New York City er ofte stedet for en farverig historie og således også i øjeblikket. Denne gang handler den om byens borgmester, uhellige alliancer, bestikkelse og Trump-administrationen.
Så lad os lige spole helt tilbage til start: I 2021 vandt demokraten Eric Adams partiets nominering til borgmesterposten i USA’s største by i et meget tæt valg. Adams fik i primærvalget blandt andet omfattende opbakning fra sorte vælgere og også støtte fra fagforeninger. Som et eksempel fik han i første runde i 2021 63 % af stemmerne i den del af New York, som Fivethirtyeight har kaldt “the Black Bloc”, viste mediets analyse.
Derfra var det en formsag for Adams at blive byens blot anden sorte borgmester, og af flere prominente kommentatorer blev han set som en stjerne i partiet.
Sådan er det ikke længere. I september 2024 blev borgmester Adams nemlig anklaget i henhold til fem punkter, der eksempelvis omhandlede bestikkelse. Over de seneste måneder har Adams desuden lænet sig op ad Trump og deltog ved hans indsættelse, mens præsidenten har givet udtryk for, at borgmesteren ikke er blevet behandlet fair.
Anklagerne mod Adams går tilbage til 2014: Mens han endnu var Brooklyn Borough President, begyndte han jævnfør anklageskriftet at modtage lukrative fordele mod at udføre politiske tjenester: “For nearly a decade, ADAMS has used his prominent positions in New York City government to obtain illegal campaign contributions and luxury travel”, som det hed i udtalelsen, der fulgte med anklageskriftet.
I 2021 skete der således det, at Adams som borgmester – og efter tilskyndelse fra en tyrkisk regeringsansat – lagde pres på brandvæsenet i New York, så Tyrkiet kunne åbne en bygning til sit konsulat, som præsident Recep Tayyip Erdogan skulle besøge. Alt sammen ifølge anklageskriftet, der gjorde, at Adams så ud til at skulle for retten i april under seriøse anklager.
Men så skete der noget. Tidligere på måneden intervenerede Trump-administrationen, og agerende vicejustitsminister Emil Bove III bad anklagerne i New Yorks Sydlige Distrikt om at lægge sagen ned, fordi den ifølge ham blandt andet var politisk motiveret og hindrede Adams’ mulighed for at assistere Trumps immigrationsdagsorden. Det skal her nævnes, at Trump har sagt, at han ikke selv beordrede Bove til at agere.
Men vicejustitsministerens kontroversielle træk førte til, at Danielle Sassoon, som ellers er en konservativ advokat, sagde op, og snart fulgte en stribe yderligere protestopsigelser i Justitsministeriet.
Og det er i forbindelse med Sassoons opsigelse, at man skal spidse ører for at forstå, hvad hun mener, der er på spil:
Ifølge Sassoon var der nemlig tale om en porthandel mellem Trump-administrationen og Adams: Hvis Adams hjalp med håndhævelsen af Trumps immigrationspolitik, så fik administrationen sagen til at gå væk. Det har både Bove og Adams afvist, og Bove svarede Sassoon igen med et stærkt konfrontatorisk brev.
Mere end en iagttager har observeret, at masseopsigelserne uanset hvad giver mindelser om Saturday Night Massacre under Watergateskandalen, hvor justitsministeren og dernæst vicejustitsministeren forlod deres stillinger, fordi præsident Richard Nixon ville have dem til at fyre den særlige anklager Archibald Cox.
Og det er ikke kun opsigelser på den juridiske side, vi har set: Også i Adams-administrationen har en række topfolk trukket sig, heriblandt første viceborgmester Maria Torres-Springer.
Det viser, at Adams-krisen har haft store påvirkninger, også selvom guvernør Kathy Hochul ikke har villet fjerne ham fra embedet, som hun ellers har beføjelser til. Altså ser Adams lige nu ud til at blive hængende lidt endnu. Retssagen er indtil videre sat på hold af en føderal dommer, men anklagerne mod Adams er endnu ikke afvist.
Uagtet hvad der imidlertid kommer til at ske juridisk for Adams, kommer han – er mit nok ikke voldsomt kontroversielle bud – ikke til at vende tilbage til borgmesterkontoret næste år, uagtet om han genopstiller eller ej.
Det er vanskeligt at forestille sig, at han vil kunne klare et demokratisk primærvalg i en demokratisk by, når han ligger så tæt op ad Trump. Samtidig anslog en Emerson-måling tidligere på måneden, at blot 27 % havde et positivt syn på borgmesteren.
Til gengæld har Adams’ problemer åbnet døren yderligere for et meget markant politisk comeback: Nemlig fra tidligere guvernør Andrew Cuomo. Det er nemlig vidt og bredt rapporteret, at Cuomo seriøst overvejer at stille op som borgmester i byen, efter han i sommeren 2021 trak sig som guvernør i kølvandet på afdækkelsen af seksuel chikane af en række kvinder.
Cuomo har sat sig for at gøre indhug i den førnævnte Adams-koalition og forsøger altså at appellere til både sorte vælgere og til fagforeninger. I går sikrede han sig også en støtteerklæring fra det demokratiske kongresmedlem Ritchie Torres, der også nævnes som mulig guvernørkandidat i 2026 – og Cuomo lader til at være den klare favorit til borgmesterembedet, hvis han endelig beslutter sig for at stille op.
Alt dette viser desuden, at politik i New York, herunder New York City, lever sit helt eget liv.
Bare NYC har givet os skikkelser som Fiorello LaGuardia, der tog kampen op mod den politiske maskine Tammany Hall, Ed Koch, der kom i camboulage med en forretningsmand ved navn Donald Trump, “America’s Mayor” Rudy Giuliani og nu Eric Adams, der måske efterfølges af Cuomo, hvis far, Mario, i øvrigt også var guvernør i staten.
Indtil videre har Adamssagaen føjet endnu et kapitel til den farverige og mytiske historie om politik i New York. Den er endnu ikke slut, men meget tyder i al fald på, at borgmesterens politiske karriere for nu synger på sidste vers.
