Meget fokus har den sidste uge været på Donald Trumps globale handelskrig, Elon Musks fremtidige rolle i administrationen og sejren til venstrefløjskandidaten Susan Crawford ved Wisconsins højesteretsvalg. Jeg har selv talt lidt om Musk i diverse medier, og senere på ugen optager vi formentlig en podcast, der udlægger handelskrigens udvikling, så godt som det er muligt.
Imidlertid er en fjerde nyhed gået en smule under radaren, og den kan forekomme teknisk, men den er faktisk vigtig for Trumps fremtidige indenrigspolitiske dagsorden:
Tidligt på weekenden vedtog Senatet nemlig en budgetresolution, der er et skridt på vejen til at gennemføre en stor del af præsident Trumps indenrigspolitiske agenda om blandt andet skattepolitik, immigration og forsvar.
Særligt skattepolitikken er vigtig: Ved årets udgang udløber en væsentlig del – dog ikke den hele – af Trumps skattereform fra 2017, der var en af de største politiske sejre i hans første periode. Det betyder, at der vil opleves betydelige skattestigninger, hvis der ikke skrides til handling fra politisk hold. Det er det, Republikanerne nu forsøger at gøre og derved også give sig selv og Trump en sejr.
Et andet spørgsmål er immigrationspolitikken. I et interview med Semafor sagde Trump-administrationens border czar Tom Homan, at Kongressen har været for længe om at vedtage immigrationstiltag og mindede om, at det område er et helt afgørende.
I det republikanske forsøg på at realisere disse tiltag kan en budgetresolution altså ses som en dåseåbner: Den skal bruges til, at Republikanerne på sigt kan gennemføre Trump-agendaen gennem reconciliation og derved med blot et simpelt flertal – men der er stadig lang vej til, at præsidenten kan løfte armene i jubel.
For nu har Senatet ganske vist vedtaget resolutionen, men nu skal Repræsentanternes Hus så gøre det samme, og en vis mængde republikanere i dette kammer har allerede udtrykt stor skepsis om mulighederne for, at de kommer til at stemme for at vedtage budgetresolutionen i den nuværende form.
Situationen for øjeblikket er altså, at speaker Mike Johnson ikke har stemmerne. Det har han ganske vist prøvet før, men det er ikke mindst formanden for House Budget Committee Jodey Arrington, der har kritiseret resolutionen for at være “useriøst og skuffende.” Også Andy Harris, Freedom Caucus-formanden, og en håndfuld andre republikanere har været ude med riven og revset resolutionen for ikke at være ambitiøs nok i forhold til at adressere det offentlige underskud og offentlige forbrug.
Fra Johnsons side er budskabet, at der ikke er nogen grund til bekymring. Som han skrev i et brev til kollegerne for få dage siden:
“We have and will continue to make it clear in all discussions with the Senate and the White House that—in order to secure House passage—the final reconciliation bill must include historic spending reductions while protecting essential programs (min fremhævning red.).” Og som nævnt har speakeren før stået i situationer, hvor stemmerne ikke umiddelbart passede, men hvor det alligevel er lykkedes.
Så hvad er situationen, når man forsøger at sortere i de modsatrettede indikatorer?
Fra mine samtaler er en ting klart: Der er faktisk god grund til republikansk optimisme om at vedtage budgetresolutionen på nuværende tidspunkt trods stemmematematikken.
Det er ikke en given sag, skal det nævnes, og flertallet er utrolig smalt, men præsident Trump er her Johnsons våben: Hvor mange vil egentlig gå imod præsidenten, der har opfordret til at gennemføre budgetresolutionen, når det kommer til stykket? Mediet Punchbowl News, der dækker Kongressen tæt, skrev da eksempelvis også, at deres grundlæggende forventning er, at resolutionen klarer skærene.
Vi må se, om de to republikanske herrer kan få stemmerne til at passe – men mit bud er, at Repræsentanternes Hus kommer til at gennemføre budgetresolutionen. Det vil som nævnt stadig kun være et skridt på vejen, og der er mange politiske udfordringer endnu.
Men en eller anden form for implementering af Trump-agendaen – der på sigt trods alt er det mest sandsynlige – vil være en væsentlig sejr for Johnson og for Trump, og den vil tælle i den samlede vurdering af sidstnævntes embedsperiode.
