Gennem efterhånden lang tid har den udbredte opfattelse været, at Demokraterne ville få svært ved at bevare flertallet i Repræsentanternes Hus, mens det var en meget realistisk mulighed, at de kunne blive ved med at kontrollere Senatet efter midtvejsvalget om en uge.

Det er fortsat tilfældet. Både Fivethirtyeight, Cook Political Report with Amy Walter og Sabato’s Crystal Ball opfatter Senatet som noget nær lige, mens de vurderer, at Republikanerne er klare favoritter til det andet kammer.

At kontrollen over Senatet ser ud til at være plat eller krone – måske en lille fordel den ene eller anden vej, alt efter hvilke indikatorer man lægger vægt på – skyldes flere faktorer: For det første skal Demokraterne ikke forsvare sæder i en eneste stat, som Donald Trump vandt i 2020, mens Republikanerne ikke blot skal forsvare flest sæder, men også forsøge at holde fast i både Pennsylvania og Wisconsin, som Joe Biden vandt i 2020.

For det andet genopstillede flere republikanske kandidater ikke, og de kandidater, der har efterfulgt flere af dem, er ikke af imponerende kvalitet. Og for det tredje er det modsatte tilfældet hos Demokraterne, hvor man har stærke kandidater som Mark Kelly i Arizona, Raphael Warnock i Georgia og Tim Ryan i Ohio.

Demokraterne har stadig et dårligt udgangspunkt givet Joe Bidens approval rating. Det betyder, at kandidaterne i svingstaterne skal overpræstere i forhold til den, hvis de vil vinde, og det kan være vanskeligt at gøre i tilstrækkeligt omfang. Økonomi og inflation er fortsat gode argumenter for, at de tager Kongressen tilbage. Og det nationale politiske klima synes enten neutralt eller til Republikanernes fordel. Det er dog dårligere for partiet end i 2020, hvor kandidater som Mark Kelly og Raphael Warnock blev valgt. Og selv et lille nationalt ryk til højre kan bevirke, at demokratiske senatorer kommer i fare.

På den måde kan man tænke på Senatet som “the irresistible force versus the immovable object”, som RealClearPolitics’ analytiker Sean Trende har beskrevet det. Førstnævnte er det overordnede klima, sidstnævnte er kvaliteten eller manglen på samme af kandidaterne.

Så lad os kigge nærmere på staterne. Jeg har udvalgt de for mig ti mest interessante. Valgene fra nummer 10 til og med nummer 6 er de mindst spændende, de fem efterfølgende er de mest åbne. De helt præcise placeringer er der dog ikke nogen vurdering bag: Det er ikke mit ærinde at overveje, om det er mest sandsynligt, at Nevada går til Republikanerne, eller Pennsylvania går til Demokraterne. Man kunne ydermere argumentere for, at stater som Washington eller Iowa mangler i denne oversigt, men konventionel logik vil tilsige, at hvis Republikanerne skulle vinde førstnævnte eller Demokraterne sidstnævnte, er spørgsmålet kun, hvor stor deres majoritet så er (omend et lignende spørgsmål også synes at gøre sig gældende for en del af de stater, som gennemgås)

Senatet står 50-50. Republikanerne skal således gå et enkelt sæde frem for at få kontrollen, mens Demokraterne kan nøjes med at bevare status quo. Der er i alt 35 sæder på valg. I parentes er angivet, hvilket parti der sidder på sædet netop nu.

10. Colorado (D)

I 2020 var delstaten Colorado ikke spændende. Joe Biden vandt med 13 procentpoint og mere end 55 % af stemmerne. Spoler vi filmen tilbage til 2016, var det imidlertid mere åbent: Hillary Clinton vandt delstaten med fem procentpoint, og den demokratiske senator, Michael Bennett, vandt med seks procentpoint.

Minoritetsleder i Senatet, Mitch McConnell, har udtrykt optimisme på vegne af Republikanernes kandidat Joe O’Dea, der fremstiller sig selv som moderat. For nylig tiltrak han kritik fra Donald Trrump, men har til gengæld fået støtte fra blandt andre den republikanske Florida-guvernør Ron deSantis.

Optimismen møder dog en mur: Meningsmålingerne. Bennett har en klar fordel og er foran med 11 procentpoint i Fivethirtyeights gennemsnit. Det kan være værd at kaste et blik på Colorado, men hvis Republikanerne vinder her, vil konventionel logik tilsige, at de allerede har vundet Senatet uden problemer. Michael Bennett er klar favorit til at få en periode mere.

