De fleste har sikkert set scenen fra “Apollo 13”, hvor de ansatte i kontrolrummet i Houston bryder ud i spontane klapsalver, da det går op for dem, at deres spektakulære redningsaktion er lykkedes. Man kan let forestille sig, at lignende scener har udspillet i Bidens kampagnehovedkvarter efterhånden som resultaterne fra Super Tuesday tikkede ind.

Indtil for få dage siden så det nemlig ud til, at Bernie Sanders – den meget venstreorienterede kandidat, der teknisk set ikke en gang er Demokrat – stod til at vinde en pluralitet af de delegerede og dermed stå med bedst muligheder for i sidste ende at blive Demokraternes kandidat. Af de 14 stater (+ territoriet American Samoa), der stemte på Super Tuesday, stod Sanders i meningsmålingerne til at vinde eller blive nummer to i stort set dem alle, mens Biden var raslet ned i de nationale meningsmålinger. De moderate Demokraters stemmer var i de første tre stater blevet delt mellem Buttigieg, Klobuchar og Biden, og på Super Tuesday ville Mike Bloomberg, der har brugt et ufatteligt beløb på tv-reklamer, stemple ind og yderligere splitte de moderate stemmer. Det lignede en perfekt storm, og Biden lignede en dead man walking.

Og hvordan er det så lige, at det lykkedes Biden – utvivlsom til det Demokratiske establishements udelte glæde – at vinde 9 ud af 14 stater og i øvrigt fuldstændigt udradere Mike Bloomberg?

Det startede med Bidens uventet store sejr i South Carolina (hvor Bloomberg som bekendt ikke var opstillet). Der havde allerede inden primævalget i South Carolina været indikationer på, at Bidens nedtur var ved at vende (en hæderlig andenplads i Nevada, en stærk præstation i South Carolinas tv-debat, og ikke mindst en anbefaling fra den meget toneangivende House Majority Whip Jim Clyburn). Og i de sidste meningsmålinger inden South Carolina lignede det en Biden-sejr med en margin på ca. 10 procentpoints ned til Sanders. Men resultatet blev en storsejr til Biden, der vandt næsten 50% af de afgivne stemmer og distancerede Sanders med 30 procentpoints. Bidens kandidatur er i høj grad bygget på hans electibility (altså hans evne til at slå Trump), og derfor var det afgørende for ham at vise, at han rent faktisk kan vinde et valg. Sejren i South Carolina var netop den katalysator, som Bidens hensygnende kampagne havde behov for. Vi ved det ikke med sikkerhed, men det er let at forestille sig, at Bidens folk har haft travlt med at føre samtaler med nogle særdeles betydningsfulde aktører i Det Demokratiske parti i løbet af weekenden, for pludselig gik det meget stærkt.

Søndag d. 1/3 annoncerede Pete Buttigieg, at han trak sig som kandidat, hvormed den hidtil mest succesfulde rival til de moderate vælgere ikke længere var i vejen for Biden. Dagen efter annoncerede en anden toneangivende moderat kandidat, Amy Klobuchar, at hun også trak sig. Samme dag annoncerede de begge, at de støttede Joe Bidens kandidatur. Deres støtteerklæring blev hurtigt fuldt op af støtte til Biden fra den tidligere Senatleder Harry Reid, samt den tidligere (også moderate) kandidat Beto o’Rourke. Sejren i South Carolina og de mange højtprofilerede støtteerklæringer betød, at hele pressens historiefortælling om hans kandidatur blev vendt på hovedet. Stort set al dækning i de toneangivende amerikanske medier handlede pludselig om, at Biden var på vej tilbage. Toneangivende analytikere begyndte at spekulere på, om et stort comeback var undervejs. Men reelt havde ingen forudset det omfang, som Bidens turn-around antog.

Man kan ikke andet end beundre den timing og evne til at udnytte et window of opportunity, der skabte Bidens resultat på Super Tuesday.2 dage inden Super Tuesday var den gængse holdning, at Biden i bedste fald kunne håbe på at vinde de fleste af de 7 sydstater, der var i spil, men at han var presset af Sanders og især Bloomberg i stater som Virginia, North Carolina og Oklahoma. I de øvrige 7 stater, der var på plakaten, blev han ikke levnet mange chancer.

Og hvordan gik det så?

