I nat taler Donald Trump til den amerikanske kongres for første gang i sin anden periode. Det er teknisk set ikke en State of the Union-tale, men den vil i sagens natur få meget opmærksomhed – særligt fordi både det indenrigspolitiske og udenrigspolitiske bagtæppe er meget iøjnefaldende.
Begynder vi med det sidste, så har det været nogle særdeles markante udenrigspolitiske uger.
Tidligere på måneden udtalte forsvarsminister Pete Hegseth, at Ukraine ikke kunne forvente at blive medlem af NATO, at man ikke skulle regne med amerikanske tropper i Ukraine som sikkerhedsgaranti og at det var urealistisk for landet at vende tilbage til grænserne før 2014. Et par dage senere, 14. februar, sagde han, at “now is the time to invest, because you can’t make an assumption that America’s presence will last forever.”
Samme dag afholdt vicepræsident JD Vance så en tale på sikkerhedskonferencen i München, hvor han angreb Europa og sagde, at han mest frygtede truslen indefra i Europa. “If you’re running in fear of your own voters, there is nothing America can do for you”, lød det fra vicepræsidenten.
Dagen efter samme weekend kom nyheden om forhandlinger i Saudi-Arabien mellem Rusland og USA, og ugen efter mødtes amerikanerne og russerne så i Riyadh.
Ikke længe efter dette møde sagde Trump så, at Ukraine havde startet krigen, selvom det var Rusland, der indledte en fuld invasion i februar 2022. Zelensky returnerede ved at sige, at Trump var til fals for russisk misinformation, hvorefter Trump så tog til Truth Social og kaldte Zelensky for en “diktator.”
I sidste uge mødtes de to ledere så i Det Hvide Hus, efter Emmanuel Macron og Keir Starmer havde besøgt DC tidligere på ugen.
Mødet mellem Trump og Zelensky gik imidlertid helt galt, og pludselig sad den amerikanske præsident og vicepræsident i et skænderi med den ukrainske leder i krigstid til enhvers skue. Efter mødet, som Donald Trump havde erklæret for godt TV, fik Zelensky besked på at forlade Det Hvide Hus af udenrigsminister Marco Rubio og national sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, og kort efter var den ukrainske præsident taget afsted uden at underskrive mineralaftalen, som han ellers var kommet for at underskrive.
Mødet var som et brag af kakofonisk karakter, der også gav genlyd på den anden side af Atlanterhavet. EU-udenrigschef Kaja Kallas sagde, at der nu var brug for en ny leder af den frie verden, mens den franske premierminister Francois Bayrou udtalte, at forestillingen fra Trumps side var karakteriseret ved “brutalitet” og “et ønske om at ydmyge.” Kyiv Independent skrev, at USA nu havde skiftet side i krigen.
Hvorom alting er, er forholdet mellem USA og Ukraine i en helt ny virkelighed, ligesom det transatlantiske forhold er det. Trump har selv indikeret, at han vil tale om den førnævnte mineralaftale i sin tale, og i det hele taget bliver Ukraine noget, mange iagttagere vil holde øje med – særligt efter Trumps markante beslutning om at suspendere militær assistance til Ukraine.
På den hjemlige scene
Indenrigspolitisk har Donald Trumps embedsperiode indtil videre i høj grad været kendetegnet ved et ønske om at udvide præsidentembedets magt i et sådant omfang, at visse – dog ikke alle – eksperter taler om en forfatningskrise.
En række initiativer er ganske vist blevet underkendt af domstolene – eksempelvis blev hans fyring af Hampton Dellinger som leder af Office of Special Counsel erklæret i strid med loven for blot få dage siden. Men skal man sætte en overskrift på det vigtigste på den indenrigspolitiske scene i øjeblikket, når det handler strengt om Trumps ageren, så er det hans forsøg på at skabe et mere magtfuldt præsidentembede.
Mere konventionelt er dog også Republikanerne i Kongressens forsøg på at vedtage en stor del af Trump-agendaen, og om dette i så fald skal foregå i én lov eller to love. I sidste uge vedtog Repræsentanternes Hus en budgetresolution, der var et skridt på vejen mod at gennemføre “One Big Beautiful Bill”, som Trump har kaldt det, gennem reconciliation, men det er stadig uvist, hvor det lander.
Ifølge CNN vil Trump dog holde sig til de bredere linjer på det lovgivningsmæssige og forsøge at skabe opbakning uden at give en klar strømpil for, hvilken fremgangsmåde han ønsker. På det allerseneste har han virket vægelsindet, mens han tidligere har talt for at blot at gennemføre én lov (altså “One Big Beautiful Bill”).
Jævnfør Time Magazine vil præsidenten i nat derudover gå efter at skabe højdepunkter, der kan gå viralt og give Biden skylden for udfordringerne – men mest centralt i talen vil ifølge mediet stå, at Trump forsøger at ruske op og lave om i det politiske system. Og selvfølgelig vil der også blive fokuseret på immigration.
Den indenrigs – og udenrigspolitiske kontekst for talen er altså aldeles opsigtsvækkende. Hvordan det helt konkret vil udmønte sig, må vi vente med at få svar på til i nat.
Opdateret 16.58 med tilføjelse af immigrationsfokus.
