I sidste uge, midt om natten dansk tid, udgav Det Hvide Hus deres nationale sikkerhedsstrategi. På lige over 30 sider, hvilket sammenholdt med de to seneste strategier er relativt kort, udlægger dokumentet amerikansk udenrigspolitik under præsident Donald Trump og USA’s syn på forskellige regioner og internationale problemstillinger.

Med en kritik af, at den udenrigspolitiske elite i USA gennem tiden ”overbeviste dem selv om, at permanent amerikansk dominans af hele verden” var den bedste politik, lægger Det Hvide Hus op til en mere fokuseret udenrigspolitik, der mere konkret er båret af principper om blandt andet at sætte de vigtigste interesser først, undlade at pålægge andre lande demokratiske værdier, forsøge at undgå intervention og skabe fred gennem styrke.

Ifølge Det Hvide Hus er alle problemer altså ikke lige vigtige, og der skal derfor prioriteres: ”Formålet med udenrigspolitik er beskyttelsen af nationale kerneinteresser; det er denne strategis eneste fokus”, som det hedder på side 1.

“America First er det organiserende princip i strategien”, siger James Skinner, der arbejdede i det nationale sikkerhedsråd i Trumps første præsidentperiode og i dag er Senior Vice President i American Global Strategies, til USAPol. “Og det princip dikterer, at beslutninger og politiske valg skal træffes med America First-filosofien for øje.”

Dette ser man blandt andet i et meget mere intenst fokus på den vestlige hemisfære fra Trump-administrationens side – et fokus, som Alexander Gray, der også arbejdede for Trump i hans første periode, i et interview med USAPol allerede i maj så som en del af Trump-doktrinen.

Som eksempel på dette forøgede fokus fandt iagttageren Zack Cooper frem til, at betegnelsen “hemisfære” fremgår 24 gange, og at sektionen herom får fire sider.

Jeg gik derfor selv tilbage i Trumps langt længere strategi fra 2017: Her fremgår ”hemisfære” blot ni gange og nærmest udelukkende på den ene sides opmærksomhed, området dengang fik – det indikerer et skifte og et markant øget fokus på det område. Administrationen vil således lægge et såkaldt ”Trump corollary” til Monroedoktrinen fra 1820’erne, hvilket de opfatter som ”i tråd med amerikanske sikkerhedsinteresser.”

Fra Trump-administrationen lyder det endvidere i strategien, at nogle af USA’s konkurrenter har fået fodfæste i den vestlige hemisfære, og denne udvikling omtales som “en stor (…) strategisk fejl i de seneste årtier.”

“At have kontrol over hemisfæren, som strategien prioriterer, er afgørende for at kunne sikre USA, og øget fokus på det område er et signifikant skifte fra 2017-strategien. Jeg tror desuden, at den kommende National Defense Strategy vil udlægge, hvordan det her fokusskifte vil påvirke allokeringen af militære ressourcer”, udtaler James Skinner desuden og anfører:

“Politikken for den vestlige hemisfære inkluderer blandt andet at arbejde sammen med andre lande i regionen om at støtte USA’s forsøg på at udvide diplomatiske aktiviteter og genetablere militær dominans i hemisfæren. Både general Dan Caine, Pete Hegseth og andre talte desuden i weekenden om vigtigheden af, at USA’s militære styrke i den vestlige hemisfære bruges til at bekæmpe narkokarteller, så de ikke kan operere på den måde, de gør.”

En generelt anderledes strategi
Men det er ikke kun det forøgede fokus på den væsentlige hemisfære, der ifølge iagttagere gør årets nationale sikkerhedsstrategi til en anden størrelse end den fra eksempelvis 2017.

Som Ulrike Franke, en anerkendt analytiker fra European Council on Foreign Relations, påpegede på BlueSky, lægger strategien for eksempel ikke vægt på amerikansk lederskab eller en problemstilling som klimaforandringer.

Lignende toner hører man også fra Jeremy Shapiro, der er leder af USA-programmet ved European Council on Foreign Relations: “Det er klart en meget anderledes national sikkerhedsstrategi end i 2017”, som han forklarer til USAPol, inden han fortsætter:

“Men i 2017 fulgte Trumps hold aldrig den nationale sikkerhedsstrategi, og der er i virkeligheden ingen grund til at tro, at de kommer til at følge denne. Man skal også huske, at dem, der for otte år skrev strategien, forsøgte at påvirke Trump til at føre en anden udenrigspolitik, hvilket slog totalt fejl.”

