Tilbage i januar måned skrev jeg en artikel her på sitet omkring valget til senatet i november måned. Konklusionen på dette meget tidlige tidspunkt var, at republikanerne måske nok var favoritter til at vinde majoriteten i senatet grundet det politiske klima, men at demokraterne trods alt havde rimelige chancer for at holde et meget snævert “flertal” på 50-50 i senatet, hvor vicepræsident Kamala Harris’ stemme bliver udslagsgivende ved stemmelighed. Når dette overhovedet syntes realistisk ved et midtvejsvalg under en upopulær demokratisk præsident, skyldtes det i høj grad, at kun en tredjedel af senatspladserne er på valg hvert andet år. I netop dette valgår betyder det at republikanerne forsvarer hele 21 af de 35 sæder der er på valg, mens demokraterne forsvarer 14 sæder.

Nu er der gået snart 9 måneder, siden den artikel blev skrevet. Siden da er alle primærvalgene afholdt, så nu ved vi rent faktisk, hvem kandidaterne er, og denne afklaring har næsten med sikkerhed gavnet demokraterne, da republikanerne i flere tilfælde har valgt relativt ekstreme eller konspiratoriske kandidater, hvilket næppe er klogt i svingstater, der kan tippe til begge sider.

Siden den første artikel har vi haft en eskalerende inflationskrise, en russisk invasion af Ukraine, en afskaffelse af Roe v Wade, der garanterede retten til fri abort føderalt, og en præsident Biden med sløje approval tal. Hvad har det så haft af betydning for senatsprognoserne? I den oprindelige artikel havde jeg udpeget 7 senatsvalg der reelt var i spil, mens resten reelt er afgjort på forhånd. Dette kan vi nu udvide til 9, fordi det måske lidt overraskende ser ud til, at de republikanske sæder i Ohio og Florida også reelt er i spil, hvilket understreger, at demokraternes chancer ser betydeligt bedre ud nu end i januar. Af de 9 senatsvalg vi skal kigge på er 4 af dem for nuværende på demokratiske hænder (New Hampshire, Nevada, Arizona, Georgia), mens de andre 5 kontrolleres af republikanerne (Pennsylvania, Wisconsin, North Carolina, Ohio, Florida). Streng taget kunne vi også have indkluderet Washington og Colorado, men det er min vurdering, at de kun reelt kommer i spil, såfremt republikanerne vinder alle de øvrige nævnte stater.

Antager vi, at de resterende senatssæder går til den forventede side, har vi på forhånd en stilling på 46-45 i demokraterns favør. Demokraterne skal altså vinde 4 af de 9 kompetitive sæder for at bevare deres snævre flertal i senatet, mens en sejr i 6 af valgene vil gøre demokraterne uafhængige af de svært kontrollerbare senatorer Joe Manchin og Kyrsten Sinema. På en god valgaften for demokraterne er det ikke længere helt usandsynligt, at man kan nå 52 af de 100 sæder i senatet, samt at man akkurat kan fastholde et snævert flertal i repræsentanternes hus. Dette ville i praksis styrke demokraternes mulighed for at gennemføre politik ganske betydeligt. Det er stadig ikke det mest sandsynlige scenarie, men det er absolut indenfor realistisk rækkevidde.

De 9 sæder i makroperspektiv

Ignorerer vi kandidatkvalitet og den politiske stemning kan man sige, at de 9 kompetitive sæder umiddelbart favoriserer republikanerne. Godt nok vandt Joe Biden 6 af de 9 nævnte svingstater (North Carolina, Florida og Ohio glippede), men med undtagelse af New Hampshire vandt Biden alle disse stater med en mindre margin end hans nationale sejr. Med andre ord kunne man sige, at 8 af de 9 stater altså ligger til højre for nationen, og at republikanerne derfor ville være favoriseret i et neutralt politisk klima, hvor partierne overordnet set får lige mange stemmer.

I det følgende kigger jeg nærmere på de 9 specifikke senatsvalg med det forbehold, at meget kan ændre sig de næste 5 uger, hvor almindelige amerikanere for alvor begynder at fokusere på valget.

