Ralph Northam og republikaneren Ed Gillespie. Alligevel endte Northam dog faktisk med en overbevisende sejr på ni procentpoints forspring.

Otte år tidligere, i 2009, var det Barack Obama, der blev ramt af forbandelsen. I Virginia vandt republikaneren Bob McDonnell en storsejr, mens også republikaneren Chris Christie hev sejren hjem i New Jersey.

Og atter otte år tilbage i tiden vandt demokraten Mark Warner, der siden blev senator, så Virginia-valget. Warner forsøgte at okkupere pladsen på den politiske midte i Virginia, og han vandt med fem procentpoint.

Eksemplerne bliver ved og ved. Kigger vi på de nuværende meningsmålinger, tyder det samlet set heller ikke på, at den regel kommer til at ændre sig i år – i begge stater har de demokratiske kandidater således en føring i guvernørvalgene.

Kampen om The Old Dominion

Mest tydeligt er dette billede i Virginia. Ifølge gennemsnittet fra mediet DecisionDesk fører den demokratiske kandidat Abigail Spanberger med 9,7 procentpoint over sin republikanske modkandidat, den nuværende viceguvernør Winsome Earle-Sears.

Spanberger har en otte år lang karriere i CIA bag sig, som sluttede i 2014. Fire år senere blev hun valgt til Repræsentanternes Hus for Demokraterne, da hun med to procentpoints forspring fravristede Republikanerne pladsen, og hun opnåede genvalg til kammeret i både 2020 og 2022, inden hun i 2023 annoncerede, at hun ikke genopstillede til Kongressen, men i stedet havde sat sejlene efter guvernørboligen i Virginia.

46-årige Spanberger er – jo i al fald holdt op imod folk som Joe Biden, Nancy Pelosi og Chuck Schumer – nærmest en vårhare, og da en Virginia-guvernør ikke har mulighed for at bestride posten i mere end en periode ad gangen, vil Spanberger efter et formentlig succesfuldt guvernørvalg meget vel begyndte at kigge efter endnu tungere politiske poster. Måske som senator, måske hun vil være interessant som vicepræsidentkandidat en dag, eller måske hun vil forsøge et præsidentielt kandidatur.

Modkandidaten Winsome Earle-Sears har ikke nogen landspolitisk baggrund, men havde i begyndelsen af 00’erne en periode i Virginias House of Delegates, og da Youngkin i 2021 blev valgt som guvernør, vandt også Earle-Sears et tæt valg til viceguvernørposten – en rolle, som hun var den første kvinde til at indtage. Sikkert og vist er det dermed i øvrigt, at Virginia får sin første kvindelige guvernør.

Winsome Earle-Sears har blandt andet satset hårdt på at tale om transkønnedes rettigheder i valgkampen. Republikanske strateger har talt positivt om budskabet, blandt andet som en måde, hvorpå Earle-Sears kunne adskille sig.

Slagnummeret synes dog ikke videre effektivt og da i al fald ikke afgørende. Earle-Sears har ellers skrevet om Spanberger, at hun mener, at ”din datter skal konkurrere og dele et omklædningsrum med biologiske mænd”, og hun har også parafraseret Trumps talestreg fra præsidentvalgkampen om transkønnede ved at sige: ”Spanberger is for they/them.” Ligeså har CNN rapporteret, at Earle-Sears i september har brugt ”$2 million on ads focused on transgender policy, more than it spent on any other topic.”

Men budskabets begrænsning blev blandt andet af republikaneren Bill Bolling, der er tidligere viceguvernør, trukket hårdt op. Han sagde til New York Times, at op til et vist tidspunkt i kampagnen ”the only message she had was transgender issues, and nobody cared. Now she’s talking about the Jay Jones texts, and nobody cares about that either” – en reference til den demokratiske kandidat til justitsministerposten, der i private SMS’er har udtrykt sig positivt om politisk vold.

Spanberger har til gengæld taget et ord, mange demokrater har taget til sig i den seneste tid: Affordability. Guvernørkandidaten har lanceret sin “Affordable Virginia Plan“, og CNN har endda formuleret det sådan, at spørgsmålet om omkostninger (costs of living) er “hjørnestenen i hendes kampagne.” En titel fra en reklame sagde det næsten så klart, som det kan: “Abigail Spanberger is Laser-Focused on Affordability.”

