Jeg er hjemme fra sikkerhedskonferencen i München, som jeg i weekenden dækkede for vores samarbejdspartner POV International. Jeg skriver en smule om mine indtryk dernedefra senere i dette nyhedsbrev – men ellers kan min artikel om usikkerheden om USA’s Ukrainepolitik læses på POV – den har blandt andet input fra Finlands præsident, Alexander Stubb, og forsvarsredaktør på The Economist, Shashank Joshi. Nu til dagens analyse:
På torsdag har Donald Trump været præsident i en måned – en måned, der har været præget af kaos, uforudsigelighed og dynamik. Det er tilsyneladende en bevidst strategi fra administration at kaste så mange tiltag op i luften, at det bliver for vanskeligt for oppositionen og medierne at holde øje med det hele.
Med det sagt kan vi i stedet for at fokusere på tiltagene ét for ét kigge på de store linjer i, hvor det amerikansk politiske landskab står efter en måned med Trump. Så lad os prøve at kigge på fire punkter:
1) Er USA i en forfatningskrise? Det er omdiskuteret
Det er ikke usædvanligt, at præsidenter søger at få mere magt, og det er en udbredt opfattelse, at præsidentembedet med tiden er blevet mere magtfuldt. Det er Trump 2.0 også et klart eksempel på – men hans forsøg på at udvide sine magtbeføjelser er alligevel bemærkelsesværdigt radikale, hvorfor en række tiltag også er blevet underkendt af domstolene.
Derfor diskuteres, om USA befinder sig i en forfatningskrise, og der er ikke ét svar på, hvornår landet gør det. Ikke overraskende er der således ikke konsensus blandt juridiske eksperter.
I New York Times svarede juraprofessoren Erwin Chemerinsky bekræftende, da han blev spurgt: Ja, USA befinder sig i en forfatningskrise. “Systematic unconstitutional and illegal acts create a constitutional crisis”, som han udtalte til avisen og lagde vægt på, at niveauet af ulovlighed i Trump-administrationen ifølge ham er historisk.
I det venstreorienterede medie Vox anlagde den juridiske iagttager Ian Milhiser et lidt mindre alarmistisk perspektiv: “A whole range of Trump’s early actions, from his attempt to roll back birthright citizenship, to his attempt to freeze a whole range of federal spending, to his attempt to shut down the US Agency for International Development (USAID), are just blatantly unconstitutional”, skrev han ganske vist og henviser dermed til nogle af de initiativer, der er illustrative for Trumps forsøg på at udvide præsidentembedets magt. Men hvis der er tale om en forfatningskrise, så er der ifølge Milhiser tale om en, der indtil videre er blevet håndteret godt, anfører han. En krise kan dog for ham at se lynhurtigt opstå.
Og så er dem, der siger “nej, USA er ikke i en forfatningskrise”, som det mere konservative medie Wall Street Journal gjorde på lederplads for nylig. Det samme gjorde professor ved University of Minnesota School of Law, Kristin Hickmann, over for NPR: “We’re not there yet, and we have no guarantee we’re ever going to get there.” Hun advarede derimod om at overreagere.
Hvad der imidlertid synes klarere: Det er sigende for Trumps forsøg på at udvide præsidentembedets magt, at vi så tidligt har en reel diskussion om en forfatningskrise – uanset om vi egentlig kan tale om en eller ej. Allerede i 2023 blev det klart, at Donald Trump ville gøre sine magtbeføjelser langt større og kontrollere langt mere. Det er den grundvision, han opererer ud fra i øjeblikket.
2) Domstolene er langt mere centrale
Idet Donald Trump er så magtfuld i det republikanske parti og har flertal i begge Kongressens kamre, er det ikke så meget fra politisk hold, at hans forsøg på magtkoncentration vil blive indskrænket – som hans modstandere i hvert fald håber, at de bliver. Det er i stedet hos domstolene, der har underkendt flere af hans tiltag, heriblandt hans forsøg på at indskrænke fødselsretten til statsborgerskab i USA.
Donald Trump har kritiseret domstolene og udtalt, at de ikke burde have bemyndigelse til at træffe beslutninger, som de gør. Vicepræsident JD Vance har skrevet noget lignende på X. Det er en bemærkelsesværdig kritik af domstolene fra administrationens side, men præsident Trump har samtidig sagt, at han altid vil følge domstolenes henstilinger – også selvom en føderal dommer for en god uges tid siden konkluderede, at Trump ikke gjorde netop det.
Hvorom alting er, er der imidlerti endnu ikke tale om et bredere forsøg på at undergrave eller ignorere domstolene fra Trumps side. Men hvad så, hvis administrationen eksplicit begynder at ignorere henstillingerne og den juridiske proces?
Ja, det er et godt spørgsmål. For det ved vi simpelthen ikke, hvordan vil tage sig ud i praksis, andet end at man så med meget større sikkerhed vil kunne tale om en forfatningskrise. Man kunne eksempelvis forestille sig, at en række offentlige ansatte sagde op i protest. Det er dog for nuværende spekulation – centralt er dog, at Donald Trump i weekenden på Truth Social skrev, at hvis man redder sit eget land, så overtræder man ikke loven. Det gør, at man ikke kan afvise langt mere eksplicit udfordring af domstolene.
3) En smule mere upopulær
Efter de første dage af Trumps embedsperiode havde han en approval rating på 49,7 % og en disapproval rating på 41,5 % hos Fivethirtyeight. Det var ikke overvældende, men dog stadig klart mere postivt end negativt. Nu er billedet lidt anderledes: Hans approval rating er 49 %, mens hans disapproval rating stødt har bevæget sig op på 45,7 %.
Det er ikke utænkeligt, at den kaotiske atmosfære omkring Trump og de mange tiltag har sat en smule spor i hans tal. I hvert fald er der ikke tale om, at hans opbakning er steget, siden han blev præsident, om end han fortsat er i plus.
4) Hvor er USA i verden?
Ved weekendens sikkerhedskonference i München spurgte jeg den demokratiske senator Chris Coons fra Delaware, om Europa stadig kunne regne med NATO med Trump som præsident. Coons, der også er medlem af Senate Foreign Relations Committee, gav ingen garantier: “I certainly hope so. That, from my conversations, is the determination of a bipartisan group of senators who are here.” Ifølge Coons vil de kommende uger give mere klarhed.
Men vicepræsident Vances stærkt konfrontatoriske tale på konferencen gav ikke europæerne grund til mere optimisme om amerikansk støtte inden for eller uden for NATO. Ligeledes er Trump-administrationens Ukrainepolitik som beskrevet fortsat aldeles usikker, og det eneste, der er klart, er, at den brede konsensus er, at europæerne skal adressere deres egen sikkerhed i langt større omfang. Men flere helt centrale spørgsmål står altså fortsat ubesvarede om USA.
