Ny serie om svingdistrikterne: Her er to markante valg i Arizona

Juan Ciscomani, der skal forsvare sit sæde. Foto: Gage Skidmore. Copyright: Gage Skidmore. Ikke affilieret med dette site. Licens Billede

I en ny serie her på USAPol ser vi nærmere på svingdistrikterne i kampen om Repræsentanternes Hus. Det er ikke sikkert, at den bliver udtømmende, men den skulle gerne give en god indføring i nogle af de mest interessante opgør i kampen om Repræsentanternes Hus, som er noget sværere at få overblik over, fordi der er så mange distrikter på valg. For at blive inkluderet i serien skal distrikterne enten være rangeret som “toss up” af Cook Political Report with Amy Walter eller Sabato’s Crystal Ball – selvom det sagtens kan tænkes, at der kommer overraskelser enten på valgnatten eller undervejs i valgkampen. I dag handler det om Arizona. 

I Arizona opfylder to distrikter kritierne for at blive inkluderet i serien, som det ser ud lige nu: Arizonas 1. distrikt og Arizonas 6. distrikt.

Statens 1. distrikt skal finde en ny repræsentant, efter republikaneren David Schweikert besluttede ikke at genopstille og gå efter guvernørposten i stedet. Kandidaterne, det står mellem, er demokraten Amish Shah og republikaneren Jay Feely.

Amish Shah har siddet nogle år i det lokale Repræsentanternes Hus i Arizona, og han blev kendt for en “pragmatisk tilgang” til det politiske hverv. Og selvom han tabte kongresvalget i 2024 til førnævnte Schweikert, har han altså nu fået muligheden for at gøre skaden god igen, efter han vandt primærvalget med cirka fem procentpoint.

Som den margin indikerer, var han dog ikke på en let opgave i primærvalget: I stedet havde både Democratic Congressional Campaign Committee og senator Mark Kelly støttet hans modkandidat, Marlene Galán-Woods, og den splittelse søgte den republikanske lejr også at slå mønt på. Den forestilling har sat sine spor, i al fald ifølge Shah selv. Ifølge Arizona Republic sagde han 28. juli, at “We are now digging ourselves out of a hole, because the primary was very damaging.” Og skal man tage ham for pålydende, så skal han helst ud af det hul set fra Demokraternes perspektiv.

Helt så tæt som det demokratiske var det republikanske primærvalg ikke: Her vandt 50-årige Jay Feely med 14 procentpoint hjulpet på vej af Donald Trumps støtteerklæring. Feely har været footballplayer i en årrække – ja, paradoksalt nok har Shah været holdlæge for et af Feelys tidligere mandskaber – men han har aldrig været valgt til et politisk embede. Det forsøger han nu at ændre på, og erfaringen fra sportens verden kan tages med over i den politiske sfære, har han sagt i et interview med Fox News Digital:

“Especially as a kicker — to be a successful kicker in the NFL, you have to be able to handle pressure, and you have be able handle failure. And I think those two attributes are very tangible attributes that will help you as you try to navigate the political field and try to be effective.”

Feely har undervejs i primærvalgkampen lagt vægt på grænsesikkerhed, men er ellers en Trump-figur i det republikanske parti, og han har selv sagt, at attentatforsøget mod Trump i Butler i Pennsylvania i sommeren 2024 inspirerede ham til en politisk karriere.

Ifølge The Downballot vandt Donald Trump i 2024 det 1. distrikt med omtrent 3 procentpoint, mens han vandt selve præsidentvalget med 1,5 procentpoint på landsplan. Dermed lå området en smule til højre for nationen som helhed, men for øjeblikket er Demokraternes nationale forspring så stort, at det er let at forestille sig dem vinde.

I Arizonas 6. distrikt er dynamikken anderledes: Her skal det siddende medlem af Repræsentanternes Hus, Juan Ciscomani (R), møde demokraten Joanna Mendoza. Ingen af dem havde modstandere i primærvalgene.

Ciscomanis historie starter i Mexico, hvorfra hans familie kom til USA, da han var lille, og han har før sin politiske karriere også arbejdet for den tidligere republikanske Arizona-guvernør Doug Ducey. Han blev valgt til Repræsentanternes Hus i 2022 og genvalgt i 2024, begge gange mod demokraten Kirsten Engel.

Nu er det imidlertid en anden modkandidat i et andet politisk klima, og Ciscomani er sårbar: Hans distrikt blev kun vundet af Donald Trump med 0,7 procentpoint i 2024, og hvor Arizonas 1. distrikt lå lidt til højre for nationen på præsidentniveau for to år siden, lå det 6. distrikt altså lidt til venstre. Ciscomani vandt med lidt mere selv, men han har en svær opgave i 2026, fordi det politiske miljø bare er meget bedre for Demokraterne nu end for to år siden.

Den demokratiske kandidat, der kan slå mønt på disse omstændigheder, er den førnævnte Mendoza, som har militær baggrund fra både flåden og marinekorpset. Hun har, som en republikansk Arizona-analytiker ifølge New York Times har sagt, generelt “a very compelling story.” Udtalelsen faldt i forbindelse med et portræt af Mendoza i avisen, hvor hun fortalte om at være vokset op i fattige og hårde kår i delstaten, om at blive udsat for flere voldtægter senere i livet og om at have kørt bil i påvirket tilstand i 2012.

Mendoza har også angrebet Donald Trumps krig mod Iran, hvorom hun sagde, at “han (Trump red.) har ingen idé om, hvad han gør.”

Om det bliver Mendoza eller Ciscomani, der vinder valget, får vi at se til november, men der er ingen tvivl om, at Ciscomani skal gå en stejl vej for at holde fast i sit sæde.

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.