Som Rachel Cohen Booth har skrevet i Vox, så afspejler Spanbergers fokus på “affordability” en bredere tendens, hvor demokratiske politikere – fra Elizabeth Warren til Minnesotas justitsminister Keith Ellison – har taget ordet til sig, måske fordi ordet er så bredt, at det kan omfavne en hel masse forskellige politiske prioritieringer.

Det betyder dog ikke, at Spanberger kun har fokuseret på affordability. Hun har også lagt vægt på sin baggrund i CIA undervejs i kampagnen, ligesom hun også har angrebet Winsome Earle-Sears på abort. I reklamen “Wicked” har hun for eksempel fremhævet, at Earle-Sears tidligere har kaldt abort for netop “wicked.”

Bemærkelsesværdigt nok – blandt andet blandt demokrater – har Earle-Sears endnu ikke modtaget en egentlig støtteerklæring fra Donald Trump, selvom hun gør “(…) her best to bring Donald Trump’s extreme job-killing and cost-raising agenda to Virginia, but even he wants nothing to do with her desperate and failing campaign“, som en talsperson fra Democratic Governors Asssociation ifølge NBC News sagde.

Til gengæld har Trump omtalt Earle-Sears som “excellent” og opfordret til at stemme republikansk i valgene, så helt distanceret har den i øvrigt upopulære præsident i starten ikke været. Spanberger har til gengæld ført kampagne med blandt andre Barack Obama, der har for vane at møde op i Virginia-valgene.

Samlet set kan min forudsigelse for dette valg ikke være overraskende baseret på ovenstående gennemgang: Abigail Spanberger (D) vinder guvernørvalget og bliver Virginias første kvindelige guvernør.

Mens guvernørvalget er hovedoverskriften, findes der også flere andre valg sted. Både til viceguvernørposten og til posten som Attorney general (justitsminister) i delstaten. Særligt den sidste tegner til at blive enormt interessant, men også viceguvernørvalget er i meningsmålingerne tættere end guvernørvalget.

Kampen om viceguvernørposten står mellem demokraten Ghazala Hashmi og republikaneren John Reid.

61-årige Hashmi er den første muslim i Virginias delstatssenat, hvilket hun blev valgt til i 2019 med sloganet “Ghazala Hashmi is an American name”, og hun færdiggjorde inden sin politiske karriere desuden en ph.d.

54-årige Reid har omvendt ingen politisk baggrund, men har mange års erfaring som journalist og bestred også posten som kommunikationsdirektør for den tidligere republikanske Virginia-senator George Allen, der også var tidligere guvernør. Og mens Hashmi kan blive den første muslimske kvinde til at blive valgt til et embede, som dækker en hel delstat, så kan Reid blive den første homoseksuelle republikaner, der bliver valgt til et sådant embede.

Hashmi må betragtes som favoritten til at vinde, men helt så stærkt som Spanberger synes hun ikke at stå. Ifølge Decision Desks gennemsnit fører Spanberger som nævnt med 9,7 procentpoint, mens Hashmi omvendt fører med 4,4 procentpoint. Det til trods har gennemsnittet ingen målinger, hvor Reid i runde tal fører, og selvom han altså står med en vis mulighed for at vinde, virker det altså mest oplagt at pege på Hashmi som vinderen af viceguvernørvalget.

Det er således det, jeg gør: Ghazala Hashmi (D) vinder viceguvernørvalget.

Et skridt længere ned ad stigen finder vi Virginias mest spændende seance: Valget til posten som justitsminister mellem Jason Miyares (R) og Jay Jones (D).

Jason Miyares blev valgt i 2021 valgt som delstatens attorney general, mens Jay Jones har brugt nogle år i delstatens House of Delegates. Miyares er altså den siddende justitsminister, som Jones skal forsøge at vippe af pinden, men det er en markant sværere opgave end som så.

