Vores ugentlige nyhedsbrev, som man sædvanligvis kan tilmelde sig her.
Den amerikanske politiske verden blev ramt af en presbold lørdag, da tidligere præsident Donald Trump med kapitaler på Truth Social skrev følgende jævnfør Reuters: “Illegal leaks from a corrupt & highly political Manhattan district attorney’s office … indicate that, with no crime being able to be proven … the far & away leading Republican candidate & former president of the United States of America, will be arrested on Tuesday of next week.” Det er usikkert, hvordan forløbet vil udarte sig, men Trump forventer altså ifølge eget udsagn at blive stillet til ansvar i forbindelse med sagen om penge betalt til pornostjernen Stormy Daniels for at tie om en angivelig affære mellem de to.
Det er i sig selv en meget stor historie, som dog også har affødt et andet spørgsmål: Er en indictment af Trump på en eller anden måde til hans fordel? Og ligeså relevant spørgsmålet kan være, ligeså utilfredsstillende er svaret: Det er der reelt ingen, der ved. Vi er simpelthen i ukendt farvand, men vi har dog nogle stadig nogle indikationer, som vi kan tolke på.
Analytikeren Natalie Jackson pegede i sit nyhedsbrev på, at målinger foretaget i forbindelse med angrebet på Kongressen 6. januar 2021 giver en strømpil for, hvordan den nye Trump-udvikling kan blive modtaget. Eksempelvis viste en PBS News Hour/NPR/Marist-måling under 6. januar-høringerne, at blot 10 % af republikanere mente, at Trump burde blive anklaget for en forbrydelse. Man kan derudover fremhæve en NBC-måling lige efter angrebet, der indikerede, at blot otte procent af republikanske mente, at der skulle indledes en impeachment af Donald Trump, hvilket der jo ellers senere blev.
Bundlinjen er, at der blandt republikanere simpelthen ikke er nogen videre appetit på at stille Trump til ansvar, og det er jo ellers ikke, fordi det gennem tiden har skortet på forskellige muligheder for at gøre netop det. I den sammenhæng er det også værd at bemærke en nylig CNN/SRRS-måling, der spurgte republikanske vælgere, hvad det vigtigste element i at vælge, hvem de ville støtte i primærvalgene. Her var det kun 7 %, der valgte spørgsmål relateret til moral og værdisæt. Det er formentlig ikke skidt for Trump, at det er tilfældet.
Der er også en mere generel overvejelse, og det er Trumps generelle styrke. Nyheden kommer nemlig på et tidspunkt, hvor Trump ellers er ved at styrke sin i forvejen stærke position i de nationale meningsmålinger sammenholdt med Florida-guvernør Ron DeSantis. Også bookmakerne har Trump som favorit til at vinde nomineringen. Så meget desto mere vil det altså kræve for, at det her for alvor skader Trump, og med ovenstående målinger in mente synes det ikke at være det mest sandsynlige scenarie.
Om det så vil hjælpe Trump, er et andet spørgsmål, som tiden må vise. Her er det også væsentligt at skelne mellem primærvalgene og præsidentvalgene, hvor det formentlig mere er i det første end det sidste, at Trump i dette forløb kan se frem til en (ikke videre nødvendig) saltvandsindsprøjtning, hvis det endelig er.
At stille Trump til ansvar er også før blevet forbundet med en vis risiko for Demokraterne, men de seneste valgkampe har umiddelbart ikke tegnet et billede af, at de to impeachments af Trump (der endte med frikendelse i 2020 og 2021) eller 6. januar-høringerne har skadet partiet. Tværtimod vandt Demokraterne præsidentposten og Senatet i 2020-valgkampen, og angrebet 6. januar og den generelle Trump-faktor syntes at spille en rolle i Republikanernes undervældende midtvejsvalg i 2022.
Trumps nye, juridiske problemer er altså ikke nødvendigvis forbundet med nogen større risiko for Demokraterne eller Republikanerne. Hver gang, der kommer en stor Trump-skandale, er spørgsmålet, mange stiller sig selv, om ikke denne gang kan være anderledes? Om ikke det er nu, at Republikanerne tager opgøret med Trump, eller at hans position endegyldigt forvitrer? Og hver gang er det ikke sket. Ser man på udtalelserne fra eksempelvis Republikanernes formand for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, skal man heller ikke forvente, at det sker nu i første ombæring.
Slutteligt bør man dog atter komme med det forbehold, at vi endnu ikke ved, hvordan dette forløb kommer til at tage sig ud fremover, og der er bestemt scenarier, hvor det bliver realistisk at forestille sig, at Trump faktisk kan blive stærkt skadet af, hvordan det udvikler sig. Men de er ikke bare svære at spå om – de er umulige. Målingerne og begivenhederne vil senere give os mere klarhed, og mit råd vil derfor være at vente på dem