New Hampshire: Et “must-hold” sæde for demokraterne

Som den mest liberale af de 9 stater og den eneste af de 9, der stemte til venstre for nationen ved 2020 valget, ville det være noget nær en katastrofe for Demokraterne, hvis de tabte New Hampshire. Omvendt er New Hampshire den type New England-stat, der sagtens kan finde på at vælge moderate republikanerne. Således er den siddende guvernør i staten den moderate republikaner Chris Sununu, der har siddet i tre perioder, og som for nyligt uden problemer blev valgt som Republikanernes kandidat til en fjerde periode. En stor lettelse for demokraterne, der havde frygtet, at han ville forsøge at stille op til senatsvalget. Nationalt kan demokraterne langt bedre leve med en moderat republikaner som guvernør i New Hampshire end med en ekstra republikaner i senatet.

Maggie Hassan (D)

Den siddende senator er den moderate og relativt anonyme demokrat Maggie Hassan, der også er tidligere guvernør i staten. Hassan var i mange år forholdvis vellidt i staten, men har på det seneste kæmpet med meget dårlige approval ratings, der er blandt de ringeste af alle senatorer. Det er relativt vanskeligt at fortolke hendes svage tal. Hun er ikke omgivet af skandaler, og muligvis afspejler tallene blot, at New Hampshire er en stat med notorisk mange svingvælgere, og at demokrater bare ikke er specielt populære under Joe Biden.

Don Bolduc (R)

Til Hassans fordel tæller, at hun flere gange tidligere har vist sig effektiv i meget tætte valgkampe imod republikanere, at hendes politiske profil er meget moderat og derfor kan forekomme som ”det sikre kort” og så selvfølgelig, at hendes modkandidat er trumpisten og ex-generalen Don Bolduc. Bolduc demonstrerer, hvor svært det kan være først at vinde et primærvalg blandt republikanerne, hvor man næsten er nødt til at omfavne Donald Trump, for derefter at være kompetitiv i en svingstat imod en demokrat. Bolduc har således blameret sig ved adskillige gange før og under valgkampen at støtte Trumps løgn om at valget i 2020 blev stjålet af demokraterne, for blot dagen efter sin ultrasnævre sejr i primærvalget over Chuck Morse at understrege, at Joe Biden legitimt vandt valget i 2020. Mon vælgerne køber den? Indtil videre virker Bolduc i hvert fald svækket af det tætte primærvalg, og Maggie Hassan fører således komfortabelt med en 8-10 point i de fleste målinger. De målinger kunne tyde på en forholdsvis sikker sejr til Hassan, men jeg vil stadig ikke afskrive Bolduc. Republikanerne plejer at holde sammen når valget først oprinder.

Samlet set må Maggie Hassan trods alt betegnes som favorit til at genvinde sit sæde, hvilket også er vurderingen hos Cook Political Report og Sabato’s Crystal Ball, mens fivethirtyeight’s model har Hassan som omtrent 85% favorit.

Nevada: Kan den eneste latina  ryge ud af senatet?

Nevada er en svingstat, som mange egentlig havde forventet efterhånden ikke længere ville være det. Las Vegas-staten har en stor og voksende latinamerikansk befolkning, og følger man ”demography is destiny”-tesen, så ”burde” staten efterhånden være en solid demokratisk en af slagsen. Staten bevægede sig da også gradvist mod ”venstre” ift. nationen som helhed frem til 2008-valget, men siden er det gået den stik modsatte vej, til stor frustration for demokraterne. Biden vandt kun staten med 2,4%-point og staten lå således i 2020 hele 2,1% point til højre for nationen som helhed.

Den siddende demokratiske senator er 58-årige Catherine Cortez Masto, den første og eneste latinamerikanske kvinde valgt til det amerikanske senat. Hun vandt sædet i 2016 efter den nu afdøde legende i amerikansk politik, Harry Reid, valgte at trække sig tilbage. Hun var også et af de mulige emner, da Joe Biden ledte efter sin vicepræsident.

Catherine Cortez Masto (D)

Umiddelbart synes Masto at være et udmærket match til staten med sin latinamerikanske baggrund og med en politisk profil tæt på Joe Biden, eller måske en anelse til venstre for denne. Hendes approval ratings er hverken specielt gode eller specielt dårlige. De er dårlige nok til, at hun bestemt ikke er garanteret genvalg, men gode nok til at hun heller ikke på nogen måde taber per automatik.

