Da Ron DeSantis blev genvalgt som guvernør i Florida i efteråret, faldt det sammen med et skuffende midtvejsvalg for Republikanerne, som i et omfang var tilvejebragt af tidligere præsident Donald Trump. Til gengæld havde DeSantis et fremragende valg. Pludselig var han ”DeFuture” ifølge New York Posts forside, og bookmakerne vurderede efter valget, at DeSantis nu havde de bedste chancer for at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2024.
Nu har DeSantis meddelt, at han stiller op som præsident i 2024, og han er Trumps hovedrival til nomineringen. Dette portræt er delt op i fem dele – DeSantis som kongrespolitiker, DeSantis som guvernør, DeSantis som kommunikatør, DeSantis som republikaner og DeSantis som præsidentkandidat.
DeSantis – kongrespolitikeren
DeSantis’ politiske karriere begyndte i 2012, da han blev valgt til Repræsentanternes Hus. Han havde ganske vist engageret sig politisk inden da ved i 2011 at udgive bogen ”Dreams from our Founding Fathers” – et ordspil på Barack Obamas bog ”Dreams from my father”, der ikke skulle forstås komplementerende – men han opnåede først vælgeres tillid, da han blev blev valgt som Republikanernes kandidat til kongresvalget i Floridas 6. distrikt med cirka 39 % af stemmerne i et felt på syv.
Allerede under primærvalgkampen tiltrak DeSantis sig opmærksomhed og blev kaldt “a darling of the right” i avisen Florida Times-Union. Med støtteerklæringer fra fremtrædende republikanere og konservative grupper lykkedes det ham da også i november at vinde kongresvalget med 57 % af stemmerne, efter hvilket han kunne tage hul på en ny tid på Capitol Hill, hvor han skulle ende med at tilbringe over fem år.
Det lykkedes DeSantis at finde et vist fodfæste som nyt medlem af Huset, og i 2015 var han med til at stifte den konservative gruppering Freedom Caucus. Få måneder senere annoncerede han, at han stillede op til Senatet. Det var ikke en urealistisk ambition, og DeSantis fik den måske mest efterspurgte pollster i republikanske kredse med ombord: Tony Fabrizio. Han skulle ikke blot lave meningsmålinger for kampagnen, men også rådgive. Fabrizio sagde dengang til Politico: ”Ron DeSantis represents a new generation of conservative leadership, a reform conservative.”
Det blev dog ikke til noget. Rubio, der med sit præsidentkandidatur havde efterladt plads til DeSantis, suspenderede sin kampagne i marts 2016, genopstillede til Senatet og DeSantis blev siddende i Repræsentanternes Hus.
Cirka samtidig hermed cementerede Donald Trump sig som Republikanernes præsidentkandidat. Herom var der ikke meget umiddelbar entusiasme at spore hos DeSantis. Ifølge Vanity Fair gjorde han som så mange andre grin med kandidaturet, og da Donald Trump havde så godt som sikret sig nomineringen, syntes DeSantis nærmest resigneret: ”In light of the exit from the race by Ted Cruz and John Kasich, it is now clear that Donald Trump will accumulate the delegates necessary to be nominated by the Republican Party”, sagde han i en udtalelse, hvor han opfordrede partiet til at samle sig om Trump.
Præsidentembedet skiftede i 2017, og det samme gjorde DeSantis. Han angreb eksempelvis Ruslandsundersøgelsen under ledelse af Robert Mueller, og da det var blevet tid til at komme videre, blev Trump central. DeSantis havde sat sejlene mod guvernørposten.
DeSantis – guvernøren
Kort tid inden Ron DeSantis meldte sig ind i kampen om guvernørembedet i Florida, tweetede Trump, at DeSantis ”would make a GREAT Governor of Florida” efter at have set ham på FOX News – en kanal, som DeSantis i sin tid som kongresmedlem var dygtig til at optræde hos.
