Før vi begynder dagens analyse, vil jeg lige henlede opmærksomheden på vores seneste podcast, hvor udlandsjournalist på Information, Mathias Sindberg, og overtegnede ser nærmere på præsident Joe Bidens økonomiske politik og begrebet Bidenomics. Emnet i dagens nyhedsbrev har en del med det at gøre, så hvis man vil have et større indblik i præsidentens økonomiske dagsorden, kan man for eksempel lytte med på Spotify, Apple Podcasts eller Podimo.
September 2023 bliver muligvis husket i fagforeningernes nyere historie. Her begyndte United Auto Workers-strejken mod General Motors, Stellantis og Ford nemlig – blandt andet med ønsket om højere lønninger og andre arbejdsmæssige fordele. Præsident Biden var ikke sen til at udtrykke sin sympati med de strejkende: “The bottom line is that auto workers helped create America’s middle class. They deserve a contract that sustains them and the middle class”, sagde han.
I dag besøger Biden så bilarbejderne i Michigan – en signifikant begivenhed også i historisk sammenhæng. Biden har selv stillet i udsigt, at han ville være “the most pro-union president you’ve ever seen”, og der er åbenlyse, politiske grunde til, at han nu gør, som han gør.
Alliancen mellem Demokraterne og fagforeningerne går langt tilbage, men har bestemt ikke altid været problemfri. Franklin D. Roosevelt, USA’s præsident fra 1933-1945, gjorde fagforeningerne til et centralt element i sin politik og sin vælgerkoalition, men allerede med hans efterfølger, Harry Truman, var sammenslutningerne umiddelbart mere lunkne i deres holdning til den demokratiske præsidentkandidat. På samme måde blev nyere demokratiske præsidenter som Bill Clinton og Barack Obama kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at værdsætte kollektiv forhandling eller for at være for tætte på Wall Street.
Selvom Biden har gjort sit syn på fagforeningerne klart, må man ikke glemme, at det har været kompliceret for administrationen at navigere i denne strejke, og United Auto Workers har på symbolsk vis endnu ikke støttet Bidens genvalgskampagne, men vil nu heller ikke støtte Trump. Endvidere har Biden i politisk forstand skullet balancere mellem hensynet til fagforeningerne, arbejderne og nogle af de vælgere, han vil appellere til i 2024 på den ene side og hensynet til klimadagsordenen på den anden. I UAW er der nemlig også stor bekymring for, hvad overgangen til elbiler vil betyde for de arbejdere, de repræsenterer. Det giver følgende dilemma: Måske kan man i substantiel forstand – men kan man også i optisk og politisk forstand være den mest ambitiøse præsident for både fagforeningerne og den grønne omstilling?
Mens UAW-strejken har bragt denne linedans ud i lys lue, har den også sat fokus på debatten i og omkring Republikanerne om, hvilket parti de gerne vil være. Som New York Times’ Jamelle Bouie observerede, var der nemlig divergerende udmeldinger fra prominente stemmer i partiet, selvom de for ham at se mere var udtryk for retorik end substans. Men mens South Carolina-senator og præsidentkandidat Tim Scott angreb strejken hårdt, skrev Ohio-senator J.D. Vance omvendt, at han heppede på arbejderne, der krævede bedre løn.
Den divergens er interessant, for den synes at illustrere skellet mellem de republikanske strømninger, der ønsker en mere arbejderistisk dagsorden i partiet, og dem, der ikke gør.
Blandt dem, som ønsker det første, er den få år gamle tænketank American Compass, der har formuleret en mission om en “conservative economic agenda to supplant blind faith in free markets with a focus on workers, their families and communities, and the national interest.” På samme facon har Trumps tidligere chefstrateg, Steve Bannon, i 2019 givet udtryk for, at det er lykkedes at gøre Republikanerne til et egentligt arbejderparti. Det er næppe en præcis udlægning, men det understreger den førnævnte konflikt. Og hvorom alting er, er Republikanerne – uanset i hvor høj grad de i substansen kan kaldes et arbejderparti – blevet en hel del stærkere blandt i hvert fald vælgere uden collegegrad.
På den måde illustrerer UAW-strejken forskellige, politiske dilemmaer for begge partier. Det betyder ikke, at UAW-strejken vil blive noget definerende øjeblik for nogen af dem eller for næste præsidentvalgkamp. Dagsordenen bliver hurtigt overtaget af andre ting, og selvom fagforeninger er og har været vigtige for Demokraterne, er antallet af arbejdere, som er medlem af disse, faldet betydeligt over de seneste årtier.
Men selvom den politiske betydning af strejken muligvis ender med at være til at overse, ansporede den Biden til at forsøge at leve op til sit løfte til fagforeningerne, mens den i det republikanske tilfælde udgjorde endnu et eksempel på diskussionen om, hvilken type parti de skal være.