Hendes modstander er den tidligere justitsminister i staten og krigsveteran Adam Laxalt, der let vandt republikanernes primærvalg. 43-årige Laxalt er ung og har en attraktiv historie som en mand, der har overkommet et alkoholmisbrug og er en politiker, der generelt gør sig udmærket i medierne. Omvendt er han også en erklæret trumpist, der har støttet den grundløse løgn om det stjålne valg, hvilket kan skræmme moderate eller veloplyste vælgere væk.

Adam Laxalt (R)

I de indbyrdes meningsmålinger førte Masto frem til sidst i august, hvorefter Laxalt har ført i alle de seneste målinger fra september. Realclearpolitics har Laxalt til en gennemsnitlig føring på 2,2%-point, mens fivethirtyeights model, Sabato og Cook alle opfatter valget som rent “toss-up”.

Georgia: Det nye Virginia?

Georgia var den helt store sensation ved præsidentvalget 2020 og tiden umiddelbart efter. Ikke alene vandt Joe Biden staten som den første demokrat siden Bill Clinton i 1992, men i ingen af de to senatsvalg i 2020 fik nogen kandidat over de påkrævede 50% i staten. Det betød, at der blev afholdt to ”runoff”-valg d. 5. januar 2021, der blev vundet af demokraterne Jon Ossoff og Raphael Warnock. Netop Raphael Warnock er allerede i 2022 på valg igen, da hans valg i 2020-21 var en ”special election” efter nu afdøde Johnny Isakson (R) trak sig grundet helbredsmæssige årsager i december 2019 og blev midlertidigt erstattet af Kelly Loeffler (R).

Demokraterne satser virkelig på Georgia fremadrettet. Som det ses på figuren, er staten over de seneste årtier blevet langt mere liberal (i amerikansk kontekst). Fra at ligge 14,1%-point til højre for nationen ligger den nu kun 4,2%-point til højre for nationen. Denne udvikling skal ses i lyset af en stor befolkningsvækst omkring storbyen Atlanta, og at denne vækst først og fremmest ses blandt etniske minoriteter. Andelen af hvide blandt dem, der har stemmeret, er således faldet fra 68% i 2000 til 58% i 2018.

Imidlertid er Georgia stadig en stat, der ligger lidt til højre for gennemsnittet, hvilket betyder, at demokratiske kandidater alt andet lige kun er favoriseret i et nationalt politisk klima, der er favorabelt for demokraterne. Raphael Warnock er heller ikke en klassisk småkonservativ sydstatsdemokrat. Tværtimod betragtes han som relativt progressiv, hvilket han heller ikke forsøger at skjule. Strategien er i højere grad at mobilisere basen end at appellere til midtervælgere.

Raphael Warnock (D)

Warnock har på det seneste haft problemer, idet han ligger i et juridisk slagsmål med ex-konen, der anklager ham for dels at have kørt hendes fod over med sin bil og dels for at være en tvivlsom far for deres børn. Imidlertid ser det endnu værre ud for hans modkandidat, den tidligere american football spiller Herschel Walker. Walker har adskillige anklager om vold og trusler bag sig, og natten til tirsdag dansk tid kunne mediet The Daily Beast derudover offentliggøre følgende historie: “A woman who asked not to be identified out of privacy concerns told The Daily Beast that after she and Walker conceived a child while they were dating in 2009 he urged her to get an abortion. The woman said she had the procedure and that Walker reimbursed her for it.” En historie, som skal ses i den sammenhæng, at Walker er abortmodstander.

Walker har afvist historien, men har yderligere blameret sig med en række nærmest uforståelige udtalelser, så det bliver spændende at se, hvordan han vil klare sig i en debat imod Warnock.

Herschel Walker (R)

Der er næppe nogen tvivl om, at republikanerne havde håbet på at gøre indhug blandt de mange sorte vælgere i Georgia ved at nominere en sort kandidat – også endda en slags celebrity som Walker – men omvendt kan det måske give bagslag at nominere en kandida, der ikke lader til at vide noget særligt om politik. På den anden side skal vi heller ikke glemme, at det ikke var noget tilfælde at Donald Trump vandt præsidentvalget i 2016. Der er absolut et publikum til mere “folkelige” kandidater, der måske ikke lige har de kompetencer, som den mere veluddannede del af befolkningen efterspørger.