9. Florida (R)

The Sunshine Stat har givet Demokraterne meget at ærgre sig over de sidste par valg. I 2016 tabte Hillary Clinton delstaten, i 2018 vandt Republikanerne knebent guvernørvalget og senatsvalget i et ellers rigtig godt demokratisk år og i 2020 vandt Donald Trump Florida med 3,5 procentpoint, hvor Joe Biden blandt andet skuffede i Miami-Dade County, delstatens største county.

Demokraterne har stillet kandidaten Val Demings op, der er medlem af Repræsentanternes Hus. Demings er bestemt ikke en uinteressant politisk figur, men der skal ske noget ekstraordinært, hvis hun skal slå den republikanske senator Marco Rubio. Han har en tydelig føring i meningsmålingerne, og det skader nok heller ikke, at guvernør Ron DeSantis ser ud til at vinde sit valg uden problemer.

8. New Hampshire (D)

Mens New Hampshire var ekstremt tæt i 2016, hvor Demokraterne ifølge The Almanac of American Politics 2020 oplevede store fald i stemmetallet i byer som Berlin og Franklin, vandt Biden staten med 7 procentpoint i 2020. Senatet var også tæt i 2016 – og kun ca. 1000 stemmer adskilte Maggie Hassan fra nederlaget. Nu skal hun atter forsvare sin plads, og det ser noget mere lovende ud: Hun har en fordel i meningsmålingerne mod den republikanske kandidat, Don Bolduc. Der er ikke mange stater, hvor Republikanernes undervældende rekruttering har påvirket dynamikken så meget: Havde Chris Sununu, den republikanske guvernør i staten, stillet op til Senatet, som mange republikanere håbede, var Hassan meget vel den mest sårbare senator overhovedet. Nu er hun i stedet favorit.

7. Ohio (R)

Ohio har været skuffelsernes stat for Demokraterne ved de seneste par valg, i hvert fald når man kigger på meningsmålingerne. Meningsmålingerne tegnede et væsentligt tættere billede, men de endte begge med at tabe med otte procentpoint. Clinton vandt otte counties i 2016, det halve af Obama fire år forinden, og Joe Biden vandt syv. Staten ligger klart til højre for nationen, og derfor skulle man synes, at Republikanerne ville få nemt ved at vinde staten. Det ser dog ikke ud til at enkelt, som de kunne have ønsket. I hvert fald har den republikanske kandidat J.D. Vance en føring på blot to procentpoint i Fivethirtyeights gennemsnit. Demokraterne har en god kandidat i Tim Ryan, og Vance er rent politisk et ubeskrevet blad, der ikke har ført en imponerende kampagne. Med det sagt ligger Ohio stadig så langt til højre for nationen, at Vance må betragtes som favoritten i det nuværende politiske klima.

6. North Carolina (R)

Barack Obama vandt North Carolina i 2008, men ellers byder The Tar Heel State ofte på tætte valg, der ender med at falde ud til Republikanernes fordel. Seneste eksempel var 2020, hvor både Trump og den republikanske senator, Thom Tillis, vandt staten. Igen udfordres Demokraterne af det politiske klima, og ser man på målingerne i delstaten, peger de også på en fordel til den republikanske senator, Ted Budd. Budd står til 46,5 % i Fivethirtyeights snit, mens demokraten Cheri Beasley står til 43,9 %. Det er bestemt ikke, fordi Demokraterne er chanceløse i North Carolina – men man kan nemt forestille sig endnu et tæt valg, som Republikanerne vinder.

5. Wisconsin (R)

Efter en række valg, hvor Demokraterne – med varierende margin – havde vundet Wisconsin, havnede the Badger State i Trumps hænder i 2016, i høj grad takket værre hans præstation blandt hvide vælgere uden collegegrad. Men i 2020 generobrede Biden delstaten med en sejr på 0,6 procentpoint. På papiret burde Demokraterne, der stiller med delstatens viceguvernør Mandela Barnes, altså have gode muligheder for at vinde senatsvalget i Wisconsin, og det har de også – men Republikanerne står stadig med favoritværdigheden. Den republikanske senator, Ron Johnson, er bestemt ikke en kandidat af nogen imponerende kaliber, men vandt alligevel valget i 2016. I år er Trump ganske vist ikke på stemmesedlen sammen med ham, men meningsmålingerne giver ham en fordel. Han har en føring på 4,2 procentpoint i Fivethirtyeights gennemsnit, men han står også til godt 50 % af stemmerne, hvilket indikerer en vis robusthed i føringen.

