Få i nyere amerikansk politisk historie har som Mike Pence haft et så oplagt udgangspunkt for at blive præsident, ud fra hvilket de så lancerede en kampagne, der fejlede på spektakulær, men også forudsigelig vis.
Pence var medlem af Repræsentanternes Hus fra 2001 til 2013 og bestred herefter guvernørposten i Indiana i fire år, før han kunne indtage embedet som vicepræsident under Donald Trump. Ham ville der, kunne Pence i al fald håbe, komme en tid efter, og hvem mere oplagt til at tage over end nummer to. Men at takke ja til at blive Trumps vicepræsidentkandidat var også et opportunistisk valg.
I weekenden suspenderede Mike Pence så den præsidentkampagne, han tidligere i år havde lanceret. I gennemsnittet af meningsmålinger krydsede han ikke 10 %, efter han meldte sig ind i kampen, og måtte derfor annoncere, at dette ikke var det rigtige tidspunkt at forsøge at blive præsident. Og det tidspunkt kommer nok heller aldrig.
Ved delvist at føre kampagne som en Reagan-konservativ lagde Pence nemlig sine æg i en kurv, som ikke længere findes. Republikanerne har bevæget sig væk fra Reagan – en proces, som måske allerede begyndte kort efter hans embedsperiode, men som i hvert fald blev cementeret af Donald Trump igen og igen.
Tilsyneladende besad den tidligere vicepræsidents mærkesager ej heller nævneværdig pondus. Tydeligt var dette, når Pence med stolthed fortalte om, hvorledes Trump-administrationen banede vejen for afskaffelsen for Roe v. Wade, mens denne administrations leder omvendt har lagt vægt på, at det kostede Republikanerne ved midtvejsvalget 2022. Det var øjensynligt ikke diskvalificerende ikke at være kristen, konservativ og republikaner i nævnte rækkefølge, som Pence før har omtalt sig selv.
Det kan synes paradoksalt, at man hæfter sig så meget ved de seneste, absolut sværeste år i Pences politiske liv. Iagttager man blot hans poster i to årtier i amerikansk politik, opnåede han snart sagt alt, hvad der var muligt, men alligevel endte karrieren som en tragedie, som præsidentvalgkampen føjede det sidste kapitel til. Da han efter præsidentvalget i 2020 ikke ville eller kunne agere, som Trump ville have ham til, faldt hans popularitet blandt republikanske vælgere mærkbart. Præsidenten, han i fire år havde arbejdet for, var blevet til en fjende, og det prellede af, når Pence i valgkampen kritiserede ham. Imens sejlede Trump sikkert væk fra al modstand.
I starten af september advarede Pence Republikanerne mod at bevæge sig i en populistisk retning og i stedet vælge den konservative vej. ”(…) Will we”, spurgte han, ”be the party of conservatism or will we follow the siren song of populism unmoored to conservative principles? The future of this movement and this party belongs to one or the other — not both. That is because the fundamental divide between these two factions is unbridgeable.”
Måske var den analyse rigtig, måske var den ikke. Evident er det til gengæld, hvilken side af splittelsen Pence stod på – og evident er det, at den har tabt. Det var Pences præsidentkampagne et vidnesbyrd om. Alt dette kan man lægge sammen, og så har historien om de seneste år i hans karriere ellers skrevet sig selv.
På papiret er det ikke umuligt, at Pence kan vende tilbage i en politisk rolle en dag, i stil med hvad Mitt Romney, Republikanernes præsidentkandidat i 2012, formåede for cirka fem år siden. Men fælles for Romney og Pence er, at deres præsidentielle drøm er slukket. Romney blev kortvarigt republikansk fakkelbærer, det bliver Pence ikke. Til gengæld stod han ved sit ideal om at være kristen, konservativ og republikaner. Det bliver også en del af eftermælet – og for ham måske den vigtigste af dem alle.
