Svingdistrikterne til Repræsentanternes Hus: Her er det mest markante valg i New York

I en ny serie her på USAPol ser vi nærmere på svingdistrikterne i kampen om Repræsentanternes Hus. Det er ikke sikkert, at den bliver udtømmende, men den skulle gerne give en god indføring i nogle af de mest interessante opgør i kampen om Repræsentanternes Hus, som er noget sværere at få overblik over, fordi der er så mange distrikter på valg. For at blive inkluderet i serien skal distrikterne enten være rangeret som “toss up” af Cook Political Report with Amy Walter eller Sabato’s Crystal Ball – selvom det sagtens kan tænkes, at der kommer overraskelser enten på valgnatten eller undervejs i valgkampen. I dag handler det om New York.

New York har tredjeflest kongresdistrikter af alle stater i USA, kun overgået af Texas og Californien, men det er kun et enkelt, som for nuværende bliver behandlet her: New Yorks 17. distrikt.

Hudson Valley-distriktet er interessant, derved at det faktisk ikke blev vundet af Donald Trump i 2024, men af Kamala Harris (med 0,6 procentpoint ifølge The Downballot). Det var der selvfølgelig mange distrikter, der gjorde, men som et af de få repræsenteres NY-17 af en republikaner, nemlig 40-årige Mike Lawler, der første gang blev valgt til Repræsentanternes Hus i 2022. Hans modkandidat er demokraten Cait Conley, der arbejdede i Biden-administrationen og desuden er veteran.

Ikke mindst Donald Trump er blevet et spørgsmål i valgkampen. I den sammenhæng har Conley sagt følgende om Lawler ifølge ABC News: “Mike Lawler votes one way. Donald Trump’s way. And Mike Lawler looks out for himself and anyone politically convenient for him; in this case, Donald Trump.”

Omvendt har Lawler tilsyneladende forsøgt at skabe et billede af, at han ikke er limet fast til Trump – han har eksempelvis fastslået, at han nok skal give udtryk for det, når han er uenig med præsidenten. Også datacentre er blevet et anliggende, som fylder i valgkampen.

Mike Lawler er en god kandidat, der vandt sit 2024-valg med over 6 procentpoint, selvom Harris som nævnt vandt det. I år skal han dog i langt højere grad svømme mod strømmen end for to årsiden, fordi det politiske klima synes så gunstigt for Demokraterne.

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.