“Det er imidlertid ikke tilfældet i år. I år forsøger forfatterne til strategien ikke at påvirke Trump, men i stedet at indramme hans essens. Det betyder, at strategien er en vigtig illustration af, hvordan nogle folk internt i administrationen fortolker Trump, men der er heller ikke i år nogen grund til at tro, at Trump kommer til at agere i overensstemmelse med strategien”, lyder det fra Shapiro, der dermed synes at se dokumentet mere som en beskrivelse end en faktisk strategi.

Førnævnte James Skinner har til gengæld en anden udlægning. Han påpeger ganske vist, at uforudsigeligheden i Trumps udenrigspolitik i virkeligheden er en styrke og afskrækkelsesmekanisme.

Men som han siger: “Der kan naturligvis ske uforudsete ting. Men alt i alt er strategien altså i overensstemmelse med præsident Trumps prioriteter og mål. Den afspejler faktisk alt det, han har fremlagt fra Dag 1.”

Mere konfrontatorisk over for Europa, mindre over for Kina
I diskussionen af den vestlige hemisfære og af, hvor god en guide til Trumps fremtidige udenrigspolitik strategien vil være, må man imidlertid ikke overse de andre sektioner.

Navnlig i Europa vakte dokumentets bemærkninger om kontinentet stor opsigt – og ikke så overraskende. Den nationale sikkerhedsstrategi anførte, at Europa risikerer “civilisatorisk udslettelse,” og at kontinentet kan “være ugenkendeligt om 20 år.”

“De her mennesker hader virkelig Europa”, siger Jeremy Shapiro endda med henvisning til Trump-folkene og påpeger: “Trump-administrationen ser Europa som en forlængelse af amerikansk indenrigspolitik. Kulturkrigene i USA har i deres øjne en frontlinje i Europa, og Trump-administrationen føler, at det er vigtigt at støtte populistiske partier i Europa.”

“Og hvis USA begynder at se liberale demokratier i Europa som fjender og aktivt promoverer de populistiske partier, så er det på sin vis afslutningen på den transatlantiske alliance.”

Til gengæld har iagttagere bemærket, at hvor der i strategien i 2017 var stort fokus på stormagtskonkurrencen mellem verdens to største økonomier, USA og Kina, så er der sket et skifte. Som James Skinner siger:

“Spørgsmålet er, hvordan USA kan bekæmpe Kina gennem styrke, ikke konflikt. Amerika har signifikante interesser gennem hele Indo-Pacfic, så at bevare en stærk tilstedeværelse i regionen er afgørende for at sikre, at Trump altid kan forhandle ud fra en styrkeposition”

“Men strategien er mindre konfrontatorisk, og retorikken er blevet tonet en smule ned sammenholdt med 2017.”

Også Jeremy Shapiro ser en ændring fra 2017 og vurderer, at strategien på Kinaområdet “afspejler Trump ret godt. Den beskriver en økonomisk konkurrence, men nedtoner den geostrategiske konkurrence, hvilket er meget anderledes fra 2017 og fra Biden-administrationen.”

En sejr for the restrainers
Afslutningsvist er det værd at se nærmere på et andet, interessant spørgsmål: Hvilken republikansk fløj, der har fået deres synspunkter bedst repræsenteret i strategien.

I 2022 forfattede førnævnte Jeremy Shapiro, der i Obama-administrationen også fungerede som rådgiver for den daværende Assistant Secretary of State for Eurasia and European Affairs, en artikel om Republikanernes tre udenrigspolitiske fløje sammen med Majda Ruge.

Ruge og Shapiro identificerede først the restrainers, der er kritiske over for NATO, Ukrainestøtte og militær intervention. Dernæst er der the prioritisers, som eksempelvis anser Ukraine som en “distraktion fra Kina” og repræsenteres af eksempelvis Pentagons nummer tre, Elbridge Colby. Og endelig er der så the primacists, som faktisk går ind for globalt lederskab og bakker op om NATO såvel som Ukraine.

Og ifølge Shapiro er der en klar vinder af den nationale sikkerhedsstrategi blandt de tre grupper: The restrainers.

“Det skyldes i høj grad, at det var dem, der skrev strategien. En figur som Michael Anton (tidligere Director of Policy Planning i Udenrigsministeriet red.) var angiveligt den primære forfatter, og disse restrainers er de mest ideologiske og de mest interesserede i strategier og doktriner.”

Men, siger Shapiro, det er ikke det fulde billede af udenrigspolitikken i Trump-administrationen:

“The prioritisers og the primacists har trods alt vundet mange politiske sværdslag i løbet af det første år, og de er godt positioneret til at vinde flere. De tre grupper kæmper altså stadig for indflydelse internt i administrationen, og man kan fra den nationale sikkerhedsstrategi risikere at få det indtryk, at the restrainers har vundet større, end tilfældet faktisk er”, slutter han.