En af de mest markante senatorer under præsident Biden har besluttet, at tiden er kommet til at søge nye græsgange. Den demokratiske West Virginia-senator Joe Manchin, der skulle have forsvaret sin plads i 2024, sagde 9. november: “(…) I will not be running for re-election to the United States Senate, but what I will be doing is traveling the country and speaking out to see if there is an interest in creating a movement to mobilize the middle and bring Americans together.” Senatoren holder altså døren åben for en præsidentkampagne næste år i stedet, men i så fald som tredjepartiskandidat.
Ser vi på Manchin som politiker, var han den mest magtfulde senator i Bidens første to embedsår. Det hang sammen med, at Senatet var delt 50-50 fra 2021-2023, og vicepræsident Kamala Harris derfor stod med den afgørende stemme i tilfælde af stemmelighed. Det gav Demokraterne det tyndest mulige flertal, og flere af Bidens helt store bedrifter afhang således af, at samtlige demokratiske senatorer stod bag partilinjen. Men Manchin agerede ofte på sin egen måde, og i hans hjemstat ligger en stor del af forklaringen.
Manchin gik ind i lokalpolitik i West Virginia i 1980’erne, hvor delstaten mestendels stemte på demokratiske præsidentkandidater. I 2004 blev han valgt som guvernør, samtidig med at George W. Bush vandt staten for anden gang, og i 2010 blev han amerikansk senator i et specialvalg. Hans seneste genvalgskampagne i 2018 illustrerede, hvor anderledes en type politiker han er. To år forinden havde Donald Trump vundet præsidentvalget i delstaten med næsten 42 procentpoint. Men Manchin vandt sit valg med tre procentpoint – en massiv overpræstation.
Manchins ageren som demokratisk politiker i nutidens West Virginia gav både anledning til begejstring og frustration i partiets rækker. Han modsatte sig flere demokratiske prioriteringer, men uden ham eksisterede American Rescue Plan ikke i sin vedtagede form, og Inflation Reduction Act var heller ikke blevet til noget. Imidlertid endte sidstnævnte som en langt smallere løsning, end det oprindeligt var planen fra Biden og Demokraternes side. Det var i vidt omfang Manchins ansvar, men Demokraterne kunne ikke gøre andet end at komme ham i møde, for blev de ikke enige, vurderede Manchin næppe, at han betalte den store politiske pris i hjemstaten for at køre en af Bidens prestigeprojekter i hegnet. Derfor var han så magtfuld, at det var en spøg at omtale ham som Senatets majoritetsleder.
Demokraterne har godt vidst, at de risikerede at miste pladsen i West Virginia. For selvom Manchin har udøvet noget nær politisk magi ved at blive siddende så længe på posten, ville 2024 umiddelbart være hans største opgave. Ikke blot skulle han forsvare pladsen, han skulle gøre det samtidig med præsidentvalget. For at illustrere den udfordring: I 2020 var der kun en enkelt delstat, der stemte på en republikansk senatskandidat og en demokratisk præsidentkandidat – eller omvendt. I 2016 var der ingen delstater, der gjorde noget sådant – og da slet ikke i det omfang, som Manchin skulle formå.
Mens vi ventede på Manchins beslutning, opfattede iagttagere dog stadig valget i delstaten som helt åbent eller forholdsvist åbent. Men nu hvor Manchin ikke er på stemmesedlen, er vurderingen, at Demokraterne er så godt som sikre på at tabe sædet. Et nederlag i West Virginia sætter deres majoritet i Senatet under stort pres. Med en republikansk vicepræsident kan et nederlag alene være nok til at miste kontrollen, selv hvis de holder alle andre senatspladser. Og det kan i forvejen vise sig at blive vanskeligt, for Demokraterne skal også forsvare to pladser i Ohio og Montana, som Trump i 2020 vandt med henholdsvis otte og 16 procentpoint. Hertil kommer, at den måske mest oplagte mulighed for Demokraterne for at fravriste Republikanerne et sæde er Texas, alternativt Florida. Begge stater, som Trump vandt i 2020, og som i øvrigt ingen demokratiske senatorer har på nuværende tidspunkt.
For 76-årige Manchin var en del af overvejelsen bag ikke at genopstille formentlig også, at han ikke ville risikere et nederlag. Samtidig er han noget mindre magtfuld i Senatet, nu hvor Demokraterne principielt kan klare sig uden hans stemme, da de gik en plads frem ved midtvejsvalget i 2022. Om han så vil prøve lykken på anden vis, må tiden vise.