DeSantis skød guvernørkampagnen i gang i januar 2018, men havde svært ved at bryde helt igennem. Modstanderen Adam Putnam havde godt fat økonomisk og mange støtteerklæringer fra republikanere i Florida. Det afspejlede sig i meningsmålingerne. Primærvalget var i august, men junis målinger indikerede matchbold til Putnam. 22. juni kom Trump imidlertid med en fuldstændig støtteerklæring til DeSantis på Twitter. Og henover sommeren frem mod primærvalget så meningsmålingerne langt bedre ud for DeSantis.
Hvor meget af den kendsgerning, der var udtryk for et egentlig skifte i valget, og hvor meget der kunne tilskrives statistisk støj, er vanskeligt at vurdere, men DeSantis endte med at vinde primærvalget med 57 % af stemmerne (ligesom i hans første valg til Kongressen), og Trumps støtteerklæring havde med al sandsynlighed en betydelig positiv effekt på resultatet.
Det betød, at DeSantis i novembervalget skulle møde demokraten Andrew Gillum. Det nationale klima var demokratisk, men Republikanerne endte med at hive to vigtige sejre hjem i Florida: I guvernørvalget og senatsvalget. DeSantis vandt sit valg med lidt over 30.000 stemmer eller 0,4 procentpoint. Han formåede at begrænse Gillums sejrsmargin i demokratiske counties som Miami Dade og Osceola og vejede op for tabene af disse andetsteds. Guvernør DeSantis var en realitet.
Hans tid på posten, der begyndte i 2019, forekom at lægge lettere overraskende fra land. DeSantis syntes at bevæge sig en smule mod midten, talte i begyndelsen om at forsone Florida, og som Susan MacManus, en lokal statskundskabsprofessor, sagde til The Guardian i januar 2019: “The assumption from the beginning was that it would be all Trump all the time, but it’s not turning out that way.” I samme spor udgav selv det venstreorienterede medie Mother Jones i april 2019 en artikel med titlen ”The new Governor of Florida is not the environmental disaster everyone thought he’d be”, hvori de kaldte ham en ”somewhat of a pleasant surprise” på det område.
Som for så mange andre politikere ændrede virkeligheden sig imidlertid radikalt for DeSantis i marts 2020. Coronaen indtraf.
Skal man tro et portræt af DeSantis i The New Yorker, satte han sig undervejs grundigt ind i den sundhedsfaglige litteratur. I hvert fald fortalte epidemiologen Jay Bhattacharya, som var stærkt kritisk overfor den gængse coronahåndtering, magasinet om, at DeSantis havde læst sundhedsartikler i sin helhed – ikke blot diverse abstracts.
DeSantis indførte i begyndelsen af april 2020 en stay-home order, men begyndte en måneds penge senere at lempe på tiltagene. I juni 2020 sagde han, at staten ikke ville lukke ned, men bevæge sig videre, selvom tallene i denne periode steg, og han lagde derudover vægt på beskyttelsen af de sårbare.
DeSantis var åbenlyst stolt af sin tilgang til coronavirus og sagde i sin State of the State-tale i marts 2021: ”While so many other states kept locking people down, Florida lifted people up”. Han sluttede coronadelen af talen: ”We have long been known as the Sunshine State – but, given the unprecedented lockdowns we have witnessed in other states, I think the Florida sun now serves as a beacon of light to those who yearn for freedom.”
I 2021 fandt DeSantis en ny dimension af coronahåndteringen at angribe: Vaccinekrav. DeSantis var ikke som sådan vaccinemodstander, bør det nævnes og er selv vaccineret. Men i november samme år underskrev han en lov, som blev omtalt som ”the strongest pro-freedom, anti-mandate action taken by any state in the nation.” Og i State of the State-talen i 2022: ”In Florida, we have protected the right of our citizens to earn a living, provided our businesses with the ability to prosper, fought back against unconstitutional federal mandates and ensured our kids have the opportunity to thrive.” Samme år kom DeSantis på Times liste over de 100 mest indflydelsesrige personer med en tekst skrevet af tidligere Florida-guvernør Jeb Bush. Og DeSantis har fortsat sit coronabudskab ind i 2023.