Valgkampen til justitsminister har nemlig i høj grad været defineret af, at National Review i begyndelsen af oktober kunne fortælle, at Jay Jones i tekstbeskeder havde udtalt sig forherligende om politisk vold, og den sag har skadet ham så meget, at Miyares nu faktisk ligner en svag favorit i meningsmålingerne. For at illustrere: Jævnfør Decision Desks gennemsnit førte Jones med 4,4 procentpoint på dagen, hvor National Reviews afsløring kom.

I dag fører Miyares med cirka tre procentpoint. Billedet er vendt på hovedet.

Man kan dog stadig formulere et godt argument for, hvorfor Jones trods skandalerne alligevel kan vinde. Nogle har spekuleret i, at meningsmålingerne undervurderer ham på grund af såkaldte “shy Jones voters.” Samtidig er det muligt, at Spanbergers sejrsmargin kan smitte positivt af på hans stemmeandel, således han kan blive hevet over målstregen.

Omvendt er det trods alt Miyares, der fører i meningsmålingerne, og han er også ifølge selvsamme mere populær end Jones, ligesom han har kradset mange gange så mange penge ind på det seneste, som Jones har. Man kan altså – ved at låne en linje fra Sean Trende – betragte justitsministervalget som “the irresistible force vs. immovable object.” Førstnævnte er det overordnede politiske klima i Virginia, der tegner demokratisk, mens sidstnævnte er de specifikke elementer i justitsministervalget, der peger i en republikansk retning.

Forstandige Virginia-analytikere har også forskellige forudsigelser: Chaz Nuttycombe peger på Jay Jones, Joe Szymanski vurderer, at Miyares løber med sejren.

Alt i alt er dette klart det sværeste valg at beslutte sig for, men jeg skal pege på en af dem, og jeg må sige, at jeg ikke synes, der er gode nok grunde til at fravige meningsmålingerne: Jason Miyares (R) vinder justitsministervalget i Virginia.

Hvor skal valget vindes?

Men valget skal selvfølgelig også vindes, og alle kampagnerne – om det er til guvernørvalget eller justitsministervalget – har alle steder i delstaten, de vil stærke og steder, de vil være svage.

For at give et overordnet indblik i Virginias politiske geografi har jeg lånt Virginia Livings opdeling af statens 95 counties og 38 uafhængige byer i fem regioner – henholdsvist den nordlige, den østlige, den sydvestlige, den centrale og endelig Shenandoah Valley. Det skal siges, at ikke alle opererer med denne samme definiton af statens opdeling, og derfor skal den altså ikke ses som et sandhedsvidne i diskussionen om opdelingen af Virginia, men som en overskuelig måde at få indblik i statens politiske virkelighed på.

Begynder vi i det nordlige Virginia, træder vi ind i demokratisk kerneland. Her finder man blandt andet statens tre største counties, og det allerstørste af dem, Fairfax, gav Kamala Harris 66 % af stemmerne. Af de forskellige counties og byer i regionen vandt Harris dem alle, pånær Fauquier County, og kun i to af områderne fik hun mindre end 56 %.

Det nordlige Virginia som defineret af Virginia Living gav Harris 38 % af hendes samlede stemmeandel i delstaten, hvilket altså vidner om, at det er et område, hvor Demokraterne kommer til at hente mange stemmer, mens det for Republikanerne gælder om at begrænse nederlaget og få så meget som muligt med.

Det til trods bevægede det nordlige Virginia sig til højre i 2024 sammenlignet med 2020, hvilket bidrog til, at Donald Trump holdt det tættere i staten, selvom han tabte. Et godt eksempel var Loudoun County, som analytikere på valgnatten i 2024 oplevede som tættere end forventet, hvilket indikerede, at Harris stod med et problem.

Rykker vi til Shenandoah Valley, finder vi omvendt en republikansk region. Donald Trump vandt flest uafhængige byer og samtlige counties, heriblandt Craig County med næsten 82 % af stemmerne. Bidraget til hans samlede stemmetal var også væsentligt, men dog mindre, end man måske kunne tro – således tegnede det sig for 10 % af hans totale antal stemmer.

I det sydvestlige Virginia finder vi også en republikanskdomineret region, hvor Trump vandt multiple counties med over 80 % af stemmerne, heriblandt Lee County med næsten 86 %. Det gjorde Lee til det county, hvor Trump fik den største procentuelle andel af de afgivne stemmer, men det har ikke afholdt Spanberger for at besøge området under valgkampen i forsøget på at få hevet republikanske vælgere ind i folden.