4. Arizona (D)

Som den første præsidentkandidat siden Bill Clinton i 1996 vandt Joe Biden i 2020 Arizona i et meget tæt valg. Samtidig vandt demokraten Mark Kelly senatsvalget, og to år forinden vandt senator Kyrsten Sinema sit valg. Demokraterne har altså to senatorer fra delstaten, og det er ambitionen, at det også er tilfældet efter midtvejsvalget, hvor Mark Kelly skal forsvare sin plads. Kelly har konsekvent været foran i målingerne, så umiddelbart synes han at have en eller anden form for favoritværdighed. Hans føring i Fivethirtyeights gennemsnit er lige nu 3,3 procentpoint. 36-årige Masters er også et ubeskrevet blad, der blev støttet af Donald Trump og Peter Thiel under det republikanske primærvalg. Billedet kan dog sagtens ændre sig i den sidste uges tid, hvis vi får målinger, der indikerer fordel til Masters. Cook Political Report with Amy Walter rykkede da også for nylig valget fra kategorien “lean democrat” til “toss up”, altså kategorien med de mest usikre valg.

3. Nevada (D)

Der var to historier i Nevada i 2020: På den ene side vandt Joe Biden ganske vist delstaten. På den anden side var det med en margin, der var ligeså stor (eller lille) som Hillary Clintons i 2016. Da Joe Biden vandt større end Clinton nationalt, betød det, at Nevada faktisk rykkede sig til højre sammenlignet med nationen som helhed. Senatsvalget er et af de mest spændende i landet og står mellem den siddende demokratiske senator Catherine Cortez Masto og republikaneren Adam Laxalt. Et af spørgsmålene er, hvordan Masto kommer til at klare sig blandt Hispanics. Biden fik 60 % af topartistemmen i den vælgergruppe ifølge datafirmaet Catalist – et fald på hele ni procentpoint sammenlignet med Clinton. Republikaneren Laxalt forekommer omvendt ikke som en decideret dårlig kandidat, omend ikke alle iagttagere er så overbeviste af den analyse. Målingerne indikerer et enormt tæt valg.

2. Pennsylvania (R)

Det så længe ud til, at Pennsylvanias viceguvernør John Fetterman (D) havde en klar fordel i Pennsylvanias senatsvalg mod republikaneren Mehmet Oz – eller Dr. Oz -, der vandt et meget tæt republikansk primærvalg i maj og heller ikke har politisk erfaring. Men Fetterman er på væsentligt mere usikker grund nu. I starten af oktober måned flyttede Cook Political Report valget fra “lean democrat” til toss up, og i gennemsnittet af målinger er Fettermans føring nu blot 1 procentpoint. Fetterman og Oz mødtes desuden til debat i sidste uge – valgets eneste. Fetterman blev desværre ramt af et stroke i foråret, hvilket debatten bar præg af, ligesom valgkampen generelt gør det. Oz vandt efter min opfattelse debatten, omend jeg ikke synes, Fettermans præstation var katastrofal. Det er dog ikke så vigtigt, hvem der vandt debatten rent retorisk – det interessante er, hvad den eventuelt vil betyde for valgkampen, og det er endnu ikke klart. Pennsylvania er stadig Demokraternes bedste mulighed for at fravriste Republikanerne et sæde og gøre deres vej til at bevare kontrollen over Senatet lettere – men favoritværdigheden er skrumpet heftigt. En New York Times/Siena-måling, der blev udgivet i går, gav dem ganske vist smule håb. Fetterman førte, men målingen var i vidt omfang foretaget inden førnævnte debatten.

1. Georgia (D)

Og således nåede vi til The Peach State. Staten fik i januar 2021 lov til at afgøre Senatet, og det kan sagtens ske igen. Valget står mellem Raphael Warnock, der netop sikrede sig sit sæde i 2021, og så republikaneren Herschel Walker, den skandaleramte, tidligere footballspiller (man kan høre mere om Herschel Walker i vores seneste podcast). Biden vandt som bekendt Georgia knebent i 2020, og senatsvalget i år er uden tvivl også et af de mest åbne. Warnock fører i meningsmålingerne, men som det måske vil visse læsere bekendt, så kræver det, at man får over 50 % af stemmerne, hvis man skal undgå runoff som det, vi så i 2021. Og det tyder målingerne samlet set ikke på sker – selvom det bestemt stadig er en mulighed. Forestiller man sig eksempelvis, at Nevada vindes af Laxalt og Pennsylvania af Fetterman, kan kampen om Senatet altså ende i overtid i Georgia igen (forudsat at ingen andre pladser skifter hænder).

Opsummering

Senatet ser meget tæt ud. Skulle man give et parti en eller anden fordel, vil det nok være Demokraterne, men det er et øjebliksbillede, der nemt kan ændre sig, og det er ingenlundde ensbetydende med, at det vil være vores endelige bud. Vi udgiver – som i 2020 – naturligvis en prognose og vores bud på, hvordan senatsvalgene vil gå, når vi er tættere på valgdagen. For nu kan vi konstatere, at det nok er bedst og mest retvisende at tænke på Senatet som meget tæt og med forskellige, realistiske udfaldsmuligheder.