Det var og er nu ikke hans eneste budskab. Han gik i krig med Disney, som stadig verserer, og underskrev Parental Rights in Education Act, der af modstandere blev døbt ”Don’t say gay bill”, eftersom den indskrænkede diskussion af seksuel orientering i klasselokalerne i de mindre klasser – og som siden blev udvidet.
Genvalget skulle stå i november 2022 mod den tidligere guvernør Charlie Crist. DeSantis var aldrig for alvor i fare, men sejren endte med at blive dramatisk: Han fik hele 60 % af stemmerne og et flertal blandt hispanics i delstaten. Endvidere ikke bare begrænsede han Crists stemmeandel i de førnævnte counties, Miami-Dade og Osceola – han vandt dem. Det var en kolossal triumf – og DeSantis overdrev dermed ikke entydigt, da han i sejrstalen erklærede, at Florida havde gentegnet det politiske landkort.
Som guvernør har DeSantis ført, hvad man lidt karikeret kunne kalde en konservativ kontrarevolution – eller måske forsøgt på at skabe en ”nation i nationen”, som analytikeren Ron Brownstein har døbt det. Han har gennemført lempelser af våbenlovgivning – og indskrænket abortrettigheder i delstaten med ”Heartbeat Protection Act.” Og i den føromtalte sejrstale i 2022 sagde han: ”Florida is where woke goes to die.”
Han ville føre værdikrig, og det gjorde han og gør han. Men det er ikke kun et spørgsmål om kampen for værdierne – DeSantis har også gjort Florida til et arnested for hans vision for USA som helhed. Hans støtter fryder sig ved den, hans modstandere frygter den. Men tilfældigt er det i hvert fald ikke, at hans seneste bog hedder “The courage to be free – Florida’s blueprint for America’s revival.”
DeSantis’ guvernørtid har adskilt sig fra de konventionelle strømninger og derved sat en retning for Florida, der formodentlig bør ses som en del af hans ønskede retning for USA. Han italesatte en anden coronahåndtering, har lempet våbenloven, hvor Kongressen ellers indførte en lov omhandlende våbenkontrol i 2022, og gjort abort til et centralt emne, selvom det var med til at koste Republikanerne terræn ved midtvejsvalget. Men det er ifølge en republikansk konsulent, der kender ham, et af hans varemærker. Som vedkommende blev citeret for ifølge føromtalte New Yorker-portræt: ”Ron’s strength as a politician is that he doesn’t give a fuck. Ron’s weakness as a politician is that he doesn’t give a fuck.”
DeSantis – kommunikatøren
DeSantis’ tilgang til politik er ikke relationel, han har grundlæggende haft det vanskeligt med medierne (med FOX som en af undtagelserne som nævnt) og han har ikke noget imod at være konfrontatorisk over for journalister. DeSantis er også blevet beskrevet som arrogant, men det til trods kan han sagtens levere budskaber retorisk.
DeSantis’ taler fortæller en historie om, hvorledes hans guvernørembede synes at have ændret sig. Som Florida Politics hæftede sig ved, talte den nyindsatte guvernør i sin indsættelsestale i 2019 om at tilsidesætte “the tribalism that has dominated our politics.” Hvad han præcist mente med tribalisme, kan sikkert diskuteres, men det er vanskeligt ikke at se et retorisk sporskifte, når man sammenligner med indsættelsestalen i 2023. Her sagde DeSantis: ”We will never surrender to the woke mob” og gentog: ”Florida is where woke goes to die.” Det var et retorisk greb, hvor delstaten nærmest blev fremstillet som værende i krig med ”the woke mob” – en populistisk tone, der indikerede, at Florida blev krænket af denne, men aldrig ville lade ”wokeness” vinde indpas.
DeSantis brugte i indsættelsestalen i år også vendinger som ”medical authoritarianism” og talte om ”technocratic elites who reduce human beings to mere data points.” Det var altså ”a tone unusual when compared to not just DeSantis’ first inaugural remarks in 2019, but also to those of the past. However, it was consistent with his swashbuckling remarks during press conferences since Joe Biden was elected President”, skrev Florida Politics.