Alle indikationer vi har lige nu er, at Georgia også er et rent toss-up valg. Warnock fører snævert i de seneste målinger, men reelt er der tale om dødt løb. Det kan således bestemt ikke afvises at vi endnu engang må ud i omvalg i Georgia, hvis ingen af de to hovedkandidater får over 50% af stemmerne – og det er en mulighed, at Georgia atter skal afgøre, hvem der får kontrol over Senatet.

Arizona: Is demographics destiny?

Venstredrejningen har været endnu mere udpræget i Arizona de seneste år end i Georgia. I 2008 stemte Arizona 15,8%-point til højre for nationen. 12 år senere i 2020 stemte staten kun 4,1%-point til højre for nationen, og Biden vandt som den første demokrat siden Bill Clinton i 1996, men før det skal vi helt tilbage til Truman i 1948, for at finde en demokratisk sejr ved et præsidentvalg.

På samme måde er begge senatorer fra Arizona nu demokrater. Det er den stærkt udskældte Kyrsten Sinema (D), og så er det Mark Kelly (D), der i 2020 slog Marthy McSally (R) med 2,4%-point i kampen om afdøde John McCains gamle sæde. Da det var et specialvalg, er Kelly allerede på valg igen her i 2022. I 2020 overpræsterede han ift. Joe Biden, der vandt Arizona med sølle 0,3%-point. Når han kunne dette, skyldtes det nok en relativt høj personlig popularitet. Kelly er tidligere astronaut og gift med tidligere medlem af repræsentanternes hus Gabby Giffords, der for år tilbage blev landskendt, efter at en højrefløjsekstremist forsøgte at myrde hende og en række andre mennesker ved et valgmøde. Giffords tog et skud til hovedet og var længe i kritisk tilstand, men overlevede og trak sig fra politik i 2012.

Mark Kelly (D)

Mark Kelly er en forholdsvis moderat demokrat, der dog har været en solid støtte for Joe Biden, i modsætning til kollegaen Kyrsten Sinema. I en nylig måling fra Marist har Kelly en hæderlig, men ikke prangede, “favorability” rating på 47% imod en “unfavorability” rating på 39%. Tal der alt andet lige ville gøre ham til svag favorit til genvalg.

Blake Masters (R)

Kellys modkandidat er den kun 36-årige venturekapitalist og Trumpist Blake Masters. Blake sikrede sig Trumps støtte ved at bakke op om fortællingen om det stjålne valg. Efter sin sejr ved primærvalget er han endnu ikke officielt vendt rundt på en tallerken omkring den påstand offentligt, men har dog fjernet referencer til dette fra sin webside, ligesom han har modereret tidligere udsagn omkring abort fra sin side. Så det tyder på at Masters aktivt forsøger at moderere sine ellers hardline konservative standpunkter frem imod valget. Indtil videre har det ikke haft den store effekt. Mark Kelly har ført snævert i alle målinger og ligger på +4 hos Realclearpolitics. Både Sabato og Cook har Kelly som svag favorit og Fivethirtyeights model har Kelly som cirka 85% favorit til at vinde.

På nuværende tidspunkt må Arizona nok betragtes som “must-win” for demokraterne. Taber de den, bliver det svært at holde flertallet i senatet.

Wisconsin: Trumpisten Johnson

Kan demokraterne rent faktisk holde fast i de 4 ovenstående sæder, så har de en reel mulighed for ikke bare at fastholde deres nuværende flertal, men også at styrke dette ved at vinde et af de 5 republikanske sæder, der reelt er i spil.
Det første vi kigger på er Ron Johnsons (R) sæde i svingstaten Wisconsin. Johnson er blandt andet kendt for en række uheldige udtalelser og sin utrættelige støtte til Trumps valgløgne samt diverse konspirationsteorier omkring angrebet på Capitol Hill. Johnson lovede som Tea Party kandidat i 2010, at han kun ville stille op til 2 perioder som senator, så længe regnede man med, at han ville holde sit løfte og ikke stille op til en tredje periode her i 2022, men det gør han altså alligevel.

