Ketanji Brown Jackson skal nok blive ny højesteretsdommer

Foto: Architect of the Capitol

I fredags kunne præsident Joe Biden sige således: “My nominee for the United States Supreme Court is Judge Ketanji Jackson.”

Det er dermed 51-årige Ketanji Brown Jackson, som Joe Biden ønsker skal være ny højesteretsdommer efter Stephen Breyer – hvilket vi også forudsagde i vores seneste opdatering. Ifølge Politicos Laura Barrón-López og Christopher Cadelago trak to ting Biden i retning af Jackson: “Jackson was molded by her predecessor, the retiring Justice Stephen Breyer; and, like Biden, she came with a rounded resume bolstered by her work as a public defender.” Ketanji Brown Jackson har dermed muligheden for at blive den første sorte, kvindelige højesteretsdommer.

Ketanji Brown Jackson har tidligere arbejdet for Stephen Breyer, som hun nu skal afløse, og hun er på nuværende tidspunkt dommer ved U.S. Court of Appeals for the D.C. Circuit. Hun blev godkendt af Senatet til dette embede sidste år, hvor hun altså også var blevet nomineret af Biden. Stemmetallet var 53 for og 44 imod. Tre republikanere – Susan Collins fra Maine, Lisa Murkowski fra Alaska og Lindsey Graham fra South Carolina – stemte dengang for at godkende hende.

Godkendelsen denne gang burde – som nævnt en del gange før – ikke blive det store problem. De to vigtigste senatorer at holde øje med i første omgang er Arizona-senator Kyrsten Sinema og West Virginia-senator Joe Manchin. Både Sinema og Manchin er kommet med udtalelser, der i sig selv ikke fortæller os så meget, men der er ikke noget, der indikerer, at de ikke vil stemme for Ketanji Brown Jackson – også selvom Manchin ifølge Punchbowl News foretrak J. Michelle Childs som højesteretsdommer.

Mere negativ var den republikanske senator Lindsey Graham, der tolkede det, som om at “the radical Left has won President Biden over yet again.” Det er en bastant udtalelse taget i betragtning, at Graham sidste år stemte for Jackson, men Graham foretrak ligesom Manchin J. Michelle Childs – og så er det her jo trods alt en udnævnelse til Højesteret. Den anden South Carolina-senator, republikaneren Tim Scott, var også skuffet over, at Biden ikke valgte Childs – som ifølge ham ville have fået bred tværpolitisk opbakning.

Heller ikke Collins eller Murkowski kom med nogle garantier. Således sagde Murkowski: “I’ve been clear that previously voting to confirm an individual to a lower court does not signal how I will vote for a Supreme Court justice. (…) Being confirmed to the Supreme Court—the nation’s highest tribunal, and a lifetime appointment—is an incredibly high bar to achieve.” Det er dog væsentligt at anføre, at Biden som udgangspunkt ikke behøver de republikanske senatorer.

Onsdag mødes Senatets majoritetsleder Chuck Schumer med Jackson. I fredags udtalte han: “(…) Senate Democrats will work to ensure a fair, timely, and expeditious process – fair to the nominee, to the Senate, and to the American public. Under Chairman Durbin’s leadership, Judge Jackson will receive a prompt hearing in the Senate Judiciary Committee in the coming weeks. After the Judiciary Committee finishes their work I will ask the Senate to move immediately to confirm her to the Supreme Court.”

Vores vurdering er, at Ketanji Brown Jackson nok skal blive godkendt.

 

 

 

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.