En retorik med populistiske træk ses også i andre sammenhænge. I forbindelse med sin konfrontation med Disney sagde han: ”I will not allow a woke corporation based in California to run our state.” Det er altså ikke virksomhederne, der skal sørge for, at tingene kører i Florida, det er de folkevalgte, og det skal slet ikke være en woke virksomhed, som endda er baseret i demokratiske Californien. Flere politiske budskaber sammenfiltret i en enkelt sætning – varetagelse af folkets interesser, kritik af wokeness og hævdelse af Floridas suverænitet over for Californien, omend det selvfølgelig er en karikeret vending, han benyttede.
Der er altså mange indikationer på, hvordan DeSantis vil tale og agere som præsident i talerne og i den hidtidige politiske karriere, han har haft. Det store, endnu ikke helt besvarede spørgsmål er, hvor meget dette egentlig vil adskille sig fra Trump, som han nu udfordrer.
DeSantis – republikaneren
DeSantis er gennem tiden blevet beskrevet som lidt af hvert. ”The new champion of trumpism”, ”a Bush-Cheney Republican” eller – som han angiveligt sagde om sig selv til et donormøde – ”like Trump without the drama.”
DeSantis abonnerer på meget af det samme rent politisk, som Trump gør. Han er tilhænger af en grænsemur. Han var modstander af atomaftalen med Iran. Han er stor støtte af Israel. Han stemte for Trumps skattelettelser. Med mere.
DeSantis er dog markant mere disciplineret end Trump og “does nothing haphazard”, som en af hans rådgivere sagde til Politico i 2020. Men for det meste trives de begge i konfrontation og konflikt.
Når DeSantis indikerer, at han beskytter Floridas borgere mod virksomheder i Californien, så minder det om Trumps væsentligt mere bombastiske udtalelse på CPAC i år: ”I am your warrior. I am your justice. And for those who have been wronged and betrayed: I am your retribution.” Det handler om at kæmpe for nogen og imod nogen andre.
Ingen af dem har derudover problemer med næsten at skændes med journalister til pressemøder, og de deler tilsyneladende et instinkt: En stor tro på egne evner og egen dømmekraft.
Bevares, de har ikke helt samme tilgang til alt – DeSantis har kritiseret den føderale coronahåndtering under Donald Trumps præsidentperiode, og han forsøger at lægge sig til højre for Donald Trump på abortspørgsmålet, til trods for at Trump grundlæggende er abortmodstander. ”I think that as a Florida resident, you know, he didn’t give an answer about ‘would you have signed the heartbeat bill that Florida did”, sagde DeSantis i sidste uge – med klar henvisning til Donald Trump.
44-årige DeSantis kan på overfladen ligne den republikaner, som er partiets tilbagevenden til en mere normal praksis og måske endda den ideelle figur til en sådan overgang. Han er intelligent og forstår sig på politiske detaljer. Han har militær baggrund såvel som uddannelse fra flotte universiteter. Og han er gift med Casey DeSantis, der også spiller en stor politisk rolle for ham, og de har tre børn.
Men man skal ikke opfatte DeSantis som en republikansk politiker som dem, man kendte før Trump. Hans værdikamp var muligvis ikke så udpræget, da han var kongresmedlem som nu, men for at bruge en slidt kliché: Det var en anden tid.
DeSantis fik for eksempel republikansk kritik for en udtalelse, hvor han omtalte krigen i Ukraine som en territorial uoverensstemmelse, som det ikke var i USA’s interesse at blive yderligere involveret i. Han trak siden i land, men at han overhovedet fremturede med en sådan formulering indikerer, hvor magtcenteret i dagens republikanske parti befinder sig.
Han har endvidere ikke villet svare på, om han mente, at Trump tabte præsidentvalget i 2020, hvilket også illustrerer tilpasning til et parti i Trumps billede, ikke en tilbagevenden til eksempelvis Bush-årene.