Ron Johnson (R)

Som tidligere Tea Party-kandidat og nuværende dedikeret Trumpist, skulle man synes, at Johnson var for ekstrem for svingstaten Wisconsin. Imidlertid lader dette ikke til at være tilfældet. Han vandt sit sæde i 2010 med hele 4,9%-point over den i demokratiske kredse meget populære Russ Feingold og vandt genvalg i 2016 med 3,4%-point, atter over Russ Feingold. I en nylig AARP måling har Johnson en favorability på -2%-point, hvilket ikke er godt, men heller ikke katastrofalt.

Mandela Barnes (D)

Demokraterne har sat deres lid til den kun 35-årige vice-guvernør Mandela Barnes, der let vandt demokraternes primærvalg. Barnes bliver set som et stort håb for fremtiden blandt især mange progressive demokrater, men indtil videre ser det ikke alt for lovende ud for Barnes, der er sort i en af USA’s hvideste stater. Johnson fører med 2-5%-point i de fleste af de seneste målinger, fiverthirtyeights model har Johnson som 2/3 favorit til at vinde, Sabato har ligeledes Johnson som svag favorit, mens Cook fastholder valget som et “toss-up”. Måske, måske ikke, skal man tage med i betragtning at målinger i Wisconsin nærmest er blevet berygtet for at overvurdere demokraterne ved de sidste to præsidentvalg. Særlig famøs var en måling fra ellers solide ABC/Washington Post, der gav Biden et forspring på hele 17%-point, men adskillige målinger havde Biden i front med over 10%-point i en stat, som han endte med at vinde med sølle 0,6%-point. Det er dog uklart i hvor høj der var tale om en effekt der specifikt omhandlede Donald Trump. I 2018 vandt Tammy Baldwin (D) let sit senatssæde og her ramte målingerne ganske godt.

Jeg må på baggrund af dette betragte Johnson som favorit til genvalg, især når vi tager i betragtning at Wisconsin, akkurat som de andre hvide arbejderklassestater, er svunget klart til højre over de sidste par årtier. Fra at stemme 6,6%-point til venstre for nationen i 2008 stemte staten i 2020 3,8%-point til højre for nationen.

Pennsylvania: Hvem kan vinde arbejderklassen?
I den altid stærkt ombejlede store svingstat Pennsylvania genopstiller republikaneren Pat Toomey ikke. Måske derfor at Toomey som en af kun 7 republikanske senatorer turde stemme for at dømme Trump ved den anden impeachment sag.

John Fetterman (D)

Ved dette valg er Pennsylvania i måske endnu større fokus end normalt, da Demokraterne stiller med en lidt utraditional kandidat i den 206 cm høje viceguvernør John Fetterman. Fetterman er akademiker, som stort set alle andre amerikanske politikere, men har en langt mere arbejderklasseagtig udstråling end den sædvanlige aristokratiske senatortype. Fetterman er en Bernie Sanders-demokrat og har derfor haft en del intern modstand i det etablerede demokratiske parti. Alligevel vandt han uden problemer det demokratiske primærvalg og ses af mange demokrater som en mulig nøgle til at genvinde magten i de hvide arbejderklassestater i rustbæltet og midtvesten, hvor demokrater har tabt terræn over de seneste år. Fetterman, der fik et hjerteslag i foråret, men nu er tilbage i fuldt vigør, er i min optik ikke specielt veltalende, men det er ikke nødvendigvis et problem i en valgkamp orienteret imod arbejderklassen. Vinder Fetterman senatssædet tror jeg, vi kommer til at se en hel del flere Fetterman lignende kandidater stille op for demokraterne i midtvesten de kommende år og måske endda også til kommende præsidentvalg.

Fettermans modkandidat er noget spektakulært TV-lægen Mehmet Oz, kendt som Dr.Oz. Oz vandt republikanernes primærvalg med ekstremt snævre 0,07%-point over David McCormick efter at Oz havde sikret sig Trumps opbakning.