En anden måde at kigge på disse regioner på er ved at fremhæve de områder, hvor Glenn Youngkin i 2021 ved guvernørvalget klarede sig mærkbart bedre end Trump i 2024, der jo trods alt tabte staten. Ifølge Steve Kornackis oversigt på NBC News befinder syv af de ni counties, hvor Youngkin overpræsterede mest i forhold til Trump, sig i de to sidste regioner: Den østlige og den centrale region.

I den centrale region finder vi blandt andet Chesterfield County, som Youngkin vandt med fem procentpoint, mens Trump tabte med ni. Ligeledes finder vi i den østlige region eksempelvis James City County, som også var et Youngkin-Harris-område, ligesom  vi også finder King George, hvor Trump klarede sig 12 procentpoint dårligere. Vinder Republikanerne et af de tre store valg, må man forvente, at de kommer til at vise sig godt samme i de blandt andet disse benævnte områder.

Kan Republikanerne vinde i New Jersey?

Valget i New Jersey kan ses, som Max Raskin skrev i Washington Post, som et valg, hvor to tendenser er i konflikt med hinanden.

På den ene side som tidligere nævnt, at der i et langt stykke tid kun har været få tilfælde, hvor præsidentens parti har vundet guvernørvalget. Og på den anden side, at staten ikke har valgt en guvernør fra det samme parti tre perioder i træk, hvilket de ellers vil gøre, hvis demokraten Mikie Sherrill besejrer republikaneren Jack Ciattarelli.

Meningsmålingerne indikerer da også en en fordel til Mikie Sherrill – en fordel, der dog er mindre end Spanbergers i New Jersey.

Ifølge gennemsnittet hos DecisionDesk er Sherrill foran med 3,9 procentpoint og ligger lige omkring 50 %. Det er et godt udgangspunkt, og det gør hende til favorit, men nogle målinger indikerer vitterligt tæt løb: Eksempelvis udgav Emerson College torsdag en måling, der indikerede et forspring til Sherrill på blot to procentpoint. En anden måling fra weekenden har Sherrill “foran” med blot et procentpoint.

Den slags målinger ser vi ikke Virginia, og hvor det efterhånden vil være nærmest en sensation, hvis Earle-Sears vinder, vil det snarere være overraskende, men ikke uden for nummer, hvis Ciattarelli vinder i New Jersey. Og inden vi går nærmere ned i guvernørvalget, er det værd at nævne, at i New Jersey vælges viceguvernøren sammen med guvernøren, mens delstatens justitsminister ikke vælges ved valg.

53-årige Mikie Sherrill har en mangeårig baggrund i det amerikanske militær, og hun blev senere anklager, indtil hun i 2018 fik sit politiske gennembrud ved at blive valgt til Repræsentanternes Hus, hvor hun stadig sidder. På den måde er hendes baggrund altså ikke helt ulig Spanberger, der jo som nævnt også blev valgt under den demokratiske bølge ved midtvejsvalget i 2018.

Ciattarelli, der har baggrund som forretningsmand, er født og opvokset i New Jersey, men har kun været i lokalpolitik i delstaten, hvor han har brugt en årrække i dens General Assembly (det ene kammer i delstatsforsamlingen).

Guvernør har han imidlertid et tydeligt ønske om at blive. I 2017 nåede han ikke længere end de republikanske primærvalg, men i 2021 blev han partiets kandidat og var 3,2 procentpoint fra at vinde over Phil Murphy (D).

Nu håber han, at tredje gang bliver lykkens gang, og både han og Sherrill har gjort “affordability” til deres “primære løfte”, som New Jersey Monitor anførte i starten af oktober.

Dette er oplagte budskaber i en stat, hvor både elektricitetsomkostningerne og ejendomsbeskatningen er væsentlige spørgsmål. Flere gange har Ciattarelli således sagt, at Demokraterne “går mere op i pronominer end ejendomsbeskatning”, mens Sherrill har sagt, at hun er “laser-focused on driving down your costs, making New Jersey more affordable.” Årets guvernørvalg er altså i et pænt omfang defineret af spørgsmålet om at have råd til ting.

Over Jack Ciattarelli ligger Donald Trump også og lurer. Mediet Time har beskrevet, at Ciattarelli går en “balancegang” i forhold til præsidenten, der består i “et løfte om at være en republikansk guvernør, der kan samarbejde med præsidenten uden blindt at følge ham.” Andre medier har beskrevet det samme, og det er oplagt, for trods højreskredet i 2024 er New Jersey en demokratisk stat. Derfor er Ciattarelli tilsyneladende en smule ængstelig for at komme til at ligne en Trump-klon.

Trump har selv talt positivt om Ciattarelli, men præsidenten har alligevel opretholdt en vis distance til valget. Til gengæld har Sean Hannity holdt et arrangement med Ciattarelli, mens eksempelvis Vivek Ramaswamy også har lagt vejen forbi. Omvendt havde også Sherrill besøg af Barack Obama i weekenden, og det vidner altså om, at den tidligere præsident ses som et trumfkort i både New Jersey og Virginia.

Samlet set har Ciattarelli altså en realistisk chance for at vinde, men man kan ikke give ham favoritværdigheden hverken ud fra det overordnede klima, meningsmålingerne eller fundraising. Mikie Sherrill (D) vinder guvernørvalget i New Jersey.

The Garden States politiske haver

Ser vi nærmere på New Jerseys politiske udgangspunkt, vandt Harris staten i 2024 og det med seks procentpoint, mens Biden vandt med 15 procentpoint for fem år siden. Der var altså tale om et betragteligt højreskred, der gjorde det til tætteste resultat for et præsidentvalg i New Jersey siden 1992.

Trump vandt fem Biden-counties og gjorde også indhug blandt hispanics, for eksempel i byen Passaic, som i 2016 “voted for Hillary Clinton by 52 points; in 2020, it voted for Biden by 26 points; and in 2024, it flipped to Trump by just over six points”, som New Jersey Globe har beskrevet det. Man kan også i den forbindelse fremhæve Hudson County, der, som Ron Brownstein påpegede, er området med den næststørste hispanicbefolkning i New Jersey: Og mens Biden havde vundet det med 46 procentpoint i 2020, vandt Harris “kun” med 28 procentpoint fire år senere. Det bliver interessant at se, om Ciattarrelli formår at gøre yderligere indhug i de områder.

Et andet område, der var illustrativt for statens højreskred blandt hispanics, var Perth Amboy i Middlesex County, der blev fremhævet af NBC News: Ifølge dem vandt Biden med 44 procentpoint, mens Harris blot vandt med ni – en by, der jævnfør NBC var “now 81% Latino, the third-highest share of any place in the state. Half its Latino population is of Dominican origin, among the highest concentrations anywhere in the country.”

Mere generelt består NJ af 21 counties. Af dem vandt Trump 12, Harris ni. Det største county er Bergen, som i 2024 delte sig forholdsvist lige mellem Trump og Harris, efter Biden havde vundet det klart i 2020. Fire år senere vandt Harris med 4 procentpoint og omkring 15.000 absolutte stemmer.

For hende var det mest værdifulde county imidlertid Essex, der ligger i den nordlige del af staten. Her fik hun sin største procentandel med 72  %, og derudover var Essex det county, som gav hende det største absolutte stemmetal. Det er derfor tydeligt, at det også bliver en væsentlig kilde til Sherrills samlede stemmetal.

En lignende, men omvendt dynamik, finder man til gengæld i Ocean County, som Donald Trump vandt i 2024 og fik 67 % af stemmerne, ligesom det var det område, hvor han fik flest stemmer i absolutte tal. Her er det altså omvendt Ciattarrelli, der skal excellere – og bruge det som et af de trædesten, der skal til, hvis han endelig vil blive guvernør i The Garden State.

Sammenfatning

Så lad os lige opsummere USAPols prognose for lokalvalgene:

Vinder af Virginias guvernørvalg: Abigail Spanberger (D)

Vinder af New Jerseys guvernørvalg: Mikie Sherrill (D)

Vinder af Virginias viceguvernørvalg: Ghazala Hashmi (D)

Vinder af Virginias valg til Attorney General: Jason Miyares (R)

Godt valg!