Man kan dog heller ikke helt sige, at han bare er en inkarnation af Trumpismen. Han adskiller sig som nævnt fra Trump på eksempelvis abortområdet. Og selvom Trump også kritiserer ”wokeness”, er kampen herimod måske DeSantis’ væsentligste platform, når det kommer til egentlig politik. DeSantis er altså en mere nuanceret skikkelse end bare “Trump uden dramaet”, selvom han ellers søger at positionere sig som sådan forud for sin politiske karrieres sværeste opgave: 2024-kandidaturet.
DeSantis – 2024-kandidaten
Da støvet efter midtvejsvalget havde lagt sig, kunne man pludselig formulere et godt argument for, hvorfor Ron DeSantis nu var Republikanernes favorit til at blive 2024-præsidentkandidat – også i højere grad end Donald Trump.
Flere målinger pegede på, at hvis valget stod mellem DeSantis og Trump, var DeSantis favorit. En Wall Street Journal-måling viste i december et forspring til DeSantis på 14 procentpoint, mens en Suffolk/USA Today-måling samme måned havde DeSantis hele 23 procentpoint foran. Trump syntes også dengang at profitere på, når der blev inkluderet flere kandidater i målingerne end blot ham og DeSantis, men DeSantis var nu den politiker, der i størst omfang, siden Trump blev Republikanernes kandidat i 2016, havde kunnet true hans position.
Spoler vi filmen frem til marts måned, var de nationale målinger ganske vist til Trumps fordel, men ikke i så stort et omfang som i dag. 1. marts førte han 46-30 over DeSantis, altså et forspring på 16 procentpoint ifølge Fivethirtyeight. I dag er forspringet over 30 procentpoint. DeSantis har tabt terræn, og endvidere er det Trump, der har klart flest støtteerklæringer i partiet.
Der er ellers flere argumenter for DeSantis, der synes lige til at fremføre. For det første har DeSantis et væsentligt kort på hånden, nemlig at han vandt sit valg, da Republikanerne samlet set skuffede. Bevares, det var ikke et så skuffende valg, at DeSantis burde have været i fare, men det var omvendt heller ikke et resultat, man bare kunne tage for givet ville være så godt.
For det andet – og mere væsentligt: Republikanerne har tabt valg med Trump som central figur. I 2018, i 2020 og i 2022. Så hvad nytter det at være enig med Trump, hvis han ikke kan vinde valg?
Den fortælling synes imidlertid at have sine begrænsninger, for noget tyder på, at Republikanerne ikke prioriterer electability – altså hvem der kan slå Biden – specielt højt. DeSantis har alligevel forsøgt at adressere dette spørgsmål og sagde i Iowa i maj, at hvis Republikanerne gjorde præsidentvalget i 2024 til en folkeafstemning om Joe Biden og artikulerede et positivt alternativ for landet, så kunne de vinde. Men blev de distraherede, som han sagde, ville Biden vinde med betydelige negative konsekvenser til følge.
DeSantis synes dog indtil videre at have haft svært ved at håndtere Trumps angreb på ham – og dem skorter det ikke på. Trump trives, når han angriber, men det er ikke ligefrem tydeligt, om DeSantis trives med at slå tilbage mod selveste Trump, selvom han bliver nødt til at reagere.
Og her melder endnu et dilemma sig: Hvis DeSantis ender med at angribe Trump for hårdt, kan det så ikke give bagslag i et parti, hvor Trump er så stærk, som han er? DeSantis skal altså håndtere at blive angrebet af Trump, samtidig med at han tilsyneladende vil ses som en kandidat, der kan videreføre Trumpismen bare uden Trump – og appellere til nogle af de vælgere, der finder det attraktivt. Det synes at være en utrolig svær linedans.
Men alligevel er det ikke nødvendigvis en forkert beslutning af DeSantis at stille op i år. I politik er der tit et vindue, og det er utrolig svært at vurdere, hvornår det vindue lukker. Til tider opfatter man det selv for sent. Den fejl har DeSantis formentlig ikke tænkt sig at begå – og han kan ikke vide, om græsset er grønnere ved næste valg, eller om det modsatte er tilfældet.
I 2024 får han dog syn for, hvor grønt græsset er i år.