I skrivende stund er resultatet af Super Tuesday, at Biden er blevet erklæret som vinder i Alabama, Arkansas, Massachusets, Minnesota, North Carolina, Oklahoma, Tennessee, Texas og Virginia. Altså 9 stater med Biden som vinder. Sanders er blevet erklæret som vinder i Colorado, Californien, Utah og Vermont (4 stater), mens Bloombergs milliard-investering i radio-, tv- og online-reklamer gav ham sejren i American Samoa.
Nu er det som bekendt sådan, at vinderen – i modsætning til ved selve præsidentvalget – ikke tager alle delegerede. Alle kandidater, der har fået over 15% af stemmerne på stats- og valgkredsniveau får som udgangspunkt del i de delegerede, og vi må vente på, at alle stemmer er talt op, før vi ved, hvordan de delegerede fordeles. Sanders skal håbe på, at hans sejr i Californien, der med 415 delegerede er den klart vigtigste stat, kan hjælpe ham på vej. Men det er ikke til at komme uden om, at Biden over-performede ganske meget, og de mere strukturelle understrømme i Super Tuesday må give anledning til dybe panderynker i Sanders-lejren.

De vælgere, der besluttede sig sent, gik i overvejende grad til Biden. Derudover er det tydeligt, at Bidens vælgerkoalition bestående af afroamerikanere og vælgere over 45 i meget høj grad dukkede op og stemte og dermed bar ham frem. I det hele taget er det måske væsentligste take away fra Super Tuesday, at Demokraterne nu har delt sig i to lejre:

De unge vælgere, latinoer og ikke-religiøse støtter Bernie Sanders. De ældre vælgere, afroamerikanere og religiøse støtter Biden.

Så hvis vi skal sammenfatte: Hvem vandt, og hvem tabte?

 

Super Tuesday vindere

Joe Biden

Joe Biden er pludselig igen valgets frontløber. Ikke bare fik han fuld plade i sydstaterne og tog alle syv, herunder den meget vigtige stat Texas. Han vandt også højst overraskende i Minnesota – formentlig på grund af anbefalingen fra Amy Klobuchar, der vist kan vælge og vrage blandt ministerposter, hvis Biden bliver præsident. Og endnu mere overraskende, nærmest chokerende, vandt han Massachusets, der er Elizabeth Warrens hjemstat, og som egentlig skulle have været et slagsmål mellem netop Warren og Bernie Sanders. Både Minnesota og Massachusets er domineret af hvide vælgere og forventedes derfor ikke at være gode stater for Biden. Hans evne til at vinde netop disse to stater tegner godt for hans muligheder fremad. Der er stadig lang vej hjem – og der er stadig ret stor chance for, at vi ender med et åbent konvent – men Joe Biden kunne nærmest ikke have ønsket sig en bedre Super Tuesday, end den han fik.

 

Bernie Sanders

Der er ingen tvivl om, at der hersker en vis tilstand af granatchok i Sanders-lejren, hvor nogle nok havde håbet på, at Super Tuesday ville være dagen, hvor Sanders satte tingene på plads. Men ikke desto mindre står han stadig med muligheden for rent faktisk at føre i antal delegerede, når alt er talt op (pga. Californien), og selv hvis han er efter Biden, når alt er optalt, har han fuldstændig klart manifesteret sig som den ene af de to reelle kandidater til at blive Demokraternes kandidat. Hans muligheder er meget dårligere, end mange troede, at de var, inden Super Tuesday, og skuffelsen blandt hans støtter er ubetinget stor, men han er ikke spillet af brædtet endnu.

 

Pette Buttigieg og Amy Klobuchar

Med rettidig omhu trak begge kandidater sig på et tidspunkt, hvor selve deres tilbagetrækning skabte bedst værdi for dem. De har begge scoret tonsvis af goodwill hos Biden og det Demokratiske establishment, og vi vil formentlig høre meget mere til dem fremover.

Super Tuesday tabere

Mike Bloomberg

Man får ikke meget for sølle 410 mio. dollars (eller 2,8 mia. kroner) i vore dage. Bloomberg havde satset på at kunne reklame-tæppe-bombe sig til sejren, men vandt kun et enkelt territorium (American Samoa) og sluttede bag Biden i næsten alle stater. Hans kampagne ligger i ruiner, og han må forventes at trække sig en af de nærmeste dage. Det bliver interessant at se, om han aktivt vil støtte Biden, når/hvis han trækker sig.

 

Elizabeth Warren

Vi havde spekuleret i, hvad det ville betyde for hendes kampagne, hvis hun kun blev nummer to i sin hjemstat Massachusets (fordi vi forventede, at hun ville tabe til Sanders). Hun endte på en nærmest ydmygende tredjeplads, og staten gik højst uventet til Joe Biden. Hun har pt. vundet færre delegerede end Pete Buttigieg, der som bekendt trak sig inden Super Tuesday. Vi har tidligere sagt, at det krævede et mirakel at holde hendes kampagne inde i kampen. Indtil videre udebliver miraklet, og det bliver sværere og sværere at se hendes vej til nomineringen.