Spoler man igennem episoderne af den republikanske sæbeopera i Repræsentanternes Hus, efterlades man med et spøjst indtryk: At det stadigvæk er Kevin McCarthy, der ville have lettest ved at opnå nok republikanske stemmer til at blive speaker – og han blev som bekendt afsat fra posten i starten af måneden.
Indtil videre har ingen af de potentielle afløsere været så tæt på at få jobbet, som McCarthy var – og som han i sidste ende fik – i januar. Majoritetsleder Steve Scalises kandidatur til posten som formand for Repræsentanternes Hus kuldsejlede allerede inden en egentlig speakerafstemning. Og næste skud på stammen, Jim Jordan, måtte igennem tre afstemninger, hvor hans opbakning gradvist blev mindre, før Republikanerne gik til en intern, hemmelig afstemning og med en vis margin stemte for, at det var tid til en ny fakkelbærer. Partiet gik atter tilbage til startrampen, og hvor de lander, kan dårligt være mere usikkert.
Jim Jordans kandidatur var i et vist omfang funderet i forestillingen om, at han var manden, der kunne samle Republikanerne i Huset, både som enhed og om ham. Det kan synes underligt, idet den tidligere republikanske formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, for eksempel har omtalt ham som ”a legislative terrorist”. Men Jordan havde stor opbakning fra McCarthy, over 15 års erfaring i Huset og ikke mindst et ur, der bliver ved med at tikke mod en regeringsnedlukning i midten af november, mens Republikanerne endnu ikke har en speaker på plads.
Imidlertid kunne Jordan konstatere, at han i første runde fik 200 stemmer, 199 i den efterfølgende og 194 i den afsluttende. Forskellige nuancer kan tilføres disse tal, men de slår åbenlyst fast, at gruppen af Jordan-modstandere var for stor. De kunne tilsyneladende ikke tilbydes noget, i hvert fald ikke når de stod sammen om deres fælles mål. Jordan kan ganske givet kritiseres for dele af sin taktik, men i sidste ende gjorde de vanskelige omstændigheder udslaget.
Da punktummet for Jordans kandidatur var sat, begyndte næste kapitel: At finde Republikanernes tredje kandidat til posten siden McCarthys afgang. Der er hele otte kandidater til posten, hvoraf de fem vigtigste er Tom Emmer, Gary Palmer, Kevin Hern, Byron Donalds og Mike Johnson. Førstnævnte, der har posten som majority whip, synes at opfattes som den indledende favorit, men faktum er, at ingen af disse ni har en klar vej til de 217 stemmer, der som udgangspunkt er det magiske tal, da to pladser i Huset i øjeblikket er ubesatte.
I dag stemmer Republikanerne så om, hvem der skal være deres kandidat. Som udgangspunkt vil 111 stemmer (en majoritet af partiet i Huset) her være tilstrækkeligt. Kan ingen samle flertal, vil den kandidat med færrest stemmer blive sat ud af spillet, og en ny runde begynde. Og lad os være ærlige: Det er meget vanskeligt at se, at nogen skulle kunne skaffe flertal i første runde. Otte kandidater spreder i dette henseende mulighederne og komplicerer kandidaternes vej dertil. Og som både Scalise og Jordan viste, er en nominering til speakerposten ikke ensbetydende med, at man er sikret hammeren.
Det er ikke umuligt, at de faktiske forhold bare er, at ingen republikaner på nuværende tidspunkt vil kunne få 217 stemmer eller det, der ligner. Og er det tilfældet, er det måske McCarthy, der ville kunne komme tættest på. I januar endte han med at få hammeren, og kun otte republikanere stemte for hans afgang tidligere på måneden. Men McCarthy stiller ikke op denne gang og har i stedet bakket op om Tom Emmers aspirationer.
De sidste par gange har jeg afsluttet nyhedsbrevet ved at spørge, om vi mon har en speaker i næste uge. Det samme vil jeg gøre denne gang – blot med den medfølgende betragtning, at ingen aner, hvad der kommer til at ske. Måske ender Republikanerne med formelt at vælge Patrick McHenry som speaker pro tempore, måske ender de med en af de ni, måske tegner et helt nyt scenarie sig. Det eneste, man ikke må gøre, når man følger slagets gang, er at glemme følgende: Fejlmarginen er ekstremt lav, og at navigere i en sådan dynamik har ingen andre end Kevin McCarthy formået – og det kun i ganske kort tid.
Opdateret, da der retteligt er otte kandidater tilbage.
