Nyhedsbrevet udkommer typisk ikke på hjemmesiden, men man kan tilmelde sig her.
Det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus, George Santos, er i øjeblikket centrum for en af amerikansk politiks mere uforståelige og farverige historier. Santos kan let fremstå som et mysterium, og det er med god grund: Politikeren har fabrikeret store dele af sin baggrund.
Santos har udgivet sig for at være jøde, men han er katolik. Han har sagt, at han er uddannet fra Baruch College, men det er ikke tilfældet. Han har påstået, at han har arbejdet for Goldman Sachs. Det har han imidlertid ikke. Og endelig har kongresmedlemmet ifølge CNN udtalt, at hans mor “flygtede fra socialisme i Europa”, til trods for at moren er født i Brasilien.
Derudover har han potentielt overtrådt eksempelvis kampagneregler, og der pågår forskellige efterforskninger af kongresmedlemmet på nuværende tidspunkt.
Det er altså ikke bare løgne om uddannelse, familie eller arbejde, der nu kommer frem om Santos. Og de dårlige historier kommer i en lind strøm, som nok ville være vanskelig for de fleste politikere at håndtere, men måske særligt Santos, der er uerfaren og heller ikke har politiske bedrifter at fremhæve, som kunne lede fokus væk fra historierne.
Indtil videre har en håndfuld republikanere i Kongressen sagt, at de mener, at Santos bør gå af. Det har han afvist at gøre. Og selvom speaker Kevin McCarthy har udtalt sig i ganske kritiske vendinger om Santos, har han heller ikke opfordret ham til at gå af, og det har den republikanske majoritetsleder i Huset Steve Scalise ej heller. Gør Santos ikke det, kan man godt smide medlemmer ud af Repræsentanternes Hus, men det er dog sjældent, at man i løbet af historien har gjort brug af den mulighed i det kammer.
Udover at de mange historier om Santos mildt sagt er iøjnefaldende i sig selv, sætter de også fornyet fokus på et andet spørgsmål: Hvor meget skandaler i amerikansk politik egentlig betyder.
Spørgsmålet kan anskues på flere måder. I sin undersøgelse af, hvor meget skandaler havde betydet for 17 medlemmer af Repræsentanternes Hus mellem 1998 og 2016, konkluderede Fivethirtyeights chefredaktør Nate Silver: “On average, the scandal-ridden incumbents … won re-election by 21.5 percentage points! But that’s quite a bit worse than their projected margin of victory, which was 30.5 percentage points. The net effect of a scandal is about 9 points, therefore.” Det tyder altså på, at der er en betydelig effekt, når skandaleramte politikere går til valg, omend de ni procentpoint selvfølgelig er et gennemsnit – sågar overpræsterede flere af de 17 politikere forventningerne.
Hvad angår Santos, er det måske mindre relevant at se på, hvad skandaler betyder ved stemmeurnerne. Ifølge Politico har Santos internt givet udtryk for, at han ikke har tænkt sig at genopstille, omend han ikke offentligt har meldt det ud. Men derfor kan hans problemer godt have en effekt på hans politiske karriere på kortere sigt.
Den vanskelige dynamik – set gennem Santos’ prisme – er, at der ikke er tegn på, at floden af dårlige historier stopper, og som resultat af dette er det interne pres begyndt at materialisere sig. På et tidspunkt kan bægeret simpelthen flyde over, hvilket måske kan påvirke det republikanske lederskab i Huset til at bede ham trække sig.
Santos kan til gengæld håbe på, at flere faktorer kommer ham til gode. For det første skal skandaler kæmpe med andre historier om opmærksomheden. Hvis nyhedsklimaet er hektisk, bliver det sværere for den type historier at bryde igennem, som politolog Brendan Nyhan har peget på. Eksempelvis syntes Santos’ problemer da også at blive trængt i baggrunden, da Republikanerne havde massivt besvær med at få valgt McCarthy som speaker, og han kan håbe, at han på en sådan facon kan ride stormen af.
Derudover er det republikanske flertal snævert. De har 222 pladser, og hvis Santos går af, er sædet tomt en periode, indtil der afvikles specialvalg i New Yorks 3. distrikt, hvor han er valgt. Og Santos stemte på McCarthy som speaker, og McCarthy ønsker ikke at risikere, at hans flertal indsnævres yderligere. Men det er en risiko. For selvom Santos blev valgt med otte procentpoints forspring i 2022, var det i et distrikt, som Joe Biden ville have vundet. Derudover blev Santos valgt under et midtvejsvalg, hvor Republikanerne generelt havde et rigtig godt valg i New York – eksempelvis var republikanske Lee Zeldin kun en håndfuld procentpoint fra at vinde guvernørvalget. Det er ikke sikkert, at klimaet vil være ligeså godt under et specialvalg, og det betyder, at Demokraterne bestemt burde have en chance for at vinde og dermed gøre indhug i den republikanske majoritet. Så selv hvis McCarthy anser Santos som en belastning, kan han vurdere, at det vil være en endnu større belastning at miste ham og dermed risikere at miste pladsen.
I mellemtiden står Santos som nævnt med det problem, at historierne hober sig op. Dårligt er blevet værre – tiden må vise, om det er nok til, at hans politiske karriere slutter, før den egentlig er begyndt.
Tak for nu
Det var nyhedsbrevet i denne uge. På genhør næste tirsdag.