Mehmet Oz (R)

Oz kan med sin tyrkiske baggrund blive den første muslim, der vælges til det amerikanske senat. Han er kontroversiel for sin promovering af alternative behandlingsformer og pseudovidenskab og er kritiseret for reelt slet ikke at bo i Pennsylvania (han har masser af boliger rundt omkring i hele USA). Oz forsøger at markedsføre sig selv som både moderat republikaner og Trump-støtte på samme tid og det skal blive interessant at se om han får held med denne vanskellige balancegang. Indtil videre ser det ikke godt ud for ham. Fetterman har ført i samtlige målinger, men hans føring er dog skrumpet. Hos Realclearpolitics er Fettermans føring skrumpet fra næsten 9%-point i august til nu omkring 4%-point. Det er dog stadig rigeligt til at betragte Fetterman som svag favorit, hvilket også er tilfældet hos Sabato, mens fivethirtyeights model har Fetterman som 3/4 favorit. Til gengæld rykkede Cook Political Report with Amy Walter i går sædet tilbage i toss up-kategorien. Det indikerer, at Oz bestemt stadig har en chance.

North Carolina: Endnu et åbent sæde
Med fare for at gentage mig selv genopstiller republikaneren Richard Burr, der akkurat som Pat Toomey stemte for at dømme Trump ved den anden impeachment, ikke. Så vi har endnu et åbent sæde.

I modsætning til flere af de andre svingstater vi har kigget på, har North Carolina ligget nogenlunde stabilt ift nationen som helhed over de senere år. Frem til 2008 blev staten gradvist mere liberal og demokraterne havde store forhåbninger til at staten ville udvikle sig på samme måde som i nabostaten Virginia. Det er dog ikke sket. Som det ses på figuren har North Carolina ved de sidste 4 præsidentvalg ligget i omegnen af 6%-point til højre for nationen som helhed. Det er også den eneste af de stater vi kigger på som Donald Trump vandt. Når man tænker på, at dette er en stat som Trump vandt i et ufavorabelt klima for republikanerne, så virker det umiddelbart usandsynligt at en demokrat skulle kunne vinde her i et antageligvis mindre favorabelt politisk klima. Men som vi ved, spiller kandidatkvalitet en rolle, så lad os kigge på dem.

Cheri Beasley (D)

På demokraternes side vandt den sorte tidligere højesteretsdommer i North Carolina, Cheri Beasley, nemt demokraternes primærvalg med over 80% af stemmerne. Da hun aldrig har været politisk kandidat tidligere og ikke reelt blev udfordret ved primærvalget ved vi overraskende lidt om hvilken type kandidat hun egentlig er. Det er dog tydeligt at hun prøver at sælge sit kandidatur på personlig integritet koblet med en række ret standard demokratiske talking points, der ikke skræmmer midtervælgere væk.

Ted Budd (R)

Beasleys modkandidat er nuværende medlem af repræsentanternes hus, Ted Budd. Den Trump-støttede Budd vandt måske overraskende let primærvalget over Pat McCrory. Budd var et af de medlemmer af repræsentanternes hus der stemte imod certificeringen af valgmandstemmerne d.6 januar 2021, hvilket givetvis har været adgangen til Trumps støtte i primærvalget. Budd var også en af de få medlemmer af repræsentanternes hus der stemte imod fordømmelsen af militærkuppet i Myanmar i 2021.

Ted Budd fører snævert i de fleste målinger og må objektivt set betragtes som snæver favorit. Generelt skal demokraterne nok være glade for at North Carolina overhovedet er i spil ved dette valg. Sabato og Cook har også Budd som svag favorit og fivethirtyeight har Budd som favorit med omtrent 70 % sandsynlighed for at vinde.

Florida: Præsidentkandidat i knibe

I januar artiklen havde jeg dårligt nok overvejet at inddrage senatsvalget i Florida. Florida er altid i spil ved præsidentvalg, men er på det seneste gledet væk fra demokraterne, således at staten ved valget i 2020 lå over 3%-point til højre for nationen.

Den vigtigste årsag til at jeg ikke havde Florida på radaren i januar var dog at sædet forsvares af den højtprofilerede stjerne i partiet, Marco Rubio. Rubio var i 2016 blandt de absolutte favoritter til at blive republikanernes præsidentkandidat før Donald Trump og Chris Christie i forening fik sat ham tilbage. Det var derfor forventet at Rubio måske nok ville få lidt modstand – det er trods alt Florida – men at han næppe kunne trues. Imidlertid må vi konstatere at sædet er i spil. Rubio fører med omkring 4 procentpoint i målingerne og er derfor stadig favorit, men der skal ikke gå voldsomt meget galt før han taber sit sæde til udfordreren Val Demings.

Marco Rubio (R) og Val Demings (D)

Tidligere politichef og nuværende medlem af repræsentanternes hus, Val Demings var en af outsider kandidaterne til at blive udpeget til Joe Bidens vice-præsidentkandidat i 2020. Kombinationen af et “law & order” image som tidligere politichef og en række ret standard politiske positioner for en demokrat udgør en ganske potent coctail for Demings. Nuvel, den mest sobre vurdering er at Rubio holder sit sæde. Trods målinger ville det være noget af en sensation hvis Demings vinder her. Vinder Demings bliver det en god aften for demokraterne. Fivethirtyeight har Rubio som 85% favorit, Cook har Rubio som svag favorit og Sabato har Rubio som moderat favorit.

Ohio: Er den tidligere svingstat i spil igen?

Ved valg efter valg har Florida, Pennsylvania og Ohio været de helt afgørende svingstater ved amerikanske præsidentvalg. Vind 2 af de 3, og du vinder præsidentvalget var i mange år en god tommelfingerregel i amerikansk politik. Over de sidste valg har alle tre trukket til højre, og det gælder i særdeleshed for Ohio. Staten er gået fra at stemme snævert til venstre for nationen i 2004 til at stemme over 12%-point til højre for nationen i 2020. Ohio burde være uden for rækkevidde for demokraterne, kunne man synes.

Imidertid genvandt den progressive demokrat Sherrod Brown sit senatssæde i Ohio i 2018 med hele 6,8%-point og beviste dermed at demokraterne ikke er uden chancer i den hvide arbejderklassestat. Valget i 2022 er et åbent sæde eftersom at republikaneren Rob Portman ikke genopstiller. Istedet stiller republikanerne med den noget utraditionelle 38-årige venturekapitalist, jurist og forfatter J.D. Vance. Vance er en tidligere Trump-kritiker, der i 2016 kaldte Trumps politiske holdninger alt fra absurde til amoralske, til idag at være en trofast Trump-støtte, der fik Trumps støtte til primærvalget.

J.D. Vance (R) og Tim Ryan (D)

Vance’s modkandidat er demokraten og medlem af repræsentanternes hus Tim Ryan, der let vandt sit primærvalg. Ryan betoner en venstrepopulistisk økonomisk politik, som demokraterne håber kan appellere til arbejderklassen lidt i stil med John Fetterman i Pennsylvania. Analysen er at såfremt demokraterne skal genvinde den hvide arbejderklasse gælder det om at fokusere på økonomi og ikke på den venstreorienterede værdipolitik, som spiller bedre i stater som Californien eller New England regionen. Indtil videre må vi konstatere at Ohio er i spil. Målingerne har tæt på dødt løb med en super snæver føring til Vance. Det er dog stadig Ohio, så almindelige “fundamentals” gør at både Sabato og Cook har Vance som svag favorit, mens Fivethirtyeights model har Vance som 70% favorit. Personligt bliver jeg dog ikke voldsomt overrasket såfremt Ryan alligevel hiver den hjem på en god aften for demokraterne.

Konklusion

I januar var konklusionen at det så svært ud for demokraterne. Det er ikke konklusionen i dag. Fivethirtyeights model har demokraterne som ca. 2/3 favoritter til at bevare flertallet. Demokraterne skal som bekendt “bare” vinde 4 af de 9 og det ser ud til at være indenfor rækkevidde med New Hampshire, Pennsylvania, Arizona som de mest lovende og så bare en enkelt af de øvrige, hvor Georgia, Nevada og Wisconsin vel er de bedste muligheder. Det ser fortsat svært ud for demokraterne i North Carolina, Ohio og Florida, men de stater behøver de heller ikke. Omvendt må man så også sige at såfremt stemningen vinder så kan de bestemt også gå meget galt for demokraterne. Der skal ikke meget til for at de taber alle de 9 nævnte stater og er vi derude er Colorado og Washington måske også i spil. Med så mange tætte valg kunne det ligne en nervepirrende valgnat med mulige retslige efterspil.