Fire republikanske speakerkandidater skulle der til efter Kevin McCarthys afgang, men nu har Repræsentanternes Hus – med stemmer fra alle tilstedeværende republikanere – valgt en speaker, Mike Johnson fra Louisiana, der har beklædt posten som næstformand for House Republican Conference, den republikanske gruppe i Repræsentanternes Hus.
Efter det blev klart, at hverken Steve Scalise eller Jim Jordan havde stemmerne, nominerede Republikanerne ellers en tredje kandidat: Majority whip Tom Emmer. Men det var nok de færreste, der troede på, at hammeren nogensinde ville blive hans. Tallene i de interne afstemninger illustrerede hvorfor.
I første runde fik han blot 78 stemmer, mens der samlet blev afgivet 137 stemmer på andre kandidater. I de to efterfølgende runder udvidede Emmer tallet til henholdvis 90 og 100, men nomineringen var stadig ikke hans, før han fik flertal. Derfor måtte han til fjerde runde, og heller ikke her lykkedes det, selvom hans allierede inden da virkede til at tro, at han kunne sikre sig sejren heromkring hvis ikke inden. Jo længere tid, der gik, jo sværere kunne det blive at samle sig bag Emmer. I sidste runde var der kun Mike Johnson og Emmer tilbage. Her tiltrak Johnson nemlig 41 stemmer yderligere og endte på 97. Emmer endte på 117, vandt nomineringen – og allerede her forekom det at se vanskeligt ud for hans aspirationer.
Få timer senere var sagen klar, og Emmer trak sig efter at have set skriften på væggen, nok også en smule hjulpet på vej af Donald Trump, der offentligt modsatte sig hans kandidatur.
Således måtte Republikanerne nok en gang tilbage til tegnebrættet, men denne gang var der i hvert fald en faktor, som syntes at spille en større rolle end før: Ren og skær udmattelse. Man anede både vrede, pinlighed og et ønske om bare at få tingene på plads hos Republikanerne. Dette forklarer ingenlunde hele dynamikken bag valget af Johnson, men han formåede modsat Tom Emmer at slå mønt på denne fordel.
Det er bemærkelsesværdigt, at Republikanerne samlede sig så hurtigt og næsten konsekvent omkring Johnson efter alt det, der er sket. Faktisk var det en særdeles kedelig afslutning på et særdeles dramatisk forløb, endda i så høj grad, at man kunne tænke, at det fra starten var uundgåeligt, at han ville vinde. Det var det dog ikke.
I første runde af Emmers kandidatur havde Jordan kun fået lige over 30 stemmer. Det indikerede ikke ligefrem voldsom appetit på ham i gruppen. Men behersket begejstring er ikke det samme som aversion, og den lærdom er vigtig her. Johnson har – udtalte kongresmedlemmet Brian Fitzpatrick – slet og ret ikke fået fjender i Huset, siden han blev valgt i 2016. Og hvad endnu bedre var: Trump bakkede ham op.
Det store spørgsmål er nu, hvordan han kommer til at regere. Han bliver den mest konservative speaker i hvert fald i 80 år ifølge politologen Matthew Green og var jævnfør New York Times “a key architect of Republicans’ objections to certifying Mr. Biden’s victory on Jan. 6, 2021.” Dette har uden tvivl bidraget til, at han fik Trumps støtteerklæring.
Men hvad der ligeledes er centralt, er, om han kan opbygge den koalition, der er nødvendig for, at tingene kan fungere. Kongreseksperten Matt Glassman har i den sammenhæng hæftet sig ved begrebet “procedural coalition”, i hvilket der ligger, at selve procedureafstemningerne forløber problemfrit, uanset hvad holdningen til det egentlige lovforslag så er. Selve dette havde McCarthy besvær med og tabte derfor flere af slagsen. Hvorledes Johnson forvalter den opgave bliver afgørende, men opbakningen til ham giver grund til at tro, at han i hvert fald har bedre forudsætninger end de fleste.
Johnsons erfaring i Repræsentanternes Hus er begrænset, og han bliver faktisk – også ifølge Green – den mest uerfarne speaker i 80 år. Det bliver med andre ord en stejl læringskurve, og som Brendan Buck, der tidligere har arbejdet for to republikanske formænd for Huset, skriver i Politico, skal vi holde øje med majoritetsleder Steve Scalise: “(…) a neophyte speaker will naturally create a leadership void simply by nature of being new to the job. That might mean Steve Scalise, a fellow Louisianan who was just passed over for the top job, becomes the most powerful majority leader in decades (…).” Og den grundlæggende realitet har stadig ikke ændret sig: Johnson skal som speaker nummer 56 regere et yderst snævert republikansk flertal.
Hammeren er